Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har haft 3 skønne dage i Sydney, hvor vi har travet vore ben kortere, nydt det skønne vejr, følt os laaaangt væk hjemmefra (skægt - den følelse giver operahuset altså!), spist på en masse restauranter med dejlig udsigt og siddet lårene af hinanden på verdens mindste hotelindkvartering!
Efter den festlige julelørdagaften i Darling Habour var vi søndag klar til opdagelse i byen. Vi var en tur omkring Paddys Marked - et kæmpe marked, der ligger lige midt i byen, hvor man kan få alskens bras - så det fik vi!
Derefter tog vi bussen op til Circular Quay, hvor færgerne ud i forstæderne går OG hvor operahuset ligger og efter en tur rundt om operahuset spiste vi frokost med den skønneste udsigt til hhv. Habour Bridge på den ene side og operahuset på den anden.
Mandag tog vi på sejltur ud til Manly - en af de Sydneys temmelig hippe forstæder, med en skøn strand, der ikke er så trendy og verdenskendt som Bondibeach, der med sine toplækre livreddere har været en del af Baywatch-serierne, men dog stadig hip - og pengekrævende - der lå de vildeste huse ved vandet på venen derud!
Vi badede og badede. Byggede sandgrave, jagtede måger og nød dagen. Hilda begav sig ud på undersøgelser af de lokale merkantile forhold og kom med jævne mellemrum tilbage og havde erhvervet sig enten fingerbøl, thongs (klip-klappere! - sic!) eller bare havde nyt at fortælle om hyggelige små butikker eller fine gader at gå i.
Vi skulle have aftensmad og efter lidt kiggen rundt i byen blev det ved en gaderestaurant, der reklamerede med lækker grillet kylling - "den tager vi!". Vi bestilte burgere til drengene, wrap til Carsten og salat med grillet kylling hhv. mild og hot til Hilda og undertegnede. Mens vi ventede på maden fik vi kigget lidt nærmere på udsmykningen på væggene og kunne se, at Nandos - som restauranten hed, var afrikansk inspireret - og var koncentreret omkring portugisernes fund af…piri piri chillien i Afrika!!! Maden kom - og skal vi ikke bare sige, at vi ikke kan være med i de you tube videoer, der ligger af alverdens kendisser, der er ved af dø af chillismagning, men vi fik varmen!!!!
Turen hjem fra Manly var fantastisk smuk. Det var nærmest vindstille, drengene sad indenfor og spillede nintendoer - mor og jeg var udenfor og nød den milde aften.
Tirsdag morgen var en langsom morgen. Vi sov alle længe og var først klar til at forlade vores diminutive værelse ved middagstid. Vi havde pakket badetøj til drengene - den skønne legeplads nede i Darling Habour har en fantastisk vanddel, hvor ungerne kan blive våde - og lege i og med vandet - i timevis!
Efter en solid legesession gik vi i Sydney Akvarium og så søheste, hajer, rokker og et par søkøer - som de var enorm stolte af, fordi det vist var en af meget få steder i verden, hvor man har dem i fangeskab! Vi kunne så kun konstatere, at de ikke sådan for alvor rykkede noget ved unger, der er vant til familien søko i Odense Zoo - men at drengene var heeelt vilde over små blå fisk, som dem i Nemo - og rokker på størrelse med gulvtæpper!
Vi var på bar efter besøget og delte os så i 2 - Carsten tog drengene med over legepladsen og så hjem - Hilda og jeg spadserede ud i Sydneys ældste kvarter - The Rocks, som er vanvittig hyggelig - og hvor Hilda fandt den skønneste butik, men lige de fingerbøl hun tidligere havde udset sig, men ikke fået købt på stedetJ
Aftensmaden var fra KFC - og lidt sushi. Vi har i 4 dage ikke kunne lave mad selv og det er vi altså ikke så gode til! Jeg er afsindig træt af at få pommes frites til ALT, træt af alt mulig junk og glæder mig til rå gulerødder og mad, der ikke er lavet til mig! Asger derimod har på bare 4 dage udviklet en interessant forkærlighed for Mac Donalds - han og Carsten synes, at morgenmad på Mac kunne være en glimrende ide!
- comments