Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en bustur på cirka otte timer nåede vi fredag eftermiddag frem til Flores, som ligger i den nordlige del af Guatemala. Vi fandt hurtigt hostelet Los Amigos, hvor vi tjekkede ind på et dorm. Det var et dejligt sted med en lækker restaurant, nice packpacker vibe og mennesker i alle aldre. Vi brugte eftermiddagen på at tjekke den lille ø Flores ud, og om aftenen spiste vi lækker mad på hostelet. Fredag havde vi booket en sunset tour til Tikal - Mellemamerikas største mayarige, som er på UNESCO's verdensarvsliste.
Vi tog afsted mod Tikal om formiddagen, og da vi ankom, mødte vi vores gruppe samt vores meget dramatiske tourguide Cesar (han var som hevet ud af en amerikansk sæbeopera). Bortset fra det vidste han en masse, og viste os godt rundt blandt de storslåede ruiner. Tikal er et over 16 km2 stort område, og langt fra alle ruiner er udgravede. Dem vi så var dog fantastisk flotte - for ikke at nævne kæmpestore! Vi besteg et af de største, et 70 meter højt ofringstempel. At sidde deroppe højt over trætoppene og nyde udsigten var helt fantastisk, og at tænke på at mennesker for så længe siden har kunne bygge så storslåede monumenter, er helt vildt.
Udover de mange storslåede ruiner, så vi også en masse dyr på turen. Vi så blandt andet spider monkeys, en eller anden vaskebjørnagtig fætter, en tarantel, en slags ræv og ikke mindst to arter tukaner, som vi længe havde håbet på at se.
Til sidst endte vi på toppen af en af ruinerne, hvorfra vi så solen gå ned mellem trætoppe og mayabygninger. Et rigtig smukt syn selvom der var lidt for crowded til, at vi fik den bedste udsigt. Da solen var gået ned, tog vi tilbage til Flores, hvor vi gik tidligt i seng. Søndag morgen skulle vi nemlig allerede videre til Belize klokken 5!
- comments