Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag d. 25/2 skulle vi tidligt op for at nå bussen til Honduras kl. 6. Vi havde en lang dag foran os, da busturen i alt kom til at tage lidt over 12 timer. Om aftenen da vi endelig kom til La Ceiba, havnebyen hvorfra vi skulle sejle til Roatán dagen efter, stod en taxachauffør klar ved busterminalen til at køre os til vores hotel. Vi fortrød hurtigt, at vi havde sat os ind i hans taxa uden seler og med smadret forude, da hans kørsel var fuldstændig sindssyg! Efter denne mindre nærdødsoplevelse faldt vi hurtigt i søvn, da vi kom frem til hotellet.
Dagen efter tog vi færgen til Roatán, hvor vi tjekkede ind på vores hostel Buena Onda i byen West End. Et rigtig hyggeligt sted men dog første gang vi var uden wi-fi, hvilket var lidt af en udfordring. Vi brugte resten af dagen på at tjekke byen og stranden ud, og fandt hurtigt ud af at det var et rigtig dejligt sted. Vi fik også handlet en masse ind, da vi endelig igen boede på et hostel med køkken. Man skulle ikke tro det, men man kan virkelig blive træt af at spise ude morgen, middag og aften i tre uger!
Onsdag og torsdag tog vi en vandtaxa til det berømte West Bay i nærheden, som byder på en af Caribiens flotteste strande. Stranden er fyldt med all inclusive luksus hoteller ( fra US$200 pr. nat), og er derfor også et meget turistet sted. Men de hvide sandstrande og det turkise hav gjorde det helt klart op for dette. Det var uden tvivl den smukkeste strand, vi nogensinde har været på. Vi brugte de to dage på at nyde solens stråler og snorkle mellem korallerne. Her kom vi helt tæt på mange af de farverige eksotiske fisk, hvolket var en rigtig flot oplevelse (ps. lad være med at fare vild mellem korallerne - det er uhyggeligt).
Onsdag og torsdag aften mødtes vi med vores danske venner fra San Juan del Sur i Nicaragua, som også boede i West End.
Især torsdag aften var der gang i byen, selvom gennemsnitsalderen nok lå omkring de 50+. Det er i hvert gået op for os, at man sagtens kan give den gas, selvom man er blevet ældre. Som en fuld amerikansk dame så fint fik formuleret til os; "When you hit the 50, you just don't care what people think about you anymore". Det var fedt at se dem gå amok på dansegulvet, selvom vi dog selv holdte os på sidelinjen og nød live-musikken.
Fredag gik det op for os, at vi måske havde taget lidt for meget sol de to foregående dage, da vi begge var blevet rimeligt røde. Vi brugte derfor dagen på afslapning på hostellet, som heldigvis havde et tv og omkring 200 DVD piratkopier.
Lørdag kom der storm til øen, så de næste par dage følte vi os en smule begrænsede, da de fleste aktiviteter på øen afhænger af godt vejr. Vi fik i hvert fald set en masse film og nydt lidt afslapning og alene-tid med os selv efter "Number one party hostel in León".
Søndag tog vi ind til en større by på øen for at handle, og til vores fornøjelse gik det op for os, at der var kommet cirkus til byen! Vi blev hurtigt venner med cirkussets dyrlæge/løvetæmmer, som var så sød at give os en rundvisning blandt hans mange dyr. Her fik vi både klappet fuldvoksne løver, og nusset med tiger- og leopardunger. Helt sikkert en oplevelse vi aldrig vil glemme!
Det var egentlig meningen, at vi skulle forlade Roatán tirsdag, men da cirkusset havde præmiere onsdag aften, valgte vi at blive et par dage ekstra.
Det dårlige vejr fortsatte desværre, så mandag til onsdag blev mest brugt på afslapning og hygge på hostellet.
Onsdag aften tog vi i cirkus, og efter at have hørt meget om, at det skulle være det største i Latinamerika, blev vi en smule skuffede. Artisterne var på ingen måde på niveau med danske cirkusartister, og vi havde lidt ambivalente følelser blandt andet med at se de store kattedyr springe igennem ringe af ild.
Men alt i alt var det en hyggelig måde at bruge vores sidste aften på øen på.
Torsdag morgen tog vi færgen tilbage til La Ceiba for herefter at fortsætte til Tela, hvor en ny uges eventyr venter!
- comments