Fra den store hovedstad Lima tog vi ud til byen Ica, omkring tre timer længere sypå langs kysten. Byen ligger i et område, som er kendt for sin vin- og pisco-produktion, og vi så derfor frem til lidt selvforkælelse i form af noget vinsmagning. De fleste som kommer til Ica overnatter dog ikke i selve byen, men i en oase, som ligger et stykke derfra. Huacachina er navnet på dette paradis, som er omgivet af kæmpestore sandbanker, palmer og eksotiske blomster, men en lagune i midten. Det er en utrolig lille by, faktisk ikke mere end nogle få huse, hostels og restauranter placeret rundt om den lille lagune, hvor man kunne leje en robåd og plaske rundt, hvis man ville. Ellers var der rig muligheder for sandboarding, ture i ørkenkøretøjer, eller vinsmagning. Da vinsmagning med et selskab var lidt dyrt, fik vi fat i en taxachauffør, som kunne tilbyde at tage os med til to forskellige vingårde og en chokoladefabrik til en billigere penge. Chokoladefabrikken var ikke det store - det var den første vingård dog! For at være helt ærlig, tjente de nok lige så mange penge på turister som på selve produktionen, som egentlig mest af alt er Pisco. Vi endte med at spise frokost der, hvilket selvfølgelig var virkelig dyrt, inden vi fik en rundvisning. Pisco er lavet på grønne druer og minder om en brandy, bortset fra at den ikke er lagret på træfade. I stedet bruger man store krukker lavet af ler. Det gør at piscoen er helt klar. Vores anden vingård, som også producerede pisco, var også et lille museum. Hvor de opbevarede krukkerne med pisco og vin havde de en helt masse genstande fra forskellige kulturer rundt omkring i Peru, og vore chauffør gav os en rundvisning og forklarede hvad det var for nogle genstande. Efter den lange dag var vi endelig tilbage i Huacachina, og havde glædet os en hel del til at se solnedgangen fra klitterne. Det blev desværre ikke helt så flot som vi havde regnet med, da der var overskyet.

Fra Ica tog vi videre til byen Nazca, som er kendt for sine store linjer i sandet, skabt af en kultur langt tid siden, og som forestiller forskellige dyr og mønstre. Man er stadig ikke sikker på, hvorfor de er blevet skabt, hvem der har lavet dem, eller hvordan de kunne være blevet skabt så præcist når folk ikke har kunnet se dem oppefra. Vi gad ikke betale en dyr tur, så for at få en idé om, hvordan linjerne ser bus, tog vi en bus for 5 kroner til et udsigtstårn som ligger en lille halv time fra Nazca. Har kunne man se "træet" og "hænderne", som de to figurer forestiller. De er meget mindre end man skulle tro når man ser dem på billeder, og egentlig var det godt at vores forventninger ikke var alt for store - er i hvert fald glad for at man ikke havde betalt for en flere hundrede dollar dyr flyvetur hen over stregerne.

Vi havde valgt ikke at tage en overnatning i Nazca, og i stedet tage en natbus videre til "Den Hvide By", Arequipa. Vi var noget skuffede da vi ankom til byen, for det var slet ikke til at se, hvorfor den havde fået sit navn. Alting var beskidt og der var utrolig mange biler og reklameskilte alle vejne, hvilket ikke ligefrem hjalp på bybilledet. Vi nåede dog frem til centrum, og nu var det mere tydeligt: Alle de gamle bygninger var lavet af vulkansten i en hvid farve. Det ændrede dog ikke på, at der var mange biler, og især taxier. Jeg tror faktisk aldrig jeg har set så mange taxier, ikke engang i New York! Og de kørte alle meget agressivt, hvilket gjorde det umuligt og næsten livsfarligt at krydse vejen, når det ikke lige var fordi at der var så mange taxier, at de holdt helt stille og dyttede meget. Det virkede nærmest som om, de trådte yderligere på speederen, hvis de så, at man ville over vejen. Heldigvis havde Arequipa også en gågade, og det var her vi brugte meget af tiden. Byen var desuden ret stor, så man kunne bruge ret lang tid på at udforske den. Vi havde desværre ikke tid til at tage ud til den berømte Colca-kløft uden for byen, hvis hvis man gerne vil hike derude, og ikke bare blive kørt derud i en turistbus for at tage en par billeder til en dyr pris, skal man bruge mindst to dage. I stedet benyttede vi os blandt andet af, at der var en gratis rundvisning af byen, lavet af nogle studerende. De forklarede om vulkanerne og bygningerne vi så, blandingen af spansk arkitektur med påvirkning fra quechua-kulturen. Quechua er efterkommerne af incaerne, og quechua var også det sprog, man snakkede i incariget - egentlig var det jo kun den øverste person, som blev kaldet Inca, lidt ligesom faraoerne i ægypten. Resten var slet og ret en del af quechua-folket, en kultur som dækker det meste af peru (sammen med andre kulturer) samt store dele af Ecuador og Bolivia og den nordlige del af Argentina og Chile. Og der er stadig mange der har quechua som deres første sprog! Vi havde også rigeligt tid til at nyde de mange retter, som er specielle for Peru, og vi kunne ikke gå ned af gaden uden lige at skulle have en enkelt snack eller to ved de mange boder. Vik både fyldte kartofler, små vaktelæg, en masse churros og jeg fik endelig prøvet den meget typiske ceviche, en ret lavet af fisk, som regel rå men marineret i en meget stærk lage af citron med chili. Det var faktisk en lidt for overdøvende smag efter min mening. Hele herligheden er vendt med en masse rødløg og serveret med et par skiver af den orange søde kartoffel (en af de mange hunderede eller tusinde forskellige typer af kartofler, som gror her i Andesbjergene). Vi var også lettere forfærdede, da vi så damer stå og sælge queso helado (kan oversættes til "osteis"), for det kunne da umuligt smage godt! Det viste sig, at isen kun har navnet, fordi den ligner en kæmpe osteblok, men i virkeligheden smager den af vanilje og kanel - ret lækkert!

Fra Arequipa tog vi en natbus til Cuzco. Desværre var halvdelen af lastrummet fyldt med store kasser med kyllinger. De både larmede og sked og tabte deres fjer over det hele, så vores tasker lugtede lettere da vi endelig nåede frem til den kendte by. Cuzco var i inka-tiden den vigtige by, fordi den lige i midten af de fire provinser, som riget var delt op i, og selve navnet Cuzco betyder da også "verdens navle". I dag er det også en af Perus vigtigste byer (den ældste i ladet som stadig er beboet) selv med sin størrelse på under en halv million indbyggere, fordi den tiltrækker så meget turisme, og den er anset som Sydamerikas arkæologiske hovedsted. Det var også tydeligt, at man havde gjort meget ud af at få byen til at virke så indbydende som muligt. De almindelige gadeskilte og lygtepæle var blevet skiftet ud med nogle mere elegante nogle af slagsen i sort støbejern med kruseduller, og overalt var der vægmalerier eller statuer, der på en eller anden måde havde sammenhæng til inka-riget og dets kultur. Vi havde nogle dage inden vores vi skulle begynde at gå på inkastien, og vi skulle derfor finde at sted at bo de næste par dage. Vi havde en nat inkluderet på et hostel ved navn Milhouse, og ville derfor først og fremmest undersøge priserne der. De var skyhøje! Over 70 kroner for et dorm med seks personer - nej tak! Nu er Cuzco også et dyrt sted, men til vores store overraskelse var der bid allerede det næste sted vi kiggede på. Lige over for Milhouse lå der Hotel del Inca, som på ydersiden så alt for fint ud til os, men det viste sig at vi kunne få pruttet dem ned til bare 30 kroner pr person for et privatværelse med fjernsyn og det hele! Og vi boede heldigvis heller ikke for langt fra Plaza de Armas, som alle de store pladser hedder her i Sydamerika. Cuzcos centrum var utrolig smukt med gamle kolonialbygninger og imponerende kirker. Desværre er de fleste originale inkabygninger blevet revet ned af Spanierne da de kom og overtog byen, ellers havde den sikkert været fyldt med gamle inkabygninger. Her og dér kan man dog stadig se rester efter dem, for nogle steder har spanierne brugt den nederste del af inkaernes konstruktioner som fundament.

Den næste dag gik vi i gang med at planlægge vores næste store oplevelse. Vi ville gerne ud i den peruvianske del af Amazonas når vi var færdige med at gå inkastien, og begyndte derfor at undersøge markedet for ture. Det viste sig dog at de fleste turselskabet havde lukket da det var en søndag, og vi udskød det til dagen efter. I stedet gik vi den lange, snoede vej op til en hvid Jesus figur på en af Cuzcos bakketoppe, som til forveksling ligner den de har i Rio, bare noget mindre. Det var varmt og hårdt, men vi ville helst ikke slå genvej gennem den ruin, Saqseywaman (Udtales lidt som "sexy woman") der lå mellem os og Jesusfiguren, da vi i så fald skulle betale indgangsgebyr, og måtte gå hele den lange vej uden om. Vi var dog lidt trætte af det til sidst, for der var i virkeligheden slet intet hegn, og alle de lokale løb rundt på græsset op af ruinen og spillede fodbold, så til sidst tog vi chancen, men blev stoppet af en vagt - det viste sig at der var en direkte vej op til figuren ved siden af indgange til ruinen, men at vi bare havde overset den - typisk. Til gengæld kunne vi nyde udsigten af Cuzco der strakte sig ud for foden af bakken med alle dens røde tegltage.

Det lykkedes os at finde et turselskab, der kunne tage os ud i junglen uden at ruinere os, men vi havde ikke tid til at tænke for meget på det, for først og fremmest skulle vi have overstået vores fire dage lange vandretur til Machu Picchu. Selv samme aften havde vi et infomøde i Milhouse, og dagen efter havde vi travlt med at få købt ind til turen. Vand skulle vi i hvert fald have med, for selvom man kan købe det på vejen, er det virkelig dyrt når først du er kommet ind på selve stien. Tioletpapir skulle vi ligeledes selv have med, og i troen på at vi måske ville sulte stackede vi også op på kiks og chokolade. Vi havde dog lige tid til en gratis rundtur i byen, som dog ikke tog os nogen nye steder hen - vi havde misforstået datoen for starten af Inkastien, så vi havde haft en dag mere end nødvendigt i Cuzco, og havde virkelig fået udforsket alle kroge.

Det viste sig at to af de personer, der skulle have været i vores gruppe for inkastien var blevet syge med maveinfektioner -åbenbart et typisk problem her. Så vi var kun mig, Helene og Miguel fra Spanien. Vi havde lejet en mindre rygsæk til de ting vi skulle have med, og også en vandrestav, og vi var nu helt klar til at begynde vores tur, selvom vi også var lidt nervøse - for om turen ville blive for hård eller om vejret ville blive for dårligt. Mange ville måske spørge sig, hvorfor man gider at vade i fire dage i bjergene med oppakning for at nå til en ruin, som man kan tage til med tog og bus. Men man kan sammenligne inkastien med en pilgrimsrejse - det er ikke kun målet i sig selv, men også de anstrengelser man har gjort sig for at nå det, der skaber oplevelsen. Og meget af den sti vi skulle gå på var den originale inkasti, som inkaerne også havde gået på, når de ville nå Machu Picchu, som for dem var en religiøs by. Det skulle også vise sig, at gå inkastien skulle blive en af de bedste oplevelser vi nåede at få i Peru, måske endda på hele vores rejse indtil videre!

Vores guide var overraskende nok, men også til vores lettelse, en kvinde ved navn Sonia, som havde små blomster syet på sin rygsæk ved siden af den lille bamse, der altid sad på tasken når hun var på tur, og snore med hvide perler flettet ind i håret. Hun var utrolig frisk og virkelig god til at fortælle om alt hvad vi mødte på vores vej, havde en god humor og, måske vigtigst af alt på denne tur, var god til at give os opbakning og motivation. Vores første dag startede rimelig fladt langs en flod. Her var stien en grussti, for der var ikke noget tilbage af den stenbelagte sti, som inkaerne havde anlagt, men det var nok nogenlunde samme rute, de har taget i sin tid. Selvom man i princippet er inde på et arkæologisk område og skal have billet for overhovedet at komme ind på stien, bor der langs stien også ganske almindelige mennesker, som lever af lidt landbrug eller af at sælge vand og chokolade til overpriser til de turister, som kommer forbi. Vi kom dog også forbi en del inkaruiner, især terrasser, som er blevet brugt til landbrug. Sonia fortalte livligt om inkaernes historie. Vi kunne godt mærke at vi var oppe i højderne da vi først begyndte forlade floden og gå opad ind i landskabet! Det var svært at få vejret, og jeg overvejede om det mon er sådan storrygere har det til hverdag. Vi skulle dog kun slæbe på sovepose, liggeunderlag og andre personlige egendele - intet i forhold til porterne! Selvom der er blevet indført regner om, hvor mange kile de må bære rundt på, så de "kun" bærer på op til 25 kilo i stedet for de op til 40-50 kilo som det plejede at være, er deres fodtøj utrolig dårligt og deres "rygsække" endnu værre, kun få havde egentlige rygsække, de fleste havde store sække med stropper. For vores gruppe på tre turister og en guide havde vi 4-5 portere - så kan man nok forestille sig hvor mange det giver i alt på inkastien! Af de måske 400-500 personer der bliver lukket ind på inkastien hver dag er måske kun 200 af dem turister. Og det gælder om at fjerne sig når porterne kommer susende med deres oppakning, for de har travlt og skal nå frem til lejren før turisterne!

Selvom det var nogle hårde strækninger vi skulle tage på inkastien, kan vores tid i lejrene kun beskrives som luksuriøst! Da vi stoppede for frokost første gang, havde vi regnet med at få stukket en sandwich i hånden. I stedet mødte vi op til et stort opslået telt, med et bord dækket til fire med dug og det hele. Vores kok havde iført sig sin hvide kokkejakke og hat, og vores frokost bestod af guacamole med hjemmelavede tortillachips, græskarsuppe, ørred med bærsovs, ris og rodfrugter! Lige så snart vi var færdige fik porterne travlt med at pakke sammen så det kunne nå op til den egentlige lejr og slå telt op inden vi ankom. Vores aftensmåltid var lige så lækker som vores frokost, bl.a. med flamberet bananer til dessert! Og inden da var vi blevet stoppet med te, varm kakao, popcorn og empanadas. Vi fik faktisk te mindst fire gange om dagen - om morgenen blev vi vækket af porterne, som bragte os coca-te "på sengen", ved morgenmadsbordet, eftermiddagste og efter aftensmad! Men især coca-te kan man have brug for i disse højder. Det gør ens hoved klar, og man undgår måske højdesyge. Jeg følte i hvert fald at jeg blev mindre svimmel når jeg coca-te eller tryggede bladene.

Vores anden dag på inkastien var den mest krævende - her skulle vi næsten udelukkende gå opad og skulle nå helt op til det højeste bjergpas vi skulle passere i 4215 meters højde. Her er der blevet lavet brolagte stier og trapper a la den originale inkasti - denne var vi dog stadig ikke nået til endnu. Engang var der noget af den originale sti tilbage her, men man brugte heste i stedet for portere op af bjerget, og deres hove ødelagde stien totalt. Derfor er det kun lovligt med portere nu. Selv her, med de mange tusinde trappetrin man skulle kæmpe sig opad, susede porterne fordi med overmenneskelig fart. De fleste af dem er bønder, som vil tjene lidt ekstra, og derfor tager inkastien et par gange om måneden, så de er vandt til højderne. Vi måtte derimod pruste og stønne og holde mange små pauser. Da vi endelig nåede op til det højeste punkt, var det dog det hele værd - her var en utrolig flot udsigt ud over landskabet -og herfra gik det nedad, hvilket viste sig at være mindst lige så svært som at gå opad, for det var hårdt for knæende og man kunne nemt falde og slå sig halvt fordærvet.

Vi var derfor nået ømme næste dag de vi indledte næstsidste del af strækningen. Nu var det værste dog overstået, og på denne del kom vi også forbi en masse spændende ruiner, blandt andet en station for de budbringere inkaerne brugte. De var løbere som løb fra en station til en anden, hvorefter den næste tog over, og de blev trænet fra de var børn, så en besked kunne nå frem næsten lige så hurtigt som busserne gør det i dagens Peru! De havde intet skriftsprog men brugte i stedet et system af snore i forskellige farver i forskellige længer med med knuder, som de bragte med sig på de mange stier der koblede byerne sammen. Nu var vi også kommet ind på den originale Inka-sti! Den var smal, brolagt og hugget ind i bjergsiden, så man på den ene side havde en svimlende kløft og den anden side den stejle bjergside. Her kunne man ikke lave nogen afstikkere. Nogle steder havde de endda lavet små tunneller! Desværre var der begyndt at sprede sig en tyk, tyk tåge, og man kunne ikke rigtig se udsigten. Men det gav det hele en mystisk stemning. Vi fik heldigvis kun en smule regn, men lige som vi var kommet frem til lejeren styrtede det ned og gjorde det voldsomt hele natten! Lejren var på bjergsiden, så man havde lavet terrasser for at få plads til teltene. Vores guide fortalte os efterfølgende, at hun ikke havde kunne sove den nat, fordi der på en tidspunkt var en argentinsk pige, som var død, da terrasse oven over hende pga. voldsom regn var styrtet sammen over flere telte nedenunder og knust hende - den terrasse vi lå på!

Vi overlevede heldigvis natten og skulle op før fanden fik sko på -porterne skulle nå et tog, og vi stilte os i kø til at komme komme ind til den sidste del af Inkastien og Machu Picchu. Vi var den første gruppe til at stå i kø, og lige så snart poten blev åbnet styrtede vi afsted. Jeg asede min vej fremad og var den første, der fik et glimt af Machu Picchu, da jeg med Miguel og Sonia lige i hælene var den første person til at nå frem til La Puerta del Sol, "Solporten" på den modsatte bjerg fra Machu Picchu. Kort tid efter vores ankomst tog tåget over, og de sidste til at ankomme kunne slet ikke se noget. Fra Solporten var der kun 40 minutters gang til Machu Picchu, og lige pludselig glemte man, at man havde gået i fire dage, og vejen syntes helt nem. Ved ankomst til Machu Picchu blev vi mødt af de mange turister, som havde valgt den nemme løsning og taget toget til Aguas Calientes, den landby, der ligger for foden af Machu Picchu, og herefter taget en bus op ad bjerget. Lige pludselig forsvandt den magiske følelse vi havde haft mens vi gik langs Inca Stien og da vi først fik et glimt af den glemte by. De mange pensionister med vandrestave og grupper af fotograferende kinesere overrumplede os. Som om det ikke skulle være nok, var det nu begyndt at øse ned igen, og tågen var blevet så tyk, at man ikke kunne se mere end nogle meter frem for sig, og det var umuligt at se hele byen oppefra, som vi ellers havde glæder os så meget til.

Sonia forklarede os om byens historie, og hvorfor den havde været så vigtig. Byen havde været et religiøst sted og den er derfor spækket med templer. For eksempel er solporten en åbning, det får strålerne til at ramme et bestemt punkt gennem vinduet til Soltemplet i Machu Picchu. Men det mest imponerede var dog, hvordan Inkaerne havde konstrueret byen. For at stabilisere bygningerne og hele arealet mod jordskred og jordskælv, havde de bygget terrasser, som også fungerede som marker for deres afgrøder. Man siger at kun en del af Machu Picchu er synligt, fordi resten er under jorden, også for at forstærke konstruktionerne. Og mens mange bygninger og kirker fra kolonialtiden og moderne tid har måtte lade livet flere gange under jordskælv de sidste årtier, står Machu Picchu stadig som den gjorde da Inkaerne forlod dem. Et andet trick fra deres side, var at bygge murede, samt alle vindue- og døråbninger med en hældning i stedet for lodrette, så bygningerne blev mere stabile. Sådan kan man altid genende en konstruktion fra Inkatiden. I Machu Picchu havde de desuden konstrueret bygningerne således, at de gik i ét med bjerget, så hvis der var en kæmpe klippe, fik de den på en harmonisk måde med ind i bygningen.

Da Spanierne efterhånden tog kontrollen af mange byer i Inkariget, blev forlod Machu Picchu's indbyggere byen af frygt for at Spanierne også ville overtage denne by, og de flygtede til den aller sidste Inkaby Vilkabamba i Amazonas. Spanierne fandt aldrig Machu Picchu, og det tog dem tredive år at nå frem til Vilkabamba, fordi de ikke kunne finde vej i junglen, døde af sygdomme som f.eks. malaria, eller blev jaget på flugt af vilde dyr eller inkakrigere. Machu Picchus rigtige navn er gået tabt med tide, så da byen blev opdaget, navngav man den efter det største af de to bjerge, som Machu Picchu ligger imellem. Det andet, mindre bjerg, som man altid ser i baggrunden af byen på billeder og postkort, er Wayna Picchu. De to navne kan oversættes til hhv. Gammelt Bjerg og Ungt Bjerg. Ud over et gularmbånd, som var begravet under et træ, har man ikke rigtig fundet nogen genstande under udgravningen af Macchu Picchu. Der går mange spekulationer om, hvor de er blevet af, nogle mener at byen blev fundet af skatterøvere mange år før byens egentlige opdagelse, andre mener at de første opdagere solgte tingene på det sorte markede, og nogle tror at byens beboere tog alle deres genstande med sig til Bilka Bamba - der har man dog ikke fundet nogle genstande fra Machu Picchu.

Det var virkelig spændende at høre, om byen og alt dens mystik, og vi glemte næste at det regnede. Inden for få timer havde solen dog brændt skyerne og regnen væk, og pludselig blev der enormt hedt - alle gik og svedte og der var sikkert flere end mig, som endte med voldsomme forbrændinger. Til gengæld kunne vi nu se hele byen og omgivelserne, og det var lige så smukt som vi havde forestillet os! Vi gik rundt i hele byen, tog billeder og fik herefter over til en bro, som på mystisk hvis var bygget langs en lodret bjergside, men uden at se ud til at der var nogen sti på det anden side!

Vi var godt trætte da vi endelig sad i de luksuriøse togvogne mod Cuzco, og glædede os til at dejse om på en dejlig seng på Hotel del Inca, få et bad og få vasket noget af vores svedige tøj. Vi havde desværre kun tid til en enkelt nats hvile inden vi skulle med en natbus den efterfølgende dag mod Puerto Maldonado og Amazonas!