Profile
Blog
Photos
Videos
KARIN SKRIVER: Los Angeles var en kæmpeoplevelse for os alle 5. Her er der vel sagtens museer og seværdigheder nok til et helt liv. Vi valgte Page Museum som ligger i Beverly kvarteret ikke langt fra Beverly Hills. Museet viser en samling af millioner af knogler fra dyr, der er faldet i eller har siddet fast i en af de tjæresøer der ligger i området - La Brea Tar Pit. Og hvilke dyr - mammut, sabeltandet kat, ulvekranier der dækkede en hel væg, store bjørnearter, fugle og massevis af andre nu uddøde arter bevaret i tjæren. Lige udenfor museet ligger der stadig en sådan tjæresø, hvor det rene asfalt stadig bobler op helt sort og lugtende af svovl. Der var en dejlig park til museet og ikke mindst en parkeringsplads, hvor husbilen kunne parkeres for et beløb...
Så vi lod camperen stå der i sikkerhed på museet og efter et par timer tog vi en spadseretur i LA op til Farmers Market som er et hyggeligt kvarter med madboder og souvenirs - og ingen biler. Gågade simpelthen. Så tilbage til camperen og cruise op til Hollywood Boulevard og hele vejen fra den ene ende til den anden forbi Chinese Theatre og Kodak Theatre (Oscar) og alle stjernerne i fortovet. Men man smider ikke lige en autocamper ind til siden på Hollywood Blv. Derfra ud på motorvejen og til Anaheim hvor vi nu har sovet tre nætter - mest på grund af DISNEYLAND. To dage i Disneyland for fuld skrue. Det var sjovt.
Vejrmelding LA: let overskyet, sol op af dagen ca 20 grader, meget behageligt.
I dag forlod vi så Los Angeles. I Palm Springs gjorde vi stop. Varmen ramte os som en hammer, tør hede og ørkenvind. Vi var nær kogt over på bagsædet, så der var stor lykke da vi efter dagens i alt knap 400 km kunne bakke husbilen ind på en plads på Big River RV Park - lige op og ned ad Colorado floden som løber 50 meter bag bilen. Big River ligger lidt syd for Lake Havasu. Her var nok 30 graders varme da vi kom - det var vores skandinaviske kroppe ikke lige skolet til men luft, skygge og aften hjalp på det så der nu er mere svalt. i morgen kører vi videre mod Grand Canyon.
PS vi har lidt problemer med at lægge vores agne billeder ind så I må nøjes med nogen der er her i forvejen - vi arbejder på sagen..
TRUCKEREN SKRIVER:
Ja, så fik jeg også kræfter til at skrive lidt. Har haft et par hårde dage i Disneyland, hvor sengen nærmest kastede sig op på ryggen af os når vi kom hjem til husbilen. Har været rigtig sjovt - og fascinerende, og helt vildt hvad de kan finde på. Den første aften blev vi til det store aftenshow "World of Colours". Et fantastisk show af springvand, farver lys og lyd når Disney-koncernen rigtig folder sig ud! Den anden aften tog vi tidligt hjem og så festfyrværkeriet liggende i vores senge med nattøj på. FANTASTIC!
Nå, men som trucker var det en særligt spændende oplevelse at køre tværs gennem L.A. fra Malibu til Disneyland på de store tætpakkede 5-7 sporede motorveje. Det havde måske været lidt mere afslappende hvis det ikke havde været på 3.dagen i husbilen.... Men den store Ford med en V10 motor under hjelmen klarede det, og idag har så for alvor været en truckerdag.
Vi forlod jo L A til morgen med næsen mod Grand Canyon. Med Interstate Highway 10 gik det mod øst. Ikke de store sving på den vej (andet end stoppet ved Walmart i Palm Springs). Helt galt gik det dog da vi drejede ind på hovedvej 62 mod Parker. Vi lavede små vædemål om der var 10, 15 eller 20 km til næste gang vi skulle svinge svagt til højre eller venstre. Et fascinerende landskab at køre i med de lange udsigter og varmen over vejen. Jeg er bare glad for at det ikke var mig der sad på en hesteryg med en seksløber og to flasker vand, uden at vide hvornår jeg igen så skygge eller vand!!!
Iaften har vi så nydt det ved Coloradoflodens svalende bred. Da jeg endelig fik samlet vores nyligt indkøbte lille grill, fik vi en pølse og en halv amerikansk okse på grillen og et glas rødvin. Det blev nydt i fulde drag!
Husbilen emmer nu af ro fra mine fire sovende piger. chikaderne snakker og Emma-Sofie prutter - og imorgen er vi klar til en ny spændende dag, hvor vi gerne skulle ankomme til Grand Canyon. Et af turens absolutte højdepunkter!
Dejligt at kunne læse Jeres små hilsener herovre. Det fungere rigtig godt med vores medbragte computer. Indtil videre har der været trådløst netværk på alle campingpladserne, så vi kan bare sidde hjemme i vores lille hjem og læse/skrive.
KH
Poul - keep on trucking!
- comments