Nyere Islandsk litteratur kendetegnes ved traditionsbevidsthed og en stor tilknytning til den traditionelle hverdag.
Til den Islandske litteratur bidrager både landets afsides beliggenhed, det knapt så distancerede gab imellem de højt stående og de lavt stående i samfundet samt et generelt højt uddannelses niveau blandt den almene borger.

Et gammelt ordsprog siger om evangelierne i Biblen, at dem er der ikke noget værd, da der ikke er nogen kampscener.

For den islandske litteratur gælder det at der er spænding og underholdning. Den islandske litteratur har frem til vores nutid været meget dominerende, på grund af dens materiale og sprog.
Islandske kunstneren fylder stadig deres litteratur med æstetisk sprog, lige som man gjorde i de gamle sagaer.

(Þórarinn Eldjárn (f. 1949) i 1978 besang Walt Disneys Andeby-univers i en samling kunstfærdige rímur.)

En ny opblomstring fandt sted fra 1840'erne. Kamp for national selvstændighed gik hånd i hånd med bestræbelsen på at bevare sproget rent og knytte den nye litteratur til den gamle via de hævdvundne former.
I årtierne omkring 1900 dominerede national nyromantik i poesi, fortællekunst og dramatik over symbolismen, Islandske forfattere skrev i denne tid ofte på dansk eller norsk.

1920'erne og 1930'erne prægedes især af en generation af politisk og socialt orienterede forfattere. Inden for lyrikken viste den sociale holdning sig i form af kampdigtning.

Tiden omkring 1950 tegnedes af traditionskritiske modernister, "atomdigterne". "Frie vers" danner bratte brud med de gamle former.

Efter 1970 præges islandsk fortællekunst først af nyrealismen, men omkring 1980 dukkede en gruppe forfattere op, der spænder helt fra samfundskritik til magisk-fantastisk prosa i roman- og novelleform. Samme udvikling ses i lyrikken, som bevæger sig fra talte, fortællende former til mere dunkle, fortættede vers. Fremtrædende eksponenter for det åbne og lettilgængelige er prosaister og dramatikere. Hos kvindelige forfattere ses endvidere en søgen efter glemte forbilleder i historiens og sagnenes verden. I det hele taget er islandsk digtning i 1980'erne og 1990'erne klart traditionsbevidst, selv når den ivrigst søger at komme i øjenhøjde med sin samtid, og forfatterne slipper kun sjældent dialogen med de folkelige, mundtlige former.