Lørdag d. 23/3 ankom vi til vores andet stop i Guatemala, nemlig Panajachel. Byen er en af mange landsbyer, som ligger placeret omkring søen Lago de Atitlán, der ofte betegnes som verdens smukkeste sø.
Efter lang tids søgen med backpacks på ryggen fik vi indlogeret os på et hostel. Vi gik en tur op ad byens hovedgade, som vi boede på. En gade der bar stort præg af turismen i byen, og var fyldt med restauranter, butikker og markedsstalde på begge sider. For enden af hovedgaden nåede vi til søen, som på grund af det overskyede vejr ikke rigtig var så smuk som på billederne.
Søndagen blev brugt på markedet som dog efterhånden bød på mange af de samme ting, som vi allerede havde set. Da solen stod højest på himlen satte vi os på en restaurant ved søens bred, og nød den smukke udsigt, som nu endelig var kommet frem. Da det var en klar dag, kunne vi se hele vejen rundt langs søen, som er omringet af bjerge, tre vulkaner og rigtig smukke landskaber.
Mandag havde vi booket en bådtur rundt til tre af landsbyerne omkring søen. Vi satte os ned i den lille speedbåd og krydsede søen. De tre landsbyer vi besøgte, var mere autentiske og bar mindre præg af turismen, men havde stadig lidt boder og ikke mindst fantastisk udsigt at byde på. Alle tre landsbyer var bygget op ad bjerge, hvilket betød utroligt stejle veje og noget af en workout i klipklappere! Om eftermiddagen vendte vi tilbage til Panajachel, som nu bød på endnu mere liv. På grund af påsken eller La Semana Santa var der ved at blive godt proppet med lokale, som åbenbart allesammen kommer til Panajachel i påsken!
Tirsdag var Helene syg, og fik derfor en bette middagslur på omkring seks timer! Julie valgte derfor at udforske byen lidt på egen hånd med en løbetur, og kom vidt omkring.
Onsdag var rollerne byttet om, da Helene var frisk (og udhvilet!), mens Julie derimod var skidt tilpas. Derfor blev dagen mest brugt på afslapning i solen, og vi har nu lært at sætningen "ej,vi behøver ikke solcreme på benene!", ikke er en sætning, vi vil bruge igen..
Torsdag morgen var det tid til, at vi skulle videre til turens næste stop, nemlig Chichicastenango (prøv at sige dét hurtigt ti gange).
Vi ankom til Chichi, som de lokale kalder det, omkring middagstid, og fandt hurtigt et hostel. Da vi gik ud for at tjekke byen, blev vi mødt af kaos. Chichi er kendt for sit kæmpe marked, som vi havde hørt skulle være på niveau med det i Antigua. Det hele var meget rodet og uoverskueligt, og hele byen i sig selv var et meget ucharmerende sted. Vi blev derfor hurtigt enige om, at dette ikke var et sted, vi havde lyst til at bruge tid på, og blev enige om at tage videre allerede dagen efter. Vi gik på jagt efter transport videre til Cobán (næste stop), men fandt hurtigt ud af, at også organiseringen af transport i byen også var elendig. Derfor skyndte vi os tilbage til den shuttle, der havde kørt os til Chichi, som vi vidste vendte tilbage til Panajachel klokken to samme dag. Der var heldigvis plads til, at vi kunne køre med tilbage, så vi hentede vores backpacks og sagde farvel til en lettere forvirret receptionist på hostelet, og tog så samme dag "hjem" til Panajachel!
Da det nu var blevet torsdag i påsken, var ALT i byen booket. Vi var derfor nødsaget til at indlogere os på et hotel, som kostede 110 kr. pr. mand for en enkelt nat, hvilket vi ikke var tilfredse med! I det mindste havde vi et tv og efter en lang rejsen frem og tilbage dag, slappede vi af til Karate Kid resten af dagen.
Fredag morgen stod vi op klokken 5.30, da turen klokken seks endelig gik videre til Cobán. Efter 8 timers kørsel i en rigtig lækker bus, ankom vi til Cobán, hvor vi skal bruge de næste dage :-)

Ps. undskyld for de få billeder, men da vi endelig for en gangs skyld huskede at tage kameraet med på en tur, havde vi glemt memorycardet derhjemme :-( dumme piger..