Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi endelig landet i Costa Rica. Flyveturen herover gik super, men vores første par timer i landet bød på flere udfordringer end håbet. Da vi landede om aftenen, var det meningen, at vores bestilte hostel ville hente os i lufthavnen efter aftale. Men efter en halv times ventetid (i mørke, omringet af klamme taxamænd), indså vi, at vi nok blev nødt til at finde den mindst klamme taxachauffør og dermed få et lift. Vi fandt heldigvis Carlos, som var rigtig sød og som forgæves kørte os rundt i byen i tre kvarter for at lede efter vores hostel. Til sidst endte vi med at booke en enkelt nat på et billigt hotel.
Tirsdag tog vi ind til San José's centrum for at finde en bus til vores næste destination. Vi gik igennem gader, som var hjemsted for flere hjemløse (ubehageligt), men fandt rimelig hurtigt busterminalen og hoppede på en bus til Monteverde.
Efter 4,5 timer heftig bjergkørsel (lidt skræmmende med meget smukt) kom vi endelig til Monteverde, og fik indlogeret os på et fedt hostel. Monteverde er en hyggelig turistet bjergby med mulighed for masser af action.
Onsdag brugte vi et par timer på vandring i regnskoven. Utrolig smuk natur, men desværre en lidt dyrefattig oplevelse for vores vedkommende.
Torsdag var en afslapningsdag, som blev brugt for at udforske Monteverde. Vi fik kigget i et par souvenirbutikker, købt havregryn (vigtigt!!), og smagte noget nær verdens BEDSTE milkshake! Selvom byen ikke er så stor, er her rigtig dejligt. Folk er venlige og imødekommende, og vi føler os trygge, selv når mørket falder på. Som sagt ligger Monteverde i bjergene, og selve byen er også meget bakket! Stort set alle veje går stejlt op- eller nedad, og vi kan også mærke på klimaet, at byen ligger højt oppe. Her blæser en del, og især om aftenen kan det blive køligt. Om natten går vejret helt amok med regn og storm, og nogle gange kan det lyde som om, at hostelet er ved at falde fra hinanden. En anden sjov ting ved byen er, at der render hunde rundt overalt. Både på gader, hostels og på restauranter får de mange hunde lov at gå rundt. De er alle meget søde og vil gerne kæles med, hvilket faktisk er ret hyggeligt.
Fredag stod på action i form af extreme canopy tour, hvilket er en form for kæmpe svævebane over trætoppene. Vi blev hentet af en bus, som kørte os ud til eventets anlæg inde i regnskoven. Her fik vi spændt alverdens seler på kroppen, og gik med spænding og smårystende ben op på den første platform. Her blev vi spændt fast til et stålkabel og svævede sådan fra platform til platform højt over regnskoven. Turen bestod af femten svævebaner, hvor den længste var en kilometer lang. Turen bød også på et tarzan-swing (grænseoverskridende men utroligt sjovt). Vejret var desværre ikke det bedste, og på grund af regn, tåge og blæst var de lange svævebaner over store åbne områder pænt skræmmende. Heldigvis måtte vi på de lange turer sidde sammen! Den sidste svævebane var alternativ og endnu vildere end de forrige; i stedet for at blive fastspændt med hovedet opad og benene nedad blev vi på denne (utroligt lange tur), fastspændt vandret i ryggen og fødderne, altså en slags superman-stilling, og derefter skubbet ud 100 meter over regnskoven, mutters alene. Det var en rigtig fed og grænseoverskridende oplevelse, men vi nåede desværre ikke at nyde så meget af den smukke natur, da vi var pisse bange og koncentrerede os alt for meget om at bremse på de rigtige tidspunkter. Udover det fik vi en mega work-out ud af turen, som bestod af en del hiking op ad stejle skrænter.
Lørdag og søndag blev brugt på afslapning og planlægning af næste destination, nemlig Playa del Coco som vi ser meget frem til :-)
- comments