Islandsk Håndskrifter

Islandske håndskrifter, blev genstand for samlerinteresse i 1600-1700-t., og praktisk talt alle håndskrifter på pergament og mange på papir blev ført til udlandet, først og fremmest Danmark og Sverige. 1971-97 er ca. 1800 håndskriftnumre i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling og Det Kgl. Bibliotek i København blevet tilbageført til Island som folkegave.
Kunsten at skrive bøger på pergament (af kalveskind) med blæk (formentlig af planteudtræk) må være kommet til Island med kristendommen. De tidligste håndskrifter skrevet på Island har formentlig været på latin og til kirkelig brug; men senest i 1117 er man begyndt at skrive lovtekster på islandsk. Der er imidlertid ikke bevaret islandske håndskrifter ældre end fra ca. 1150. Fra tiden ca. 1150-ca. 1650 er der bevaret ca. 700-800 pergamenthåndskrifter, hvoraf mange dog er defekte, og desuden mere end 2000 diplomer, dvs. dokumenter (skøder, testamenter o.l.). Kun ganske få af de bevarede håndskrifter er originaler, og man må regne med, at et stort antal er gået helt tabt. Papir vandt først indpas på Island i 1500-t. og udkonkurrerede ikke pergament før ca. 1650. Det billigere skrivemateriale fik håndskrifternes antal til at eksplodere, og samtidig med at man i de følgende århundreder blev ved med at afskrive middelalderlitteraturen, særlig lovbøger og sagaer, afskrev man også store mængder af nyere litteratur. Der fandtes ganske vist trykkerier på Island (efter ca. 1530), men indtil ca. 1800 var det stort set kun kirkelig litteratur, der blev trykt. Antallet af bevarede islandske papirhåndskrifter går op i titusinder.
Vi kender kun navnene på nogle få af de skrivere, der skrev de middelalderlige islandske pergamenthåndskrifter, men nogle af håndskrifterne har med større eller mindre sandsynlighed kunnet knyttes til kirker, klostre eller stormandsgårde. Skriverne af de eftermiddelalderlige papirhåndskrifter navngiver sig hyppigere og er ofte, især i senere tid, almindelige bønder eller arbejdsfolk.
Overdragelsen
af de islandske håndskrifter til Island blev besluttet ved lov i 1965 på initiativ af den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Den Arnamagnæanske Stiftelse anlagde imidlertid sag mod Undervisningsministeriet og hævdede, at loven måtte være ugyldig som stridende mod Grundloven § 73, hvori der står, at ingen kan forpligtes til at afstå sin ejendom, medmindre almenvellet kræver det, og kun mod fuld erstatning.
Østre Landsret fandt ikke, at overdragelsen var omfattet af § 73, og frifandt ministeriet. Højesteret stadfæstede frifindelsen i november 1966. Et flertal i retten på otte dommere fandt, at der var tale om ekspropriation, men at Grundlovens krav om hensynet til almenvellet var opfyldt, og flertallet udtalte tillige, at der ikke var holdepunkter for at antage, at stiftelsen ville lide et tab, der kunne begrunde et erstatningskrav. Et mindretal på fem dommere lagde vægt på, at håndskrifterne var bragt til Danmark af en islænding på et tidspunkt, da Island var en del af det danske rige, og der ikke var mulighed for betryggende opbevaring i Island; mindretallet fandt derfor ikke, at der ved den lovbestemte ændring i stiftelsens formål, ifølge hvilken håndskrifterne skulle overføres til Island, forelå en afståelse i Grundlovens forstand.
Både lovens gennemførelse og den efterfølgende retssag vakte opsigt og gav i en længere periode anledning til megen omtale i pressen og heftige diskussioner for og imod overførelsen. Sagligt blev der henvist til, at udforskningen af håndskrifterne bedst kunne ske i tilknytning til de biblioteksfaciliteter, der findes i København, men at det hensyn måtte vige for et ligeledes forståeligt ønske fra Islands side om, at landets fornemste kulturminde fandt sit blivende hjemsted der. Den stærke kritik af overdragelsen af håndskrifterne til Island fordunklede den venskabsgestus fra dansk side, som den var udtryk for.