Nicaragua er et land fuld af muligheder. Stort set alt kan lade sig goere i dette uspolerede paradis, som mange ikke rigtigt har hoert om. Jeg endte med at bruge 2 uger i dette dejlige land, og naar jeg taenker tilbage paa dem giver de mig et smil paa laeberne, og jeg aerger mig over at jeg ikke blev der laengere. For et land, der bestaar af uberoerte, hvide sandstrande, vulkaner i massevis, kulturelle byer, og hvor man kan leve som en konge for ingen penge, passer nemlig mig noget naer perfekt. Isaer et spot skiller sig ud for mig i Nicaragua - Surfing Turtle Lodge, hvor jeg bogstavelig talt levede i en haengekoeje omgivet af dejlige mennesker og en laekker strand, hvor man ovenikoebet kunne surfe. Meget mere om dette senere - foerst spoler jeg dog (som saa mange gange foer) tiden tilbage, hvor det hele startede.

Efter en 12 timers bustur fra San Pedro Sula (den hidtil laengste) ankom jeg godt og sikkert til Leon, der er Nicaraguas naeststoerste by. Her fandt jeg med et par andre backpackere fra bussen et hostel, Bigfoot Hostel, og brugte resten af dagen paa at slappe af med lidt pool og nogle kolde mojitos, der kostede hele 15kr for 2 i en happy hour (ja, jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kommer til at vende mig til danske barpriser igen).
Naeste morgen tjekkede jeg byen ud med en flink fyr fra hostelet og tog en masse flotte billeder af de kaempe store kirker og katedraler, som Leon er kendt for. Kl. 13 var det saa tid til noget som jeg i mit liv aldrig troede jeg skulle proeve - volcano boarding. I en stor aaben lastbil blev vi (omkring 25 mennesker fra hostelet) koert ud til den vulkan, hvor det hele skulle foregaa. Her blev vi hver isaer udstyret med en jumpsuit og en hjemmelavet bobslaede/kaelk af en art, og begyndte derefter at bestige vulkanen, hvor vi senere skulle boarde ned af. Halvanden time senere naede vi saa toppen, og kunne kigge hele vejen ned i afgrunden, der udelukkende bestod af sort aske og smaasten. Alle var ret spaendte, og efter en kort briefing om, hvordan man styrede kaelken, stod vi alle klar til at proeve to af gangen. Vi fik at vide, at rekorden var paa hele 90km/t, den var der vist ingen af os der slog. 2 minutter tog det, og saa var man dernede, hvor vi havde startet vores opstigning. Det foerste man ville, da man var nede, var bare at proeve igen - saa sjovt var det - men det var der desvaerre ingen mulighed for. Vi blev derefter koert tilbage til hostelet, hvor vi fik et noedvendigt bad. Resten af aftenen (og natten) brugte jeg med en dansker (Mathias), jeg kort havde moedt paa Utila, og et par stykker han hang ud med. Vi kom vidt omkring i byens natteliv, og Mathias og jeg endte blandt andet paa en lokal karaoke-bar, hvor vi gav den gas til en af de eneste engelske sange de havde, "Knocking on heavens door", hvilket var pissesjovt.

Dagen efter faldt jeg (utroligt nok uden toemmermaend) i snak med to belgiere, vi havde haengt ud med aftenen foer, og vi besluttede os for at tage ud til en oe, der bestod af en lang, hvid sandstrand og et hostel "Surfing Turtle Lodge". Det var nok en af de bedste beslutninger, jeg har taget hidtil, for det foerte mig nemlig til paradis. Hostelet (der mindede mere om en oase) laa direkte paa stranden med Stillehavet som udsigt, der var volleyball, restaurant, haengekoejer, braetspil, gode boelger til surfing og selvfoelgelig ogsaa en bar. Derudover var det som om, at det kun var fantastiske mennesker, der havde valgt at bo der, hvilket gjorde stedet endnu bedre.
For $6 pr. nat lejede jeg et telt, hvor jeg lagde mine ting og saa brugte jeg ellers ikke det mere. I stedet sov jeg de naeste 4 naetter i en af de mange haengekoejer med min sovepose og myggenet. Hver nat inden jeg gik i seng laa jeg og kiggede paa den flotteste stjernehimmel, og vaagnede efterfoelgende til fuglesang og solopgang (ja, dette er en sand historie). Intet mindre end fantastisk. Dagene paa Surf Turtle Lodge gik med at nyde havet (blandt andet med et surfboard, da jeg for foerste gang nogensinde proevede at surfe), med hyggelige snakke, nogle gode spil skak, volleyball, god mad og drikke (ellers dur helten jo ikke) og ellers alt fra noegenbadning til bonfire paa stranden. Dagene gik simpelthen saa hurtigt, og jeg er lidt ked af at jeg ikke bare blev der resten af mit liv - det var en af de steder. En af aftenerne slap vi desuden baby-skildpadder ud i havet (deraf navnet paa stedet), og med solnedgangen i baggrunden var det en fantastisk oplevelse (se billederne). Jeg moedte desuden en masse dejlige mennesker heriblandt, Marcos fra Brasilien, der styrede stedet, Mao fra Costa Rica, Charles fra Canada, Bee, Amber og Brandon fra USA, Dimitri og Stephan fra Belgien, Josephine og Calle fra Sverige og mange, mange flere. Jeg bliver simpelthen noedt til at komme tilbage dertil en anden gang, og nyde livet paa samme maade.

Efter at have sagt farvel til paradis begav jeg mig videre ned sydpaa til Granada, der er en anden kulturel by ala Leon. Det tog 4 timers tid i bus og derefter baggav jeg mig ud for at finde et hostel, jeg havde faaet anbefalet. Det var dog lettere sagt end gjort - for i Nicaragua bruger man nemlig ikke gadenavne og normale adresser som vi kender det, nej, her bruger man pejlemaerker (som pladser, kirker etc.) til at beskrive hvor noget andet ligger i forhold til. Et hostel har derfor denne slags adresse: 2 blokke nord og 1 blok vest fra San Francisco-kirken - ja, det er pisseforvirende. Det lykkedes dog i sidste ende at finde hostelet, saa jeg kunne faa en god nats soevn.
Den naeste dag beggav jeg mig rundt paa egen haand i Granadas gader, spiste noget god, lokal mad og bookede endda et spansk-kursus. Da jeg naeste dag stod tidligt op, fordi jeg skulle moede min laerer, laa jeg dog lige og taenkte over det en ekstra gang. Liggende i en dejlig varm seng valgte jeg saa at ombestemme mig, og i stedet sove laenge. Det betoed at jeg senere paa dagen maatte tage mig sammen til at give dem en undskyldning nede paa skolen, aflyse kurset, og i stedet drog jeg saa mod kysten igen.

San Juan del Sur blev mit naeste stop, og jeg kunne hurtigt se, at jeg kom meget taet paa Costa Rica nu - her var nemlig fyldt med turister. Jeg gav dog byen (der er base for omkringliggende surfing-strande) en chance og bookede mig ind paa et hostel, hvor jeg havde faaet fortalt at der var "spis saa mange du kan"-pandekager til morgenmad, ikke daarligt. Ellers blev dagen brugt paa at se Real Madrid taeve Barcelona (til stor aergelse for mange af de lokale) og afslapning. Efter at have spist mange (rigtig mange!) pandekager om morgenen, besluttede jeg for at proeve at finde et sted der bare var halvt saa godt som Surfing Turtle Lodge, som jeg savnede. Jeg tog derfor ud til et surf-spot, hvor der laa et hostel helt nede paa stranden. Jeg lejede en haengekoeje for natten, og haabede saa paa, at der skulle vaere samme gode stemning som paa Surfing Turtle Lodge. Overhovedet at sammenligne de to, vil vaere en skam, for det viste sig nemlig kun at vaere mig og to voksne canadiere, der havde besluttet os for at bruge natten her. Saa da alle var faerdige med at surfe og tog tilbage til San Juan del Sur, var jeg mere eller mindre fanget med de to. Jeg gik tidligt til koejs (hvis I forstaar saadan en lille en) og pakkede mine ting til dagen efter.

Dagen efter tog jeg nemlig mod Ometepe, der er en vulkan-oe, der ligger i midten af en stor soe. Her havde jeg fra Guy (hollaenderen, jeg rejste sammen med i Guatemala) hoert godt om et italiensk eget sted kaldt, El Zopilote. Efter et par busser og en faerge ankom jeg til stedet, der viste sig at ligge paa en bjergside med udsigt til en at oens to store vulkaner, og ovenikoebet at vaere en organisk farm, der selv producerede 80 % af alle de raavarer de brugte, ret imponerende. Om aftenen sad jeg med de andre fra stedet og noed en laekker pizza, da det var pizza-night, hvilket de holdt 3-4 gange om ugen. Her moedte jeg saa en canadisk pige, jeg havde moedt i Guatemala, og hun havde skiftet rejsemakkere, og var nu sammen med 3 andre candiere. Dem hang jeg ud med hele naeste dag, og noed ellers bare den flotte natur.
Min sidste dag i Nicaragua lejede jeg en cykel og beggav mig ud paa de mange grusveje, der omringer den ene af de to vulkaner. Dem fra hostelet sagde ellers, at det var umuligt at cykle rundt paa dem, men jeg beviste (selvfoelgelig), at det kunne man sagtens. Det var dog ikke lige behageligt altid, og terraenet var mildest talt kuperet. Det var dog en super fed oplevelse at vaere den eneste paa vejene og samtidig nyde den flotte natur. Efter cykelturen noed jeg en velfortjent frokost, og om aftenen var da der ogsaa plads til en pizza fra endnu en pizza-night.
Tidligt om morgenen dagen efter tog det saa to lokale busser og en faerge at naa til graensen til Costa Rica, hvorfra jeg tog endnu en bus til hovedstaden, San Jose, hvor jeg ville tilbringe natten inden jeg besluttede mig for hvor turen saa skulle gaa hen.

Det var derfor alt (hvad jeg lige kunne huske) fra Nicaragua, der helt klart er et land, som folk boer skrive paa deres "hvor vil jeg gerne hen"-liste. Herfra er der kun 2 uger tilbage af Mellemamerika, som jeg fristes til at kalde MIT-Mellemamerika. Den sidste tid skal dog nok blive nydt, da jeg faar selskab af Line og Julie (som jeg har gaaet i gymnasieklasse med), der ogsaa befinder sig i Costa Rica. Livet er skoent - og jeg bliver helt glad af at taenke tilbage paa denne gode tid. Utroligt saa meget jeg har oplevet paa de foerste maaneder af min rejse, og det er mindst ligesaa utroligt, de ting jeg efterfoelgende har lavet - det lover jeg. Slut-prut-finale fra "el rey del mundo" (som jeg er begyndt at skrive i "ocupacion"-feltet naar jeg rejser ind i et nyt land).