... Fortsat

7. - 8. december - Noosa, Brisbane
Vi kører tidligt af sted mod Noosa, hvor vi ankommer kl. 13. Efter frokost går vi ned til Noosa strand, hvor vi nyder den 2. søndag i Advent med sol og bølger. Om aftenen er der fri barbecue på vores hostel, og vi drikker øl og lytter til livemusik. Amanda og jeg tager en kort bytur på en lokal klub, men der sker ikke meget. Vi går sammen tilbage i den lille by.

Dagen efter har Amanda og jeg booket en kajak-tur. Vi har dog misforstået vores booking og troet, at det skulle blive en stille tur op af Noosa River. I stedet bliver vi kørt ned til stranden, hvor bølgerne er høje pga. en streng vind. Skyerne er tætte og grå. Forholdene er svære den dag, så jeg er ikke optimistisk. Vi får instrukser fra erfarne guider i, hvordan man kom igennem bølgerne, der slår ind over stranden med større kraft, end jeg bryder mig om. To danske piger er også med, og de lykkes i første forsøg med at komme ud på den anden side af brændingen. Jeg sidder forrest i Amandas og min havkajak, så jeg får vandet lige i fjæset. Vi kommer af sted efter pigerne, men bliver hurtigt kastet i vandet af bølgerne. Tilbage på stranden. Ud igen, flere bølger. I vandet igen, og det er rimelig voldsomt. Ved fjerde forsøg kommer vi til at ligge sidelæns i stedet for med spidsen udad, og vi har ingen ide om, hvordan man retter op. Jeg kigger til venstre, og en 2-3 meter høj bølge tårner sig op foran os. Den slår med fuld styrke mod os, skubber os fremad nogle meter med høj fart, og vi bliver så kastet sidelæns ned i vandet med kajakken over os. Den skraber mit hoved, og jeg kan mærke et tryk for brystet da jeg igen står på stranden. Det er ikke sjovt mere, og jeg er tæt på at give op. Men instruktørerne kommer med opmuntringer, og vi prøver et par gange mere. Sjette gang tænker jeg 'én gang mere, og så er det slut', og vi padler for livet for at komme igennem bølgerne. Det lykkes på mirakuløs vis at time det, så vi når ud på den anden side af brændingen. Vi råber i kor 'Left! Right! Left! Right! og føler os som idioter, men vi er sikre.

Vi venter på sidste båd med en pige fra Hong Kong og Dave, instruktøren. Vi driver hen over bølgerne nu og kan koncentrere os om at padle. Vi sejler udad og sørger for ikke at komme ind mod kysten til højre for os, hvor bølgerne slår ind over klipperne. Vi kan slappe mere af og begynder at nyde vores kajaktur. En times tid sejler vi langs med kysten af Noosas nationalpark og nyder udsigten. Det er ikke særlig godt vejr, og det blæser en del. Jeg får saltvand i øjnene. Men det er nemmere nu. Vi vender kajakkerne og sejler tilbage mod stranden, det går hurtigere at sejle med bølgerne. Jeg har dog ikke den store lyst til at nå stranden og bølgerne igen. Men vi kommer ind og får tegn fra stranden til at sejle ind, og vi padler så godt vi kan. Men hurtigt indhentes vi af en bølge, det nærmest smider os ud af kajakken og ind mod stranden. Det havde vi nok forberedt os på, men det var ikke sjovt at prøve igen. Endelig inde på fast grund, sikke en tur. Jeg er enormt tørstig! Vi får ros fra Dave, der er imponeret over indsatsen.

Tilbage på vores hostel får vi en tiltrængt frokost. Jeg er glubende sulten. Derefter afgang mod Brisbane, og jeg forsøger at sove i bilen. I Brisbane sætter Thomas os af ved Cloud 9 Backpackers ved 14-tiden. Han skal bo hos en ven. Vi checker ind og går derefter ud i byen. Mørk himmel og flere regnskyl. Vi køber paraplyer for at kunne bevæge os rundt, men vi må søge ly i en stor katedral på et tidspunkt. Organisten øver sig oppe ved orgelet, og der er roligt og hyggeligt inde i det store rum med regnen udenfor. Vi sidder og bliver helt salige. Men regnen stilner af, og vi går en tur i den botaniske have langs Brisbane River. Det klarer op, og tilbage på Queen Street Mall kan vi nyde byen lidt mere. Der er butikker og cafeer, det er en hyggelig og flot by. Der er julepynt i gaderne, hvilket stadig er helt underligt for mig. Til aftensmad får vi sushi og japanske retter. Gåtur tilbage til vores hostel, hvor vi hygger og bruger wifi på værelset. Mine ben har to lyserøde solbrændte striber ned over forsiden, jeg er blevet solbrændt gennem skyerne på kajakturen! Den sol hernede er for vild.

9. - 10. december - Surfers Paradise
Dagen efter henter Thomas os 10.30 i Forden, og vi har en times kørsel mod Surfers Paradise. Ankomst, dejlig gåtur i solskin på Esplanaden. Vi køber iskaffe og kigger på surfere, det er ikke dårligt! Kysten er besat af højhuse med glasfacader, stranden er uendelig på hver side og bred og hvid foran os. Der er turister og sommermennesker alle vegne, det er et populært sted. Efter check ind går vi ned og lægger os på stranden, og selvfølgelig er det mere skyet det meste af tiden nu. Ved 16-tiden er himmelen sydpå mørkegrå og har lave skyer. Mod nord er den blå, det er et sjovt syn. En vejrvarsel kalder surfere og svømmere op af vandet. Vi går tilbage mod gaderne i det skønne mørke lys lige før et tordenvejr og stort regnskyl. Vi beslutter os for at købe sushi, og da vi har spist, begynder stormvejret. Omkring 30-40 minutter er der regulært skybrud, en rigtig tropisk storm over os. Højhusenes toppe er forsvundet i skyerne. Det tordner og lyner. Vi griner og farer sammen hele tiden. Til sidst stilner det, og vi går tilbage til vores Islander Hostel. På væreslet får vi billig rødvin og sandwiches til afensmad, mens det tordner videre udenfor. Herefter går turen til hostelbaren, hvor vi drikker øl og snakker lidt. Videre til The Beergarden, hvor der er god musik og masser af mennesker! Vi er ude indtil 3.

... Så dagen efter har jeg ondt i bærret. Vi får pakket og checket ud, og jeg er presset da vi træder ud i solen for at gå til stranden. De andre får en Subway til morgenmad, jeg får yoghurt og masser af vand. Det er formiddag, og solen er stærk. Vi kan næsten ikke være i os selv på stranden, og mit hoved dunker voldsomt når jeg ligger ned. Amanda og jeg går i vandet, og det er koldere end andre steder, vi har været før. Hovedet eksploderer ved mødet mellem min varme hud og det kolde vand. Der er strøm og bølger, og jeg orker ikke andet end at stå i knæhøjt vand med hænderne i siden og solbriller på. Puh. Op og ligge, men vi kan ikke andet end at sidde oprejst med solbriller på. Vi sveder solcreme, det må være 30 grader. Til sidst går vi til McDonald's og får pomfritter i skyggen udenfor. Jeg sover lidt henover bordet med mit håndklæde som hovedpude, det er et kønt syn! Efter halvanden time ankommer Thomas efter en længere gåtur, og vi kører mod Byron Bay.

Turen tager dobbelt så lang tid som forventet, for der er uendeligt mange biler. Der er kø hele vejen ind til Byron, og manden på vores hostel, Backpackers Inn, fortæller os, at det er sådan 6 måneder om året hver eneste dag. Byron Bay er populært! Jeg har stadig hovedpine, så jeg får lov at sove, mens de andre handler. Kl. 8 har de lavet mad, ris med kylling og kokos, og der er vanilleis og jordbær til dessert. Jeg er ovenpå igen, og jeg kan hurtigt konstatere, at vores hostel er et godt sted at tilbringe de sidste fire dage på østkysten, inden jeg tager til Sydney og hjem til Melbourne.

11. - 13. december - Byron Bay
Det er skydive-dag! Jeg har glædet mig lige siden jeg re-bookede den fra Airlie Beach. Jeg har aftalt drop-off med firmaet, og de henter mig klokken 11 efter morgenmad. Vi ankommer til Ballina syd for Byron Bay kl. 12, og så er der en kort briefing med information og sikkerhedsregler. Man skal også vejes inden en skydive, så jeg må modvilligt stille mig op på vægten. Av, de mange uger med australsk toast har vist sat sig. Nå, men det vidste jeg jo godt. Jeg er på andet hold, til at gå i luften, så jeg må utålmodigt vente på, at første gruppe kommer tilbage. I mellemtiden har jeg spottet et billede på væggen af en pige, der har skrevet 'Undskyld Mor' henover armen, og jeg skynder mig at gøre det samme! Joe er min skydive-instruktør, en rar mand med mørkt hår, han er fra Israel. Vi får udstyret på, en masse seler om ben og arme og ryg.

Da det første hold vender tilbage (og er helt vildt begejstrede), kan vi endelig køre ud til lufthavnen, mig og et kinesisk par. Endnu en instruktion i, hvordan man skydiver - man laver 'Bananen': Hoved tilbage på instruktørens skulder, kryds armene foran brystet, ryggen buet og benene bøjet bagud. Ind i flyet, der er et lillebitte fly uden sæder, og op i luften. Det et overskyet men smukt på sin egen måde. Himmel og hav går i ét i horisonten. Vi kommer højere og højere op. Nervøsiteten har ikke indfundet sig endnu, hvilket jeg studser lidt over. Jeg glæder mig bare og nyder udsigten. Joe tager billeder. Højere op endnu, 14.000 fod/4,5 kilometer. Jeg er først, så jeg sidder tættest på døren, der er eneste udgang. Jeg sætter mig foran Joe, og han spænder mig fast til ham selv. Jeg tager briller på, og han råder 'Here we go!' og åbner døren ved siden af mig. Dér er jeg skræmt, hold kæft hvor er der langt ned!!! Og det trodser jo fuldstændig al fornuft, at vi sidder i et fly med døren åben. Og jeg skal nu stikke benene ud i vinden og bukke dem ind under flyet. Vinden er stærk, og det regner en smule. Men jeg sidder på kanten af flyet nu, i stiv kuling, og jeg tager fat i min vest ved hver skulder og lægger hovedet tilbage...

Og før jeg ved af det, dykker vi med hovedet først ud af flyet, ned mod alt det grønne og blå under os i et frit fald, der ryster i skelettet. Jeg tror nok, vi vender op og ned flere gange, og efter nogle sekunder kan jeg give slip på vesten og sprede armene ud. Det er for vildt, jeg er i frit fald, vinden i ørene er øredøvende, munden er åben, og der er skarpe dråber af regn som rammer mine arme, ben og ansigt. Man kan ikke skrige, bare åbne munden i et lydløst råb over, hvor vildt det er. Hele min krop ryster, og jeg forsøger forgæves at smile til kameraet, Joes GoPro på håndleddet. Efter et minuts frit fald, hvor man ikke ænser andet end intensiteten af det hele, udløser han faldskærmen, og tyngdekraften sætter ind. Alt bliver roligt, bortset fra mit hjerte der pumper hårdt i brystet. Jeg er flyvende over Ballina med floden og havet i baggrunden, og jeg skriger og smiler og griner over fornemmelsen af det frie fald, og hvordan det er at dingle i fri luft med fødderne mod jorden og luften omkring én der bliver varmere som vi nærmer os jorden. Jeg tager min maske af, og får flere billeder til samlingen. Undskyld mor! Det var en helt utrolig oplevelse.

Vi driver ned mod dropzonen, en stor fodboldbane, og jeg tager mine ben op mens Joe styrer faldskærmen ned mod modtagerne på jorden, og jeg glider 4-5 meter hen over græsset inden en blød landing. Skønt at være på jorden igen. Kan stadig mærke adrenalinen. Jeg siger tak til Joe, får en highfive, og går tilbage til deres kontor ved siden af banen. Nu regner det, men jeg er i godt humør! Tilbage på mit hostel kan jeg ikke finde de andre, som er ude at gå. Jeg har glemt min nøgle, og køkkenet er lukket, så jeg bruger tiden på at vælge billeder fra min skydive til Facebook. Pigerne kommer tilbage, og vi snakker om min oplevelse. Vi hygger udenfor og ser på alle fyrene fra vores hostel spille beachvolley. Det begynder at dryppe, og det udvikler sig hurtigt til skybrudslignende tilstande, igen. Kl. 7 styrter vi ned til receptionen, hvorfra der går en gratis bus til Cheeky Monkeys. Her får vi øl, mad og hører god musik. Karin deltager i en underlig konkurrence med en lime mellem benene og kyllingeimitation på scenen, og hun vinder overraskende en kajaktur med delfiner og skildpadder i Byron Bay! Vi griner så tårerne triller af hendes præstation, der var så helt igennem åndssvag, at hun gik hen og vandt. Vi tager tilbage ved 10-tiden, jeg er træt ovenpå min intense dag.

Dagen efter sover vi længe, Thomas er taget til Brisbane tidligt i morges. Det er skønt ikke at skulle tjekke ud, så vi hænger bare i køkkenet til klokken 12-13 stykker. Vi går ind til selve Byron Bay, og langsomt kommer solen frem, og vi nyder den afslappede stemning, byen er kendt for. Vi kigger på kjoler, og jeg købte en skøn lang sommerkjole med hjem. Tilbage på hostel lægger vi os i solen, der nu skinner fra en skyfri himmel. Kl 18.30 varmer vi indkøbte pizzaer og drikker øl, mens det er begyndt at regne igen. Det er hyggeligt på den overdækkede terrasse, og der dufter af sjov tobak og regn. Kl. 22 tager vi endnu en gratis bus til byen og går i byen på Woody's. Der er kæmpe fest og tung musik, masser af mennesker og billige øl. Gåtur hjem kl. 3.30, da stedet lukker.

Dagen efter har jeg det heldigvis ikke så ringe som i Surfers Paradise, og vi bruger morgenen på en langsom morgenmad og grin over aftenen før. Det er gråt og trist, men stadig 23-24 grader. Jeg beslutter at gå den 4 km lange rundtur ud til fyrtårnet og Australiens østligste punkt. Det er en hyggelig men halvhård tur ud til kysten og op af klipperne. Det blæser en halv pelikan ude ved pynten, men det er imponerende at se. Der er surfere langs kysten, og der er delfiner tæt på dem. Det et så smukt at se deres mørke finner bryde overfladen i bløde buer. Jeg når ud til det østligste punkt og er godt medtaget af trapper og vind. Det var ikke en god ide at gå i klipklapper. Men jeg når rundt til fyrtårnet, der ligger på toppen af pynten og tager ruten videre tilbage mod Byron Bay ind i en tæt skov med palmer og løvskov. Der er helt stille og roligt inde i skoven, og jeg nyder min tid for mig selv. Tilbage i byen vrimler det med langhårde surfere i deres våddragter. På hostel'et får jeg lidt mad og ser South Park i tv. Hygge på værelset med chips, da pigerne kommer tilbage fra byen - det var alligevel en lang aften i går. Jeg får et bad, og vi tager indkøbte øl og vin med ned til en BYO (Bring Your Own (Alcohol)) asiatisk restaurant, hvor vi får fantastiske stir fries med rejer og kokos. Vi skåler på den sidste aften sammen på vores tur, da jeg skal flyve til Sydney i morgen.

14. - 16. december - Sydney
Jeg skal op før kl. 10 for at checke ud, og pigerne er ikke stået op, da jeg smutter ud af værelset. Jeg får morgenmad på terrassen, og de sidste timer bruger jeg på håndklædet i solen sammen med pigerne, der står sent op. Jeg bliver hentet af en airport-shuttlebus 13.50, og det er helt underlig at sige farvel til pigerne og tage af sted selv. Men jeg har egentlig også glædet mig til at være lidt på egen hånd efter en lang tur med de samme tre mennesker. Helt underligt. Jeg kører med bussen til lufthavnen, som er meget lille, får lidt mad og checker ind. Flyveturen tager en time og 20 minutter, og da vi flyver ind over byen skinner solen ned på havnen, og jeg får et utroligt blik ned over Operahuset og Harbour Bridge gennem vinduet. Operahuset så miniatureagtigt ud oppe fra luften, men det havde alligevel en effekt på mig at se det ligge dér i solen med den store bro ved siden af. Sydneys lufthavn er stor, men jeg finder nemt ned til togene ind mod byen, 80 kroner for en enkeltbillet. Av. Står af ved Museum og går til Pitt Street. Mit hostel ligger nærmest i byens chinatown.

Jeg skynder mig at snøre mine Nike Free og vader op af Pitt Street mod havnen. Det En stor by med flotte mennesker og hjemløse i skøn forening. Der er masser af julepynt i gaderne, og der er højhuse med glasfacader blandet med gamle, victorianske bygninger såsom Town Hall, Posthuset og andre embedshuse. Jeg når ned til Circular Quay og ser først Sydney Harbour Bridge (wauw!) og dernæst Operahuset (WAUW!). Jeg smiler over udsigten, der jo nærmest har legendarisk status. Jeg køber en bakke fish & chips og går ned til esplanaden foran Operahuset, hvor der er liv og restauranter og turister og udsigt til Harbour Bridge og et kæmpe krydstogtskib i havnen. Senere går jeg op på Harbour Bridge, hvorfra udsigten ned over havnen er helt fænomenal. Man kommer højt op over byen og vandet og Operahuset på den anden side. Ved kajen ligger krydstogtskibet Diamond Princess, og da jeg går ud på broen begynder det pludselig at sejle ud af havnen med flere høje hornsignaler, der giver genlyd over hele byen. Det er sjovt at følge det gigantiske skib ud af havnen i mørket, der fulgte solnedgangen. Bag mig er himlen stadig lyserød, men skibet er tændt med masser af blide lys. Da jeg kommer længere ud på broen kan jeg se Operahuset ligge smukt oplyst på kajen, og udsigten er enestående med Sydneys skyline i baggrunden. På den anden side af broen vender jeg om og går samme tur tilbage. Jeg tilbringer lidt tid med at gå rundt i The Rocks, et meget romantisk og hyggeligt område med cafeer, butikker og spillesteder, som engang husede de første indbyggere i byen - straffefanger og håndværkere. Tilbage igennem byen er der julepynt og folk i gaderne.

Dagen efter begiver jeg mig ud i byen ved 10-tiden, får lidt morgenmad på en cafe, og går derefter mod Circular Quay og Operahuset igen. På vejen ser jeg nyheden på storskærm: En islamisk mand har besat en cafe i Sydneys CBD og har taget 30 gidsler. Jeg bevæger mig nordpå mod havnen, og pludselig ser jeg et skilt: Martin Place. Det er her. Oppe i den anden ende af pladsen til højre for mig kan man se en masse mennesker i orange veste, uniformer, blinklys og kameraer. Jeg skynder mig forbi. Når op til Operahuset, hvor jeg sad dagen før, og jeg vil gerne videre op på trapperne og gå rundt om det i dag. Oppe ved foden af bygningen er der dog sat afskærmning op, og de har åbenbart evakueret stedet pga. gidseldramaet i Martin Place. Jeg må skuffet gå op i den botaniske have, der heldigvis er meget smuk i det skønne vejr. Solen skinner fra en skyfri himmel, og der er omkring 27 grader. Der er udsigt over en bugt og til andre områder af haven. Jeg når Government House, som også er lukket af. Går sydpå mod Art Gallery NSW (New South Wales), hvor jeg tilbringer 45 minutter med at se på smukke udstillinger af både asiatisk og Aboriginal kunst. På et tidspunkt annoncerer de over højtalerne, at de er klar over hvad der sker i byen, men at folk kan blive i bygningen, hvis de vil. 10 minutter senere hører jeg en buldren i baggrunden og vender mig om med store øjne mod vagten. 'That's an artwork' smiler han. Pyh.

Jeg forlader stedet kl. 13 for at tage en bus til Bondi Beach ude ved kysten. Det er nemt at købe en billet, og så sidder jeg i en fyldt bus til én af de mest populære strande i Australien. Den ligger flot og hvid og halvmåneformet foran mig, da jeg ankommer, og jeg skynder mig ned og finde en plads i solen. Jeg nyder fritiden og alenetiden, og jeg er nærmest ved at falde i søvn. Jeg går i havet, der er store og kolde bølger. Efter halvanden time pakker jeg sammen og begiver mig på den 5 km lange rute ned til Coogee Beach. Det er en spektakulær kystrute med masser af mindre strande og bugter, og jeg stopper ved én af dem og får en sandwich og en sodavand i skyggen. Havet er blåt og vejret er fuldstændig klart. Passerer klipper, der er formet af havet og sandet gennem mange år, og udsigten ned langs kysten er fantastisk. Eftermiddagssolen skinner i mit ansigt, og det er skønt.

Jeg når Coogee Beach ret sent, omkring 18.30. Jeg er helt udmattet, og mine fødder er fyldt med vabler. Får en is på Esplanaden inden jeg hopper på en bus tilbage til byen. Gidseldramaet er stadig igang, men de har ikke spærret min gade i CBD af, så jeg tilbage på mit hostel ved 19-tiden. Her er en sød tysk pige checket ind. Jeg tager et bad, vi går sammen til Darling Harbour for at se på bådene og julelysene. Vi køber indisk og spiser det på kajen, taler længe sammen om Australien. Det er en hyggelig aften, men det er også underligt, at der er folk fanget på en cafe kun 15 minutter væk. Tilbage på hostel'et venter jeg på, at Amanda skal ankomme fra Byron Bay efter kl. 23.00, og vi går ud og får en øl i byen inden sengetid.

Min sidste feriedag er en grå dag i Sydney, men jeg vågner til nyheden om, at gidseldramaet er overstået. Tre døde, inklusive gidseltageren. Jeg mødes med Amanda, og vi spiser morgenmad på en cafe sammen. Derefter tager vi en gratis shuttlebus til Operahuset (hvorfor vidste jeg ikke de fandtes?), og på vejen kører vi forbi Martin Place, der er fyldt med blomster. Jeg får endelig mulighed for at gå helt op og røre og kigge og tage billeder ved Operahuset, og det er en hyggelig formiddag, inden jeg skal med flyet hjem til Melbourne. Klokken 13.00 letter jeg med Jetstar-flyet, og jeg vinker farvel til Sydney og en helt utrolig rejse.

Hjemme igen

Tilbage i Melbourne og mit hjem i Essendon er der pyntet op til jul. Da jeg lander med flyet er det 32 grader, men to timer senere siger termometeret kun 23. Melbournes vejr har i hvert fald ikke ændret sig. Dagen efter jeg er kommet hjem starter min praktik hos Cycling Australia, og jeg glæder mig ret meget til at komme i gang.

Jeg håber I har nydt mine rejsebeskrivelser! Om en måned er jeg hjemme i Danmark igen, og den går uden tvivl meget stærkt. Der kommer nok et lille indlæg mere om mine praktikoplevelser, men indtil da, så håber jeg I får en dejlig jul og et godt nytår, og så ses vi i 2015.

PS. Der ligger billeder af min tur på Facebook, hvis I har lyst til at se hvad det hele handlede om :)