På flere opfordringer fra vores trofaste læsere, kommer her endnu en af vores beretninger fra world tour 2010.

Så vi tog afsted fra Brisbane til Byron Bay, hvor vi første dag blev hentet af en limosine, kørt af det manglende led mellem aber og mennesker, der bragte os ud til en skibs container på en fodboldbane. Herfra blev vi bragt til en hangar, med et fly på størrelse med en Toyota Corolla (årgang '86). Det fly vi skulle springe ud af fra 4,5 km højde. Der var præcist plads til pilot, vores to instruktører og os, så det var godt vi ikke skulle bruge så lang tid i kabinen. Da det var et tandem hop, skulle vi spændes fast til vores instruktører og vi vil lige tage et sekund til at rose dem for at være så profesionelle omkring det. Vi blev bedt om at sætte os op på deres ben, så de kunne spænde os fast og vi satte os midt på låret af dem, da de grinende bad os om at sætte os bedre til rette, så vi blev trukket helt op på skødet og så blev vi ellers spændt op til lir. Da vi ramte de 14000 fod, satte Pernilles instruktør sig ud på vingen med Pernille foran sig og 3-2-1, væk var de. Karen fulgte efter med sin instruktør og så var vi ellers flyvende... eller falende. Vi har fået af vide at man falder i 1 min med 200 km/t, og vi lignede fuldstændig tegneserie figurer, med alt blævrende fra kinder til mormor arme. Da faldskærmen foldede sig ud, fik vi begge panorama udsigten over Byron Bay, mens vi bare svævede mod jorden og selv fik lov til at styre faldskærmen en del af vejen.
Trygt på jorden, blev vi hurtigt enige om at det var WILD og AWSOME!, men at hesteridning måske gav lidt mere et adrenalin sus.
Bagefter blev vi kørt tilbage til vores hostel og fik en flaske champagne til at dulme flyverhovedet. Så kan vi krydse det af listen.

De næste fem dage blev brugt på den ædle sport; surfing. Første dag kom vi op at stå et par gange, men kunne kigge tilbage i vandet på vores instruktører, der havde holdt bordet gennem hele bølgen. Men selvom vi ikke var klar til den helt store show case, gik vi hjem med kæmpe smil på og trætte kroppe. De næste dage gik med at forbedre balancen i vandet og begynde at dreje... uhhh! Avanceret. Vi prøvede begge med de store grønne bølger (bølger der ikke er brudt endnu), men professionelle kan vi nok ikke kalde os endnu.
Efter de 5 dage var vi fuldstændig radbrækkede i hele kroppen, havde blå mærker langt op ad benene, hofterne og overkroppen og slidmærker på knæ og lår. Vi havde kæmpet os gennem understrøm og kæmpe bølger og var blevet wiped ud flere gange, men vi var stadig helt melankolske over ikke at skulle ud i bølgerne den 6. dag.
Sammen med bølgerne var der også en anden faktor der gjorde diciplinen surfing mere vanskelig, men vi har jo altid godt kunne lide en udfordring. Denne faktor kom til udtryk gennem flere pigeglade surfer instruktører, som havde en legeplads i vandet, med udsigt til nybegyndere i stramme bikiniunderdele, når de skulle hjælpe en igang med bølgerne. Første dag havde vi været i vandet i 20 min. før vi blev inviteret til koncert med to af instruktørenes band. Hvor kliché kan det blive? Surfer instruktør og spiller i et band...
Men vi kan nu erklære os forelskede i en sport vi aldrig kommer til at dyrke derhjemme.

Dagene i Byron Bay blev udover surfing brugt på socialisering med andre surfereksistenser på vores hostel. Sebastian fra tyskland var en af disse og vi endte med den anden sidste dag at stå op kl. 4.50 og cykle 4 km. til fyrtårnet i Byron Bay, hvor vi så solen stå op fra det mest østlige punkt i Australien.
Og aftnerne blev brugt på de lokale pubber og diskoteker med vores surfer hold, et par drenge fra chile, en håndfuld englændere og to tyskere. Så kan vi vist godt kalde os for internationale.

Vi skal lige give et skulderklap til Karen her, og en stor tak til Trine Lee, som har sendt Karen og hendes narkogen afsted med en pakke lakridser som først måtte åbnes i Byron Bay. Det har været en kamp og optakt til stormfulde argumenter når den har ligget og fristet i tasken, men Karen har holdt ud og fik først åbnet sin pose Katjes på vores hostel i Byron bay.

Men videre skulle vi jo, selvom Byron har behandlet os mere end godt, så vi satte kursen mod New Castel. Her brugte vi to dage, da vi skulle på Vinsmagning i Hunter Vally, som er kendt for sine vine.
Vi startede fra vores kl. 9 og var til vores første smagning kl. 11. Denne bestod af 4 hvidvine, 4 røde, 1 rosé, en dessert vin og en champagne. vi havde en flok asiatere med og allerede ved andet stop, besvimede en af pigerne. En smuk start på dagen og vi var allerede godt kørende. Vi besøgte 4 steder med fantastiske vine (Karen var i den 7. himmel), et sted med oste, brød og olier, en chokolade og fudge fabrik og et sted med snaps, hvor deres kongestykke var en chilisnaps, som ellers fik renset mundhulderne. Sidste stop var et bryggerri, hvor vi faldt i snak med en gruppe fra Sydney som var på weekend tur og vi endte med at udveksle numre med dem inden de hoppede af og lavede en aftale om at de skulle vise os Sydney by night fredag aften. Da vi fandt ud af de var henholdsvis Arkitekter og revisorer, så vi det som en god mulighed for en sofistikeret aften i Sydneys blomstrende natteliv.

Dagen efter var vi igen på hjul og ankom til Sydney. Vi blev kørt ind i midten af byen, hvor vi tjekkede ind på et hostel med 9 etager, som var noget helt andet end vi har været vandt til. Det første vi gjorde i denne berømte by, var at gå til China town for at købe dumpling, som vi ikke har kunnet få siden vi forlod Kina og det har været på ønskelisten siden. Efter en gang overkill på dumplings, gik vi til promenaden og ud til Sydneys ikon, Opreahuset. Vi ville have været inde at se en ballet, men billetterne var fuldstændigt åndsvagt placeret, så vi gemmer pengene til et show på broadway.
Om aftenen fik vi, på vores hostel, en gang barberque med kænguru, som faktisk er første gang vi spiser det i Australien.

Dagen efter tog vi den gratis bus igen til operahuset, som var vores udgangspunkt og vi startede med at gå på Ship In. Et ret fancy sted, men vi besluttede at vi ville bruge pengene på noget lækker mad, da det jo var her Frederik og Mary mødtes. Det ville unægteligt være en god historie. Men snydt igen, vi havde hørt forkert og fandt ud af at det var på Slip In, en bar i den anden ende af byen, men maden var god i den tro. Vi kom samtidig i kontakt med Angus, Pernilles bekendte i Manly, og lavede en aftale for næste dag.

Den dag startede vi med at tage til Blue Mountains for vores sidste greyhound km. Det viste sig at være noget af en mormor tur, med en bomerang kastende storyteller af en guide, men det var utroligt smukt at se bjergene. Vi så bl.a. de tre søstre, et meget kendt vandfald, tog en trekkingtur ned langs vandfaldet, fik en guidet tur gennem den olympiske by og vi fik fun facts gennem hele byen, inden vi sluttede med et cruise ned langs floden og under harbour Bridge. Derfra hentede vi vores ting på hostlet og tog så færgen mod Manly Beach, hvor Angus stod i sin orange trøje og ventede på os. Der var en stor forvirring af dansk, engelsk og svensk, da Angus har boet i Danmark, er Australier og har en svensk kone, men forståelsen var der og vi blev taget til deres hjem og viist hvor vi skulle sove de næste dage.
Dagene hos Angus og Jenny gik med en dags strandløveri og derefter udforskning af Sydney og Manly og så ellers forkælelse af dimensioner hos Bruce familien. Den sidste dag stod vi tidligt op for at følge deres to sønner i skole og spille fodbold mod dem på en kirkegård (Det må man gerne, det er helt normalt, selvom vi var lidt beklæmte ved det i starten). Slutresultat: Danmark 4, Australien 3. Og sidste dag i Sydney havde vi endnu en tur for Greyhound km, som viste sig at være fuldstændig ligegyldig, da det mest var en tur omkring i Manly.

Om aftenen blev vi hentet af vores Arkitekt Andrew og en af hans Ingenør venner, Darwin. På den første bar mødtes John, Revisoren fra vinsmagninen os og så var der ellers dømt high class pubcrawl, hvor en af stoppene var Slip In, da vi jo var danskere. Et andet stop var da vi igen spurgte om vi kunne stoppe ved nogle dumplings (til 1 dollar stykket), og de derefter tog os til en kinesisk restaurant, hvor der var kø ud til midt på gaden, men vores venner var åbenbart kendte her og sprang køen over, bestilte mad og instisterede på at betale regningen. Måltidet blev indtaget i let beruset tilstand (efter alle de gratis special øl), men menuen bestod af Forårsruller, noget ubestemmeligt kinesisk og en østers for alle pengene. Vi begyndte at protestere lidt da tjeneren kom og spurgte om de ville have for 100 eller 50 $ værd af østers. Vi tør slet ikke gætte på hvad regningen løb op på.
Det var en kanon aften og vi fik virkelig sagt farvel til Sydney med stil.

Så blev det også tid til at forlade australien. Vi melder os på fanholdet, især pga. den sidste halvdel efter Brisbane tog rigtig hul på morskaben. Da vi skulle tjekke ind til vores fly, kom Andrew og John ud i lufthavnen og sad og snakkede i en halv times tid og ville tage rigtig afsked med os. Vi var helt mundlamme.
Om bord på flyet tog vi hul på vores 16 timers lange rejse og vores 40 timer lange døgn. I flyet har vi set film som bare pokker, sovet rigtig dårligt og spist som gale. Men efter den lange rejse ankom vi til LAX. Herfra skulle vi tage en gratis shuttle til vores hostel, men den var åbenbart brudt ned, som ingen havde fortalt os da vi ringede, så vi endte med at bruge 2 timer i lufthavnen. Ikke den bedste start, men til gengæld var der gratis "aftensmad" på vores hostel i rigtig amerikaner stil. Der var Natchos, Hashbrowns (friturestegte kartofler), ris og French fries og en chokoladekage til dessert på størrelse med vores hoveder.
Dagen efter startede vores tur med Trek Amerika.

Vi var slet ikke klar på at skulle opleve så meget på så kort tid. Vi startede dag 1 med at kører på highway 1, som formentlig er den flotteste rute i USA, da den bugter sig langs med vestkysten og havet. Der var flere stop, hvor vi så agressive egern og elefantsæler der lå og solede sig på stranden. Om aftenen campede vi i spejdertelte, men ingen af os var forberedt på at der ikke altid er sol og sommer i Californien, så det har været en kold oplevelse indtil nu. 2. og 3. dag blev brugt i San Fransisco, hvor vi har set Golden Gate bridge (og gået over den), Alcatraz, det nedlagte fængsel som bl.a. husede Al Capone i nogle år, de berømte bakker og distrikter og ikke mindst en Giants baseball kamp mod Phillis. I San Fran boede vi på hotel, men det stoppede da vi tog videre til Yosemity nationalpark. Her har vi gået i de smukkeste landskaber med bjerge og vandfald og brusende floder. Vi havde heldigvis fået et par lange bukser, da der var sne og en gang snestorm mens vi var i bjergene og camperede. (Når Chuck Norris skal imponere siger han at han kender os). Der var mulighed for at se bjørne og den første nat havde vi en vaskebjørn i vores camp. Det var alt hvad man tænker på når man tænker amerikansk natur.

Lige nu er vi så i Las Vegas med vores super hyggelige gruppe (7 danskere, 4 englændere og en australier). Om et par timer skal vi ud i Limosine og kører ned langs "The Strip" og så bliver vi sluppet ud og kigge på mennesker da vi jo ikke er 21 og ikke skal på klubber som resten af gruppen. Vejret er heldigvis blevet godt igen og vi har plus grader da vi jo er i ørkenen.
Vi skal også lige tilføje at vi for at komme hertil kørte på route 66. Hvor er det amerikansk.
I den amerikanske ånd, prøvede vi igår den ultimative chickflic diet, ved at prøve dingdongs, ho hoes og twinkies, som er alt pigerne spiser i tøsefilmene når de er blevte droppet af en kæreste. Vi blev meget enige om at man vist skal have ekstremt mange hjertesorger for at kunne få sådan noget ned friviligt.

Så endelig fik vi opdateret, så må vi lige tage os sammen til billederne en af de næste dage.

Australia og Las Vegas - out!