Safe Landing & Blue Lagoon

Tak til USA, og Bula (hej) til Fiji! Fiji havde jeg hjemmefra set meget frem til, da jeg både havde hørt og læst mig frem til, at det skulle være ét stort paradis. Ellers er/var Fiji for mig ganske ukendt, så spændende skulle det blive at se, hvad landet kunne tilbyde.

Efter en lang flyvetur og rejse dag, tog det os godt og vel en hel dag at komme frem, i hvert fald kom vi ikke før tidligt om morgenen d. 13/04, hvor vi fra lufthavnen skulle direkte videre ud til havnen, hvorfra vi skulle tage færgen op til den næst nordligste ø på Fiji. Det forholder sig nemlig sådan, at Fiji består af intet mindre end 333 øer, så får man nemt økuller, er Fiji ikke et land man skal tage til. Hjemmefra havde vi bestilt et Bula Combo Pass som gør det muligt, at vi kan hoppe af og på den daglige færgerute, så vi kan besøge netop den ø vi har lyst til - så klart at det er en ø med et resort og beboelse på. Vi var taktisk smarte og tog øerne fra nord mod syd, så det passer med at vi kan være tilbage i Nadi (hovedstaden), når vi skal videre mod Hong Kong.

Efter en 5 timers lang sejltur, som oveni hatten kom efter den lange flyvetur, var vi godt udmattede da vi kom frem til vores ø og resort Safe Landing. Det fungerer nemlig på den måde, at de øer man bliver sat af på, ikke har andet end resortsne hvor man overnatter på. Det er ikke noget med, at der er en by med restauranter, kiosker, butikker, hæveautomater gader og hvad der ellers høre sig til på øen, nej, der er kun hvad resortet kan tilbyde.
Man bliver dermed hentet af personalet fra resortet i en lille bitte båd, som sejler ud til færgen for at man kan blive sejlet helt ud til øen. Her bliver man mødt af lidt mere personale, som står og synger en velkomstsang med manglende strenge på deres ukuleler og guitarer, men det lyder nu ganske hyggeligt alligevel. Giver man dem et nyt og korrekt tunet instrument, tror jeg ikke det ville lyde ligeså godt.
Med den fine velkomst på stranden og masser af "bula, bula, bula, bulaaaa!", som betyder flere ting, bl.a. hej og velkommen, blev vi på rigtig efterskole maner ført op til "spisesalen", med havudsigt, hvor vi fik informationer og alt hvad der var vigtigt at vide om øen, stedet og resortet.
Vi boede i en lille hytte næsten lige ned til vandet, hvor vi delte rum med Ciaran på 31 fra England. For jer som kender "guide Dannie", så var det en tro kopi. En super fyr, som vi hyggede os gevaldigt med, selvom han synes, at Nikolaj og jeg var nogle af de mærkeligste personer han nogensinde havde mødt. Det skulle kun forståes på den gode måde, da han synes vi var sjove og anderledes med vores altid gode humør, sang og mærkelige tiltag.
Resortet var ganske hyggeligt med mulighed for en badetur i det helt lyseblå vand, en "morfar" i hængekøjen, et spil volleyball, en snorkeltur eller hygge med de andre logerende eller personale.

Egentlig havde jeg/vi tænkt os, at vi bare skulle slappe af og måske få sovet lidt, eftersom vi havde været på farten i mange timer, men da en tur bød sig indtil de lokale, var det bare om at hoppe på. Så en fra personalet tog os med ud til den lokale village, hvor han faktisk selv bor, men inden vi kunne komme afsted skulle kasketten af og pigerne måtte dækkes over brystet og ned til under knæerne, før vi kunne få lov til at komme ind. Så af med hatten, og så ellers afsted.
Byen var ganske primitiv, men om ikke andet bor de i nogle ganske fine små huse, hvortil de har alt hvad de behøver. Faktisk skulle man tro, at de ikke havde meget at gøre godt med, men med kirke, skole og deres huse spredt lidt rundt omkring, var der nok for de godt 400 beboere. Når man gik rundt i "byen", fornemmede man virkelig hvor glade de er for deres tilværelse, om ikke andet er de i hvert fald gode til at skjule det, for man bliver kun mødt af en masse smil, sang og glade fijianere. Deres liv/daglig dag består ikke af ret meget andet end "Fiji time", som betyder afslapning og lur, da de som sådan ikke har et rigtig job. Nogle af dem arbejder dog, og andre går i skole eller studerer inde på hovedøen, så det er ikke fordi de er sat helt tilbage i tiden, men dagligdagen fungere bare på en helt anden og afslappet måde. Fx. går børnene kun i skole fra 09.00-12.00 hver dag, medmindre en i lejren har fødselsdag eller en ande højtid står for dagen, så er der ingen skolegang. Men om ikke andet lære de engelsk i skolen, som også er deres 2. sprog, hvilket de er ret gode til - og heldigvis for det. Det lokale sprog vil man ikke kunne forstå, da det er ren "unga-bunga" sprog. Noget har vi dog lært, bl.a. "vinaka" (tak), "vinaka vakalevu" (mange tak) og "bula" (hej). Sidst nævnte høre man op til flere gange om dagen, da alle råber "buuuulaaaa, bula, bula, buuulaaaa"! Super herligt!
Når, men vi fik altså en lille rundvisning rundt i lejren, hvor vi til sidst kom hen forbi chefen, som kan respekterer rigtig meget. Han bestemmer om man har lov til at besøge dem eller ej, men han ville da heldigvis gerne mødes med os til en snak og spørgsmål. Da vi kom hen til hans hytte lå ham dog og sov (Fiji time), så vi måtte vække ham inden vi kunne sætte os ned på et tæppe og hilse på ham en efter en, med præsentation af navn og land. Det var super interessant at få lov til at sidde med chefen, og endda få hilst på ham samt få taget billeder efterfølgende. En rar, lille mand med et fibset overskæg i en sports Adidas trøje.
Efter mødet med ham, var opholdet i lejren slut, men vi fik også lov til at se hvor den tidligere gamle lejr lå, som nu kun er en ruin af sten efter en tyfon i sin tid ødelagde området. Men en rigtig sjov oplevelse var det, og til min overraskelse noget mere velfungerende end jeg først troede.

Om aftenen blev det tidligt Fiji time for os, da vi, som skrevet, var rigtig trætte, så vi gik tidligt til ro efter at have spist aftensmad og snakket med Ciaran.

Vi havde i dag besluttet os for, at vi bar skulle nyde godt af endnu mere Fiji time, så vi havde en ganske rolig dag på den fine ø, hvor vi fik badet en del og svinget frem og tilbage i hængekøjerne lige ned til vandet. Om middagen var der dog mulighed for at lave sit eget armbånd eller fingerring ud af en kokosnødskal, så vi satte os ned sammen med Seth som stod for løjerne. Endnu en venlig Fijianer på 24, som jeg fik snakket en del med og spurgt indtil, hvordan det er at bo og leve på Fiji, og specielt omkring lejren, da han selv bor der. Faktisk fik vi snakket så godt sammen, at han om aftenen inviterede mig, og selvfølgelig også Nikolaj, på Kava inde i lejren. Kava er en speciel og meget traditionsrig drikkelse, som man/nogen drikker hver dag. I alt sin enkelthed består det af roden fra en Kava plante, som bliver pulveriseret og blandet/massegeret ind i vand. Derefter drikker man det skiftevis en efter en fra en lille bowle. Man drikker det for at slappe af i kroppen og se illusioner, hvor nogen siger det kan have lidt den samme virkning som at være på stoffer.

Vi aftalte derfor at mødes senere på aftenen efter aftensmad, men af en eller anden grund dukkede han ikke op, så jeg troede, at vi desværre ikke fik lov til at smage de gyldne dråber - men vi skulle få rigeligt! Langfredag skulle nemlig fejres, og da resortet vi bor på er deres samlingspunkt for højtider, var vi heldige og kunne få lov til at deltage. På Fiji går man meget op i sin tro, så kort efter vi havde indtaget vores aftensmad, kom en stor gruppe nynnende og syngende ind i vores fællesområde, imens de yngste mænd bar et kors, som selvfølgelig skulle forestille det kors Jesus hang på. Derefter kom en præst, som holdte en lang tale (ikke noget man forstod), imens alle de andre sad i skrædderstilling med lukkede øjne og lyttede. Nogle af kvinderne græd sågar, da der åbenbart påvirkede dem så meget. Derefter skiftedes nogle fra lejren (kun mændene), til at rejse sig op og sige et par ord. Dette er noget som bliver gjort på alle beboede øer, hvor den samme præst og nogle følgesvend skal være med på hver enkelt ø.
Herefter satte de sig tilrette og Kava pulveret blev båret ind, og så begyndte de ellers bare at mikse en masse Kava sammen som skulle drikkes. Her fik vi så lov til at sætte os ned sammen med dem, og fejre Langfredag på deres måde. Jeg sad ved siden af Sem, jeg vil gætte på han var omkring de 60, som lærte og forklarede mig om traditionen. Som skrevet går kavajen på runde, så inden det bliver ens tur sidder man bare og hygge-snakker. Med undtagelse når dem omkring en skal drikke, så tier man stille og klapper tre gange i respekt. Når det så bliver ens egen tur, så siger man "bula" (som en slags hej, eller man byder kavaen velkommen), klapper én gang, drikker hele bowlen og klapper efterfølgende tre gange igen og siger "vinaka" (tak). Nogle siger det smager af peber, kylling, beskidt vand eller bare dårligt. Jeg synes det smager okay, men lidt som muddervand med græs smag. Det lyder så klart ikke lækkert, hvilket det heller ikke er som en god øl eller kold cola, men det smager slet ikke så forfærdeligt som jeg havde frygtet. Jeg synes det er ganske drikkeligt, men efter vi fik mellem 25 og 30 bowler, så var smagen ikke ligeså god. Ærligt troede jeg ikke vi fik mere end omkring 5 stks., men om vi ville have haft mere end de mange vi fik, så var det bestemt også en mulighed. De mest hardcore drankere sad nemlig til dagen efter kl. 08.00 om morgenen og var stadig igang med kavaen, da vi stod op for at spise morgenmad. Sindssygt!

Med hensyn til fornemmelsen af dens virkning, så siges det, at man og gerne skal have drukket en del bowler over et par gange, før virkningen rigtig kommer, men da vi rejste os for at gå i seng efter at have siddet stille og indtaget kavaen i måske 4 timer, så kunne det bestemt godt mærkes. Jeg vil beskrive det som havde vi spaghetti arme -og ben, og en krop som ikke helt kunne følge med i hvad man havde gang i. Faktisk en rigtig rar, afslappet og behagelig følelse, men jeg så dog ingen drager eller mærkelige kombinationen af farver. Men jeg skal lige love for, at man dagen efter er påvirket og virkelig føler sig godt dosk. Men det var en SUPER hyggelig aften, og en SUPER fed oplevelse at deltage i en traditionsrig lokal begivenhed - og så var det også bare rigtig spændende at prøve kavaen, som jeg havde set meget frem til at smage. Skal man til Fiji, jamen så bør man helt sikkert give kavaen et forsøg!

D. 15/04 skulle vi forlade Safe Landing og begynde vores tur syd på. Første stop på vejen tilbage til hovedøen blev Blue Lagoon, som vi havde hørt en masse godt om. Og ligesom ved ankomsten på Safe Landing, stod en gruppe af personalet fra resortet klar på stranden med ukulelespil og sang, og bød os velkommen til den ø vi skal spenderer de næste to dage på. En FANTASTISK smuk ø, og måske den smukke jeg hidtil har set. Palmer langs den hvide sandstrand, som ligger lige ned til et vidunderligt, krystalblåt og klart badevand. Et utroligt lækkert sted, som virkelig er et paradis værdigt. Resortet vi boede på var så klart også i en helt anden standard end på Safe Landing, som var meget primitivt, da Blue Lagoon nærmest mindede lidt om et hotel. Man kan diskuterer hvor hyggeligt omstændighederne og faciliteterne var, da det ikke var ligeså intimt og afslappet so hvor vi kom fra. Nok var der messer af mulighed for Fiji time og livsnydelse, men stedet virkede lidt mere som en arbejdsplads end en hjemlig stemning, hvor man kom hinanden ved. Hvordan jeg præcist skal forklare det ved jeg ikke, bedst kan jeg vel sige, at dem som tager på familietur eller en romantisk tur på Fiji, helt klart ville tage hertil, hvor backpackere eller rejsende generelt mere ville vælge de nærværende steder. Svært at forklare.

Ved ankomst faldt vi i snak med Judi fra Barcelona, Spanien, som vi kom ret godt ud af det sammen med, på trods af vores 10 år til forskel. Så vi tog os en god svømmetur i det guddommelige vand, samt fik kastet lidt bold efter hinanden, inden vi senere mødtes til aftensmad.
Aftensmad blev der desværre ikke meget af for mig, hvilket var rigtig ærgerligt, da det bestod af en tre retters menu (inkluderet i prisen) og hyggeligt selskab med to fra personalet. Jeg nåede nemlig kun lige et klemme en enkelt reje ned af min forret, inden jeg kunne mærke at noget var helt galt med min mave. Så efter at jeg kun lige nåede at ramme toilettet, væltede det ud af mig gennem munden, så efter at have kastet op som aldrig før, det var helt grotesk, måtte jeg gå i seng allerede inden aftenen var begyndt, da jeg højestsandsynligt havde ramt ind i en omgang madforgiftning. En surt og trist omgang, men det blev heldigvis bedre sidst på dagen, dagen efter.

Om det ikke helt er sivet ind endnu, så går meget af tiden på Fiji med ar slappe af og bare nyde omgivelserne, så i princippet laver man ikke så meget end at tage en dukkert i havet eller en lur i en af de mange hængekøjer. Men for at der skulle ske noget, så lejede vi lidt snorkeludstyr, og fik svømmet koralrevene ud for Blue Lagoon tom for fisk. Jeg vil gætte på, at vi måske svømmere næsten en halv km. ud fra kysten, for at udforske de flotte koraller. Det var nemlig et skønt område for snorkling, som faktisk havde mindst ligeså meget at byde på som da vi scuba divede på Cuba, selvom den oplevelse nu engang var større.

Om aftenen fik vi nok engang tre retters menu, hvor der efterfølgende var mulighed for at deltage i en konkurrence, som hed Survival Fiji. Vinderen vandt en champagne-breakfast på stranden dagen efter, så den konkurrence skulle vi selvfølgelig være med i. Vi blev inddelt i tre hold, hvor Nikolaj og jeg kom på hold med to britiske piger og en bøsse fra Los Angeles. Vores team skulle have et navn, og valgt af vores biseksuelle ven, kom vi til at hedde Bula Babes. Yes.
Konkurrencerne handlede om Fiji, bl.a. med puslespil og en masse spørgsmål omkring landet. Efter første runde lå vi nummer to, hvor faktisk dem som må nummer et havde et godt pointmæssigt spring ned til os, men efter 2., 3. og 4. runde, rundbarberede vi dem totalt og vandt overlegent med stil. Det betød derfor, at vi dagen efter skulle have vores morgenmad serveret på stranden med et seperat bor for os selv, fint dækket op med ting som de andre logerende ikke fik, og så selvfølgelig vores champagne, hvilket ikke er helt skidt at starte dagen ud med. Super fedt, og så er der også blevet prøvet!

Det var så godt som det vi fik ud af vores to første ophold, på to forskellige resorts, som har været nogle rigtig lækre dage med gode, spændende oplevelser og nye bekendtskaber med en hel del mennesker. Pascal fra Cananda kan jeg næsten ikke undlade, da det var en fyr vi også havde det ganske sjovt med. En "lige ud af posen" type, som sagde hvad han mente og tænkte, men rigtig rar og fyldt med humor. Til info har han faktisk siddet i fængsel i 5 år, pga. dyrkning af ulovlige planter, men det skal ikke ændre på, af han var en god fyr som havde noget mellem ørene og gerne ville snakke og diskuterer væsentlige ting, både omkring Canada, USA, Danmark og os mennesker i det hele taget.
Næste stop bliver Mantaray, som eftersigende skulle have Fijis bedste snorkel muligheder, så vi så meget frem til at komme videre dertil og fortsætte vores Fiji time.

D. 12/04, 13/04, 14/04, 15/04, 16/04