Søndag (31/3) tog vi flyet fra Brunei til Kota Kinabalu og her checkede vi ind på det mest lusede sted vi endnu har boet. Stedet var ejet af en bunke unge drenge i starten af 20'erne og bar MEGET tydeligt præg af dette. Vores værelse havde ikke været gjort rent i mindst et år, ledningerne hang fra loftet og myggenettet var revet midt over. Hvis det ikke var fordi vi havde betalt ville vi nok have fundet noget andet med det samme. Det værste var dog den manglende aircondition, hvilket gjorde sovning umuligt idet temperaturen svingede mellem 34-36 grader. :) Stedet var dog meget tæt på stranden, så vi fik set en meget smuk solnedgang. :)

Mandag (1/4) stod vi op kl. 5, for at nå morgenflyet mod Sandakan. Vi blev hentet af Borneo Adventure, som kørte os til havnen i Sandakan, hvor vi hoppede på båden mod Sellingan Island, som er én af tre øer i Turtle Islands National Park. Vi sejlede i en times tid (og undgik de philipinske pirater) og ankom til en smuk bounty ø omkranset af det reneste blå vand. Da vi var ved at tjekke ind kom en stor øgle (1,5 meter lang) macherende forbi os og i følge en af de ansatte var der vidst en del på øen, som er meget lille. :) Vi fik desuden at vide at vi kun måtte bade og snorkle inden for et afgrænset område, da der ellers ville være stærk strøm og vandslanger (lyder spøjst, men de er vidst pænt giftige). Vi fik vores værelse og brugte formiddagen før frokost på at slappe lidt af, da vi kunne risikere at skulle sente længe på skildpadderne om aftenen. Efter frokost lejede vi noget snorklingsudstyr og gik ned på stranden. Hvad Vibeke lige havde glemt var at tage sine linser i, og da hun nærmest er blind uden, kunne hun ikke rigtig se alle de pæne fisk som Linda så. Men hun fik dog beskrevet dem udførligt. :) Der var både regnbuefisk, blå fisk og gule fisk. Desuden var der op til flere søpølser. :) Efter snorklingen og badningen tog vi et bad og faldt så i søvn, igen må vi konstatere at det er hårdt at have ferie. :) Vi vågnede lige inden maden og skyndte os op for at få introduktionen til aftenens forløb. Vi fik forklaret lidt om at nationalparken prøver at få øget populationen af havskildpadder ved at indsamle æggene, udruge dem og sætte ungerne fri. Nationalparken består af tre øer, hvoraf kun den ene tager mod turister. Om aftenen eller natten kommer hunskildpadderne op på stranden og graver huller, hvori de lægger deres æg. Rangerne indsamler æggene inden hunnerne begraver dem og overfører dem så til ægudklægningshullerne. Vi fik også at vide at vi kun måtte komme ud og kigge når hunnen var begyndt at lægge æggene, for forstyrre mindst muligt. Vi gik så igang med at vente. Kl. 22 kom der endelig en og råbte "turtle time" og vi kastede os mod døren. Linda som har en del øvelse i at komme først, spænede efter guiden. Hun havde så lige glemt at det var Vibeke, der havde lommelygten, så hun væltede gennem huller på stranden og kom med nød og næppe helskindet frem til skildpadden. Det var en stor oplevelse at få lov til at kigge på mens den lagde sine æg og dækkede hullet til efterfølgende. Desuden fik vi set den blive målt og renset for diverse gevækster. :) Efter 10 minutter, blev alle turisterne beordret væk, så vi ikke forstyrrede for eventuelle andre skildpadder, som var på vej op. Og vi fik set ægudklægningsstedet og forklaring på hvorledes æggene bliver begravet. Ikke det mest spændende. :) Men efterfølgende fik vi lov til at se 52 små skildpadder blive sluppet ud i havet. Det var næsten en endnu større oplevelse at se dem instinktivt kravle mod vandet og begynde at svømme ud af. Det var dog ikke dem alle det var lige let for og på trods af at alle havde fået at vide at vi ikke måtte lyse på dem, er der altid nogen der ikke forstår det. Så nogle af de små skildpadder fik forvildet sig væk fra vandte og ind mellem turisterne. Tosserne med lyset fik dog hurtigt en reprimande og skildpadderne blev gelejdet ud i vandet. Godt trætte og fyldt med oplevelser gik vi på hovedet i seng. :)

Tirsdag (2/4) stod vi meget tidligt op (kl. 6) for at nå morgenmaden inden vi sejlede mod land kl. 7. Vi skulle ud og se The Orangutang Rehabilitation Center i Sepilok. Det er et center som tager sig at forældreløse orangutang unger og bruger 7-10 år på at lære dem at gebærde sig i naturen. Først så vi en film om centeret og den engelske organisation som støtter med donationer og bagefter fik vi en advarsel om aben, "Toby". Den var en sand mester i at stjæle kameraer og havde i tidens løb stjålet 52 kameraer og en iphone 5. Så vi var en anelse nervøse da vi gik mod fodringsplatformen. Her fodres de aber, som er blevet sat tilbage i naturen og de har her mulighed for at få lidt mad, hvis de selv har svært ved at finde det, men mange af aberne vender aldrig tilbage efter de er blevet sat ud. Vi ventede og ventede og hver gang rebene til platformene bevæge sig stod alle klar med kameraerne, men de fleste gange var det egern, der kom for at tage del i festlighederne. :) Men endelig efter et kvarters venten kom der fire orangutanger svingende og det var sjovt at se dem tage for sig af retterne. :) Efter lidt tid begyndte der at komme andre former for aber for at stjæle lidt mad og selv om fodermanden prøvede at holde dem væk fik de hurtigt overtaget og spiste resterne. Vi gik lidt før de andre, fordi vi var ved at selvantænde pga. den bagende sol og på vej tilbage gennem skoven, så vi pludselig en ung orangutang ikke så langt fra os. Vi var selvfølgelig straks på vagt, for tænk nu hvis det var Toby, der kom for at stjæle kameraet. :) Det var det heldigvis ikke, men den kom rigtig tæt på, så Linda fik taget nogle gode billeder. Med kameraet i behold kom vi tilbage til hovedkvarteret og kørte mod Bilit Rainforest Lodge 2 timer længere sydpå ved en stor flod. Vi ankom lige til frokost tid og kl. 16 tog vi på flodcruise. Vi håbede meget på at se pygmæ elefanterne, som kun findes på Borneo, men desværre var de taget på weekend længere nede af floden, så dem fik vi ikke set. Til gengæld så vi et væld af aber, fire forskellige slags,. Vi så også krokodiller, hornbill fugle (som vidst også kun findes på Borneo), oddere og kingfischer (ved ikke hvad den hedder på dansk, men det er en lille farverig fugl), ørne og storke. Vi returnerede til lodgen og mødte, for første gang på Borneo, danskere. :) Til aftensmaden væltede vi os i insekter. Fordi restauranten var åben fløj der, hvad der føtes som hundredevis, af cikader og natsværmer rundt. Da de ikke har voldsomt store hjerner smadrer de gang på gang ind i lyset i loftet og slå sig så meget så de gerne falder ned i ens mad eller hår. :)

Onsdag (3/4) stod den på endnu en tidlig morgen. Kl. 6.30 skulle vi nemlig på morgensejl/vandre tur. Linda havde brugt hele aftenen før og natten på at tænke over om hun turde at tage på vandretur, da hun var meget bange for at blive angrebet af igler. Det endte med at Vibeke måtte tage på vandretur alene, mens Linda ventede i båden. Godt udstyret med iglesokker og gummistøvler var hun klar til at spotte lidt wildlife. Det blev til en frø, en øgle og en masse elefanthømhøm, men ingen elefanter. Og heldigvis heller ingen igler. :) Vel tilbage på vores lodge fik vi dejlig morgenmad med bacon og det hele. Mums. Resten af dagen gik med at slappe af på vores store værelse, for Vibekes vedkommende betød det læsning og for Lindas sovning. :) Desuden fik vi endelig vasket vores kæmpe bunke vasketøj, til den nette sum af 212 danske kroner!!!! Så røg næsten halvdelen af dagsbudgettet lige på det. Kl. 16, efter vores afternoon the, tog vi på endnu en flodcruise for at spejde efter de fordømte elefanter. Og endnu engang blev vi skuffede, men vi så dog en masse krokodiller, aber og fugle. :) Aftenen gik med traditionel dans, hvor vi med nød og næppe undgik at komme op og danse foran alle de andre turister. :)

Torsdag (4/4) tog vi turen tilbage til Sandakan. På vejen stoppede vi dog lige ved nogle grotter, hvor fra der bliver høstet birdsnest (fuglereder). Fuglespyttet fra fuglerederne bliver brugt til at lave birdsnest suppe, som er en meget populær (og dyr) spise især i Kina. Den skulle efter sigende holde en ung. For at komme til grotten, skulle vi gå 10 minutter gennem skoven. Her var vi så heldige at se en orangutang mor med sin unge. :) Da vi kom til grotten startede vi begge med at få fugleklatter i hovedet, så vi blev bare udenfor, mens de andre gik ind. :) Da vi kom til Sandakan spiste vi frokost på et meget hyggeligt engelsk thehus, med en fantastiks udsigt over vandet. Sandakan by viste sig dog ikke at være helt så hyggelig. Meget af den blev ødelagt under 2 verdenskrig, så her er en del grimme betonbygninger og ikke så meget af den koloniale charme. Men den har en fin waterfront, hvor vi fik drukket lidt kaffe med udsigt over vandet. Et spil yatzy blev det også til. :)

I morgen går turen mod Kota Kinabalu, hvor vi den 6 bliver hentet og kørt til Mt. Kinabalu national park, hvor planen er at bestige Mt. Kinabalu. Vi er dog kommet lidt i tvivl om den plan, så nu må vi se om vi kommer derop eller vi nøjes med at udforske nationalparken. :)