Jeg er netop hjemvendt fra 3 intense dage i outbacken, også kaldet The Red Center.

Turen var på ingen måde planlagt, men i mandags gik det op for mig, at semestret er slut, og at jeg derfor havde en tom kalender det næste lange stykke tid. Carina, min tyske sambo, og hendes veninde Miriam havde bestilt turen for længe siden, så jeg tog en hurtig beslutning og ringede til rejseselskabet for at høre, om der var flere pladser på deres 3 Day Cockatoo Dreaming Red Centre Tour. Det var der. Så onsdag morgen sad jeg på et fly mod Ayers Rock lufthavn og en forestående outback-oplevelse!

Og de kalder det åbenbart ikke The Red Centre for ingenting. At flyve ind over The Northern Territory er som at kigge ned på en anden verden, hvor jorden er rød og planter og træer er grågrønne og vildtvoksende. Klipper og sten er røde, og alt ligger hen i mørke, varme farver i det flade landskab. Temperaturen lå omkring 38 grader onsdag eftermiddag, da vi trådte ud af den kolde lufthavn med airkonditionanlæg. Og jeg har aldrig i mit liv oplevet sådan en varme, der overstiger éns egen kropstemperatur. Bare arme og ben føles som om de er svøbt i et tørt, varmt tæppe, og den konstante tørre vind om huden og ansigtet gjode det helt surrealistisk at bevæge sig rundt udenfor.

I tasken havde jeg masser af faktor 50+ solcreme, en kasket, vandflasker og solbriller. Jeg var ikke helt sikker på, hvad der skulle ske de næste par dage, men jeg havde pakket så fornuftigt som muligt.

Turen startede... ikke som planlagt. Vi ankom ved 11-tiden til lufthavnen, og ville blive hentet kl 13.00. Klokken 13.30 sad vi i skyggen udenfor lufthavnen i vores medbragte outback-påklædning og indsmurt i solcreme, og vi kunne ikke forstå hvor vores bus blev af. Bag os kom en lille japansk dame trippende hen med sin alt andet end outback-venlige påklædning og bagage. Hun var ikke mere end 155 centimerer og må have vejet omkring 50 kilo. Om vi skulle med Wayoutback-touren? Ja, det skulle vi. Hvor blev de af? Det vidste vi ikke. Jeg undrede mig i den grad over, hvad så spinkel en japansk dame lavede her - og hun var helt alene. Pludselig ringede hendes telefon. Rejsebureauet måtte meddele os, at vores bus var brudt sammen, så vi måtte vente halvanden time mere, inden vi blev samlet op. Det var ikke just, hvad vi havde lyst til at høre, men Michiko, som den japanske kvinde hed, spurgte om vi ville med ind i lufthavnen og have en kop kaffe mens vi ventede. Jeg var den eneste af os tre som gik med, og jeg blev meget overrasket over den lille dame. For der første var kaffebaren ikke tilgængelig for os - vi skulle helt ind til deres afgangshal igen for at finde den. Men Michiko gik bare hen til securityvagterne og forklarede, at vi havde brug for en kop kaffe mens vi ventede på bussen. De lod os komme igennem - det var åbenbart anden gang hun havde været dén vej. For det andet insisterede hun på at betale min kaffe og lidt frugt ved siden af. Da hun hørte, at jeg var studerende, var det sådan det blev. Vi sad ved den eneste gate i lufthavnen uden at skulle med et fly, for som hun sagde: "This is much more comfortable." Vi talte om både min og hendes tur hertil. Hun var, skulle det senere vise sig, 77 år og boede nu i Vancouver i Canada, men hun havde også boet i New York i en periode. Jeg var ret fascineret over denne lille kvinde, der rejste helt alene og udstrålede en større portion selvtillid end folk af dobbelt størrelse.

Endelig kom vores bus, og vi blev modtaget af vores meget entusiastiske guide Kate, der af én eller anden grund kaldte sig selv for Cyclone og ikke tog sig af, at der sad 21 fremmede mennesker i hendes bus, som kunne høre hende synge falsk til samtlige sange på hendes Iphone-playliste under hele turen. På grund af vores forsinkelse lavede hun lidt om på planerne for resten af dagen, så vi endte med at have et meget længere ophold end planlagt ved Uluru (Ayers Rock), som vi kørte direkte ud til.

Jeg tror ikke, at jeg havde indstillet mig selv på, hvad jeg skulle opleve den eftermiddag. Alene heden i eftermiddagssolen (der ikke engang skinnede hele tiden) var en oplevelse. Men da den kæmpemæssige sten dukkede op i horisonten og bare kom nærmere og nærmere, var jeg som klistret til vinduet. Den var mørkerød og ragede over 300 meter op i landskabet, der ellers var helt fladt. Og jo tættere vi kom, jo flere konturer kunne man ane i overfladen. Der var lange, dybe linjer, som løb vertikalt ned over siderne på den, og det var ikke til at forstå, at det kun var ét eneste stykke sten, som havde så voldsom en størrelse. Man fattede simpelthen ikke, hvordan den nogensinde var kommet til at ligge dér midt i landskabet. Vi kom helt tæt på Uluru, hvor vi parkerede bussen og startede en lang gåtur for foden af stenen. Kate fortalte masser af historier om dens oprindelse, om geologi og dyreliv, naturen og vejret, og ikke mindst om aboriginals og deres forhold til dette unikke stykke natur. Flere steder var der små grotter med tegninger på væggene, og der fandtes mange historier/myter om, hvordan stenen havde fået sin form. Vi sluttede ved foden af den berømte sti op til toppen, en stejl og smal rute op af en lang skrænt hvor omkring 35 mennesker var omkommet i tidernes løb. Jeg havde ikke én eneste gang overvejet, om jeg skulle bestige Uluru, men det var faktisk en mulighed, mange benyttede sig af. Bare ikke denne dag. På grund af en temperatur på over 36 grader var stien lukket, så ingen fik lov at klatre op. Desuden fortalte Kate, at samfundet af aboriginals fra området frabad folk at klatre op i respekt for deres forhold til den hellige sten. Så ingen farefuld færd til toppen den dag.

Det begyndte så småt at blive mørkt, og vi kørte til ét af de populære udsigtspunkter for at se solnedgangen over Uluru. Masser af turister i busser som vores havde samlet sig på parkeringspladsen med mad og øl og kameraerne parat. Men jo længere tid der gik, jo mørkere blev himlen, og et kvarter før den planlagte solnedgang hoppede en stor gruppe pensionister på deres bus og kørte væk. Det blev ikke til en helt mørkerød Uluru-klippe i baggrunden, som man ser på alle postkort, desværre. Vi håbede dog stadig på en orange sol ved solopgang dagen efter!

Vi kørte derefter mod vores camp, som lå en halv times kørsel væk. Da vi ankom, var det blevet mørkt, men jeg er sikker på, at det stadig var over 30 grader. Efter et hurtigt bad lavede vi aftensmad i et stort militær-agtigt skur, hvor siderne for neden bestod af metalplader og for oven en slags tæt myggenet. Menuen stod på spaghetti bolognese med kængurukød i stedet for oksekød, og alle 21 deltagere sad rundt om et stort bord og legede gættelege, drak øl og lærte hinanden at kende. Vi var, med vores australske guide Kate, 10 forskellige nationaliteter, så det var en spændende gruppe at være en del af. Tyskland, Holland, Østrig, Italien, Skotland, Irland, England, Danmark og Japan var repræsenteret. Omkring klokken 21 var det sengetid, og jeg var spændt på at vide, hvordan vores overnatning var arrangeret. Og sikke en nat.

For i outbacken findes en særlig slags sovepose: En swag. Der er tale om en lang lærredspose man ruller ud, som indeholder en tynd, flad madras og en hovedpude. Den er isoleret i bunden, så den suger varmen fra jorden op igennem underlaget og holder på den. I begge sider er der lynlåse, så alt man har brug for er sin egen sovepose at putte ned i sin swag - hvis man har brug for det. Med omkring 30 grader var det dog alt andet end koldt, så jeg krøb ned i min swag som den var. Og så sov vi under stjernerne!!! Luften var tør, og det var måske en smule ubehageligt at mærke det ru materiale mod sin hud. Desuden blev der hurtigt utroligt varmt inde i swaggen, for jorden afgav meget varme. Men jeg kan næsten ikke beskrive følelsen af at ligge på den røde jord med en varm, blød vind om ansigtet og en udsigt til et lille stykke stjernehimmel foroven. Duften omkring os var helt anderledes end noget andet sted, jeg har været før, og man kunne høre både fugle og græshopper rundt om os. Nogle fra gruppen havde spurgt ind til både slanger, edderkopper og myrer, men vi oplevede intet til de små dyr.

Og så skete det, der satte prikken over i'et: Jeg så et stjerneskud. Lige dér på himmelen over mig. Og jeg smilede for mig selv og ønskede... :)

Vi blev vækket klokken 4. Det eneste positive på dette tidspunkt var det stykke musik, der strømmede fra bungalowen for at hive os ud af søvnen - The Circle of Life fra Disney's 'Løvernes Konge' (kom i stemning og hør den her: https://www.youtube.com/watch?v=HwSKkKrUzUk). Jeg satte mig op med søvn i øjnene og kom langsomt ud af swaggen til tonerne der steg ud over pladsen. Vi fik ryddet op og taget noget fornuftigt tøj på til dagen - det var stadig omkring 26 grader. Vi spiste en langsom morgenmad og begav os derefter op på et nærliggende udsigtspunkt for at se solopgangen over landskabet og Uluru i baggrunden. Der duftede omkring os, og vinden blæste stadig mildt og tørt om vores varme ansigter. Men der manglede noget. Den mørke himmel blev ikke rigtigt lysere, som tiden nærmede sig 5.45, og da vores udsigtspunkt var fyldt med turister til solopgangen lå Uluru stadig svøbt i mørke skygger. Heller ikke denne gang ville vi få den dybe mørkerøde farve at se, og vi måtte gå skuffede ned til lejren igen. Vi kunne ikke tro vores uheld med både en solnedgang og en solopgang, der ikke var blevet til noget.

Men turen gik videre, og ved 8-tiden nærmede vi os Kata Tjuta-klipperne, også kaldet The Olgas. Her skulle vi hike en 3-4 timer rundt i landskabet, og igen fandt jeg mig selv overvældet af naturen. Området var langt større end Uluru og bestod af langt flere klipper spredt ud mellem hinanden. De var dog næsten samme røde farve som Uluru, og de var både højere og mere omfangsrige end den store Ayers Rock. Vi klatrede på stejle bjergsider med løse sten, og vi gik langs røde stier i det rå landskab. Det slog mig hvor meget området lignede noget fra en episk actionfilm, eller endda et computerspil som World of Warcraft - måske endda begge dele. Det kunne ikke "designes" bedre end dette storslåede naturområde, hvor klipperne lå og hvilede op ad hinanden, ligesom de har gjort de sidste 250 millioner af år. Vi blev virkelig mindet om, hvor gammel planeten Jorden er, og hvilke kræfter der har skabt landskabe som det, vi gik rundt i. Det blev til omkring 9 kilometer på 4 timer, hvor højdepunktet bogstavelig talt var en meget stejl og hård stigning til et plateau imellem to klipper. Jeg blev mindet om min New Zealand-tur, hvor jeg også kæmpede på de stejle stigninger, og også denne dag var jeg ekstra forpustet, da jeg endelig nåede toppen. Her var der dog en længere pause med gruppen, hvor vi spiste æbler og tog fællesbilleder med en utrolig udsigt i baggrunden. Jeg beundrede Michiko, der nærmest uden sved på panden tog turen op af de mange stentrin - hvordan gjorde hun det?

Dagens lange tur var overstået omkring middag, og det var en underlig tidsfornemmelse at være så træt og udmattet allerede inden frokost. Den lille snack på toppen af stigningen var ikke nok for vores trætte kroppe. Vi måtte dog vente lidt endnu, for næste stop på turen var et besøg hos The Cultural Centre, hvor der var udstillinger, film og spændende aboriginal-kultur at udforske. Vi kiggede på mange af deres utrolige tegninger og malerier, udskæringer og flettede kurve, og vi lærte flere af deres historier, der mindede om lignelser fra Bibelen. Men sulten og varmen overtog hurtigt, og vi samledes uden for centret ved et overdækket bord, hvor Kate havde tilberedt en australsk barbeque til os. Der var helt stille, da vi endelig sad med vores frokost foran os og nærmest var klar til at gå til køjs igen.

Derefter ventede en lang tur i bussen mod næste camp, hvor vi skulle overnatte. På vejen så vi både dingoer og en enkelt goana, der er en australsk øgle. Vi stoppede for at se udsigten til Mt Connor, et ældgammelt bjerg med en helt speciel top. Samme sted var der udsigt til en kæmpe saltvandssø, som strakte sig mange kilometer den anden retning.

Det var en sjov oplevelse at ankomme til vores camp i dagslys - det havde været mørkt dagen før. Sandet var også rødt her, og der lå tunge, brune telte spredt rundt om en lejrplads med bålsted i midten. For enden lå endnu et stort skur med køkken og et langbord. Vi havde gjort et stop på vejen for at samle brænde, som et par af mændene fra Holland og Østrig gik i gang med at lave til et stort, varmt lejrbål. Kate slog en form for snobrødsdej sammen og bagte brødene inde i to store smedejernsgryder i bålet med gløder både under og ovenpå gryderne. Til aftensmad var der karrykylling med ris og grøntsager, og brødet smagte præcis ligesom snobrød hjemme fra Danmark. Vi nåede lige at få et par glimt af en dyb orange solnedgang over landet, og det var med blandede følelser vi så alt omkring os blive lyst op af de sidste stråler. Hvorfor havde solen ikke været der, da vi ventede på den i morges og aftenen før?

Efter aftensmaden havde Kate forberedt et halloween-indslag til os, og hun havde købt skumfiduser formet som spøgelser og græskar. Hun havde også anskaffet et kæmpe orange græskar, som vi alle hjalp med at skære ud. Vi var nogle stykker, som gik op for at tage et bad, og da vi kom tilbage stod græskaret ude ved siden af det store bål og glimtede ud af hullerne fra de små fyrfadslys indeni. Der var en god stemning, og folk gik rundt og drak øl og nød lyset fra bålet. Det var ikke så varmt som forrige aften, og der var overskyet. Indimellem dryppede det lidt. Kate fortalte, at området ikke havde haft regn siden marts, så vi havde helt sikkert ikke valgt den rigtige uge at besøge The Red Centre i! Men der var alligevel noget utroligt ved luften omkring os, der var tyk af duften af regnen, som var på vej. Det var som tørt, krydret sand og vegetation, der var helt mættet af solen, og som nu afgav duften af de mange timers intens varme. Vi besluttede at sove inde i lejrens små telte denne nat, og jeg fik en lav seng med madras og hovedpude at sove i. Det viste sig at være en god beslutning, for vi vågnede om natten til massiv regn og høje tordenbrag udenfor.

Klokken 5 vågnede vi til lyden af Løvernes Konge - der ventede os endnu en lang gåtur denne sidste dag. Det regnede ikke længere, og vi spiste morgenmad i lidt køligere luft end de to forrige dage. Vi kørte en lidt længere tur mod Kings Canyon (Watarrka), som jeg aldrig i mit liv havde hørt om. Og det forstod jeg på ingen måde, da jeg stod på toppen af de høje klipper og kiggede ned i kløften. Kings Canyon er et område med høje og stejle klippetoppe i en lang bjærgkæde, hvor der midt i kæden er sket et skred og en kæmpemæssig kløft har åbnet sig. Klipperne lå som i lag ovenpå hinanden, og derfor var det som at gå rundt på små trapper op og ned i landskabet.

Vi startede med en ligeså stejl stigning som dagen før, denne gang var den bare 350 meter lang. Og det gik opad hele vejen. Vi gjorde flere holdt på turen op og nød udsigten tilbage mod i dalen. Da vi endelig nåede toppen, gik vi længere ind i bjærgkæden for at komme frem til selve kløften mellem de mange toppe. Vores tur strakte sig i en bue hele vejen rundet om kløften og ville være en rundtur på omkring 7 kilometer. Og endnu engang var jeg komplet overrasket over denne helt exceptionelle natur, jeg oplevede rundt om mig. Klippesiderne var mørkebrune og røde, og overalt groede der mørkegrønne træer. Der var fugle og dyreliv alle vegne, på trods af at det hele virkede fuldstændig ufrugtbart og tørt. Kings Canyon selv var en imponerende kløft med stejle sider, hvor store klippeblokken i bunden vidnede om mange års ændring i landskabet. Vi stoppede ved flere udsigtsposter og lyttede til vinden og fuglene nede i dalen, og Kate fortalte historier om områdets geologi. Flere steder var der aflejringer af det hav, der havde dækket området millioner af år tilbage.

Et af dagens højdepunkter var en tur ned i en mindre klippekløft, der blev kaldet Garden of Eden. Helt nede i bunden mellem to klippesider lå en stillestående sø, og rundt om groede massevis af eksotiske planter og træer. Der duftede af tør regnskov, og man kunne høre frøer og fugle rundt omkring. Vi gjorde holdt ved den lille klippesø, der lå næsten helt sort og skinnende for foden af klippesiden. Her spiste vi appelsiner og chokoladecookies, og vi tog en masse billeder. Der var en helt speciel atmosfære hernede i bunden af kløften.

Vores vej gik op til toppen af klipperne igen, og resten af turen rundt om Kings Canyon blev tilbagelagt. Vi brugte omkring 4 timer på hele turen, og det var overskyet og "køligt" hele formiddagen. Det ville selvfølgelig have været utroligt dejligt at opleve solen skinne fra en skyfri himmel, men på den anden side betød det, at turen havde været overkommelig og mindre udmattende. De mange liter vand, vi slæbte på, var der slet ikke brug for.

Endnu engang var vi sultne efter frokost, men der ventede et par timers køretur mod Alice Springs først, der lå omkring 350 kilometer væk. Vi stoppede ved en rasteplads ved navn Mt Ebenezer midt i ingenting. Her var der et stort langbord, hvor vi satte os og fandt brød, pålæg og salat frem til frokost. Det var blevet varmere, og jeg vil gætte på at temperaturen lå omkring 35 grader. Der var en stærk vind, så luften var fyldt med rødt støv. Vi kørte videre mod Alice, hvor vi ankom sent på eftermiddagen. Her blev vi sat af forskellige steder, alt efter hvor folk skulle hen. Vi havde booket en nat på Haven Backpackers hostel sammen med størstedelen af gruppen, da vi først skulle flyve hjem lørdag middag. Men det var fredag, Halloween, og vi havde aftenen fri. Så de fleste fra vores gruppe mødtes - efter et velfortjent bad - på cafe Uncles med karaokee og billig øl. Her spiste vi aftensmad sammen og fik drukket øl i jugs (kander), mens vi kiggede på karaokee-sangerne på dansegulvet. Mange af pigerne fra vores gruppe var også oppe at synge, og vi var alle sammen oppe på gulvet for at synge Highway to Hell. Det var Herbert fra Østrig, der havde besluttet sangvalget. Det var en super hyggelig måde at afslutte turen på.

Vi sov på vores alt for varme hostelværelse indtil klokken 8, hvor der var gratis morgenmad i køkkenet. Herefter pakkede vi, tjekkede ud og tog en shuttlebus til lufthavnen. I den lille lufthavn mødte vi nærmest alle de andre deltagere fra vores gruppe igen, der skulle med fly til både Sydney, Melbourne og Adelaide. Jeg sagde farvel til Michiko, som jeg havde både siddet ved siden af i bussen under hele turen og taget mig lidt af, hvis hun ikke forstod, hvad Kate sagde på syngende australsk. Jeg fik hendes e-mail og måtte bestemt besøge hende i Vancouver, hvis jeg nogensinde kom til Canada!

Nu er jeg tilbage i Melbourne, og der er stille. Vejret er svingende, men det begynder så småt at ligge jævnt omkring de 20 grader. På tirsdag skal jeg med Carina og hendes tyske veninder til det berømte Melbourne Cup, der er et meget populært hestevæddeløb, hvor man dresser up i smoking og kjoler, og damerne har hatte eller store "fascinators" i håret. Altså både fjer og tyl og det hele - meget, meget britisk. De lover 28 grader, så det glæder jeg mig til.

Ellers venter mit internship, som jeg kommer til at skrive lidt mere om snart, og forhåbentlig en tur til Sydney og op ad østkysten. Det er allerede blevet november, og der er ikke mere en to måneder, til jeg skal hjem igen. Heldigvis er der masser at opleve endnu :)