Mantaray & Way Lai Lai

Fiji time og ø kuller er efterhånden blevet lidt en hver dag for os. At komme fra store USA med fri mulighed for at tage fra A til B og opleve det ene efter det andet, er det noget af en omvæltning pludselig at skulle vænne sig til få kvadratmeter og en hverdag uden pisken rundt omkring. Derfor endte vi også ud med at få lidt ø kuller, da man er lidt "fanget" på øerne, men vænner man sig til tempoet, så går det hele alligevel. Tidligt i seng og tidligt op. Helt negativt skal det nu ikke opfattes, da Fiji er et skønt sted med de gladeste mennesker.

Mantaray resort, som vi ankom til efter en ganske kort sejltur, var et rigtig hyggeligt, lille og intimt sted. Måske lidt for intimt. Man bor nærmest i en jungle, da man ikke kan se mere end to til tre meter for bare palmer, buske og krat. Skal man fra det ene sted til det andet, går man på små stier ganske få meter, før man enten rammer baren, stranden, restauranten eller ens hytte. Vi boede på et 25 mands dorm, som var en slags stråhytte, hævet over palmerne med udsigt til havet. Et postkort look, når man kiggede ud af vinduerne. Stranden var ikke noget at råbe hurra for, men personalet var i top, hvor bl.a. Solo var en rigtig fin fyr. Men generelt er der ikke noget negativt at sige om fijianerne, da de altid er smilende og glade. Utroligt nok husker de også ens navne, da man efter blot at have præsenteret sig én gang, bliver kaldt for ens fornavn hver gang man møder dem. Sådan oplevede jeg det i hvert fald.

Vi kom lidt sent på middagen, så meget af dagen var der ikke tilbage. Vi var dog så heldige, at vi kunne nå at komme med på en snorkel tur, hvor man kunne få lov til at svømme med mantarays, jeg tror det danske ord for dyret er en rokke, bare i den helt store udgave. Så når man hørte en trommen, var det fordi, at der var blevet spottet mantarays ude i havet, og så måtte man ellers bare få benene på nakken, gribe noget snorkel udstyr, og så ellers hoppe ned i en båd for at blive sejlet ud til området. Vi nåede heldigvis at komme med, og er man heldig, kan man se nogle på op til 6-7 meter i vingefang. Sæsonen for mantarays er dog ikke akkurat nu, så de største ses oftes mellem maj og juli.
Slemt skuffet blev vi da også, da vi sad i båden og ventede på at kunne hoppe i sammen med dyret, da den som var blevet spottet var forsvundet, og vi måtte vænne hjem igen uden at have set en snært af det elegante dyr. Men muligheden bød sig heldigvis dagen efter igen.

Vi nåede derfor kun lige at stå op og få indtaget vores morgenmad, inden trommerne igen lød. Faktisk var det heldigt at trommerne ikke lød tidligere på morgenen, da man kunne risikere at høre dem allerede fra kl. 05.00, og så ville det ellers bare være at komme ud af fjerene, hvis man ville ud at snorkel med dem. Vi var derfor heldige, og håbede nok engang på, at muligheden bød sig da vi endnu engang sad og ventede spændt i båden. Det foregik nemlig på den måde, at en båd holdte øje med mantaraysne, imens vi andre sad i en anden båd længere oppe mod strømmen, hvor vi fik at vide hvornår vi skulle hoppe i vandet, og så ville mantarayen svømme mod os. Heldigvis gik der ikke lang tid før den første hånd kom i vejret, som indikerede at en mantaray var blevet spottet. Derefter galt det altså bare om at hoppe i, og så ellers igen vente på, at den ville svømme imod en. Og pludselig, næsten lige ved siden af mig, dukkede den store fisk op. Jeg vil skyde på, at den var omkring 3 meter i vingefang, men den føles noget større, når man svømmer lige ved siden af den. En vild fornemmelse! Endnu vildere blev det dog anden, tredje og fjerde gang, da jeg kom endnu tættere på den. Vi blev nemlig samlet op i båden igen, efter at vi havde set den første gang, og så skulle det være muligt at hoppe i sammen med den igen, så snart den blev spottet på nyt. Så da vi 2. gang var hoppet i, besluttede jeg mig for at svømme efter den, selvom det skulle vise sig at blive meget svært, da strømmen er rigtig stærk. Men vores guide havde sagt, at var man en god svømmer kunne man godt følge med den i lidt tid - så jeg ville da give det et forsøg. Da den så blev spottet for anden gang, lagde jeg alle kræfterne i for at svømme efter den, og helt stolt af mig selv blev jeg, da jeg i følgeskab med en australier, fulgte efter den i ganske lang tid og faktisk svømmede lige bag dens hale. Stak jeg hånden ud, ville jeg kunne røre den, men vi var blevet bedt at lade være. Super adrenalin kick! 3. gang blev også en imponerende oplevelse, da Nikolaj pludselig fik øje på mantarayen og peget lige nedenunder os. Det gigantiske dyr gled altså stille og roligt frem imod strømmen lige under os, så havde den svømmet bare en smule længere op, så kunne vi have surfet eller ligget på dens ryg. En fantastisk oplevelse, da den faktisk i længere tid bare svømmede fredeligt rundt nedenunder os, og nærmest ligende en der nød vores selskab. Wauw, for et fantastisk og fredeligt dyr. 4. og 5. gang var knap så interessant som de tre første dyk, da mantaryaen var lidt længere fra mig, men en fed følelse var det nu alligevel. Har man muligheden for samme oplevelse, så skal man helt klart gøre det, da det er en kæmpe fornøjelse at dele badevand med dem.

Et sådan dyk, og en sådan svømmetur med mantaraysne tapper på kræfterne, så inden vi fik lavet mere den dag, fik vi os en god morfar i hængekøjerne, så vi kunne lade batteriet op til næste aktivitet. Som skrevet, skulle Mantaray resort have et af de bedste (hvis ikke det bedste) snorkel område på Fiji, som lå lige ud for deres strand. Vi måtte jo derfor selvfølgelig leje os til noget snorkeludstyr, og så ellers ud at se på hvad Mantarays koraller kunne byde på.
Men ganske rigtig, et super flot og fiskerigt koralrev var der, som var ganske underholdende at svømme rundt i. Var det ikke fordi ens hud blev totalt opslugt af alt vandet, kunne man sagtens få flere end de nok 3-4 timer vi fik til at gå i vandet. Men i hvert fall var det rigtig skægt at se, hvordan livet under havetsoverflade fungerer og udspiller sig, da der var masser af liv i og omkring korallerne. Hvis man ikke svømmede i den ene store fiskestime efter den anden, så kunne man studerer de mange forskellige fisk i alle regnbuens farver, som tumlede rundt i vandet. Det er et utroligt univers som udspiller sig, og det er hamrende sjovt at se, hvad fiskene for tiden til at gå med. I flere minutter kan man betragte den samme fisk, selvom den ikke laver andet end at svømme forvirret rundt og spise lidt i ny og næ. Den mest interessante fisk vi fik set, må have været den grønne -og blåprikkede pilrokke, som gemte sig under en af en korallerne, men de mange andre fisk var også interessante, som bl.a. klovnfiskene (nemo fisken) - men at svømme mellem fiskestimerne og være omringet af de mange-farvede fisk, det er rigtig sjovt. Derudover fandt jeg mig en perle af en muslingeskal, som lå og skinnede med en solstråle lige ned i hjertet af dens skal. Det var som at se en gylden perle, da jeg svømmede lige over den, så den måtte jeg have med hjem. Hvem der bliver den heldige ejer af den når jeg kommer hjem, det må i vente i spænding på.

To vandhunde havde fået nok af vandet for i dag, så efter aftensmaden og en god snak med et svensk par, dasede vi bare det sidste af aftenen væk i hængekøjerne og nød endnu en af de varme aftenener. Som i nok har forstået, så foregår der ikke vanvittig meget om aftenerne på Fiji, da man er godt brugt, selvom man egentlig ikke foretager sig meget fysisk. Så når klokken bliver omkring 21.00, så er det sent Fiji time. Derfor går vi som oftes tidligt i seng, da vi jo også står tidligt op, så aftenerne er knap så spændende at berette om. Overskuer man en snak med de andre gæster og løfte højre arm for at sippe til sin øl, så har man været mere aktiv end nogen kan forlange. Her spiller økulleret måske også en rolle, da der ikke er andet at lave end hvad resortet tilbyder, så man bliver hurtigt træt af de få kvadratmeter man har at boldre sig på.

Imorgen skulle turen oprindeligt have gået videre til Octopus resort, men grundet manglende plads til to ekstra, måtte vi sejle videre til Way Lai Lai resort, som vi ikke kendte eller havde hørt noget til. Om jeg ikke har fået det nævnt, så har vi planlagt vores Fiji-tur på den måde, at vi starter/startede oppe nord på og langsomt bevæger os ned syd på og tilbage hovedøen, til når vi skal flyve videre mod Hong Kong. Vi har derfor planlagt vores rute sådan, at vi opholder os to nætter på diverse resorts.

Efter den obligatoriske afskedssang, som bliver sunget på hver ø når man forlader den, kunne vi blive sejlet ud til færgen for at tage den videre mod Way Lai Lai. Afskedssangen er en traditionsrig sang, som man i mange år har brugt på Fiji til at synge for de forladende gæster, for at udtrykke ens sørgen for at man må forlade dem.
Så d. 19/04 ankom vi til Way Lai Lai, som var en ø der skilte sig udfra de andre vi havde været på - og heldigvis for det. Dejligt med lidt forandring. Vores forventninger til øen var på forhånd ikke specielt høje, da vi ikke vidste hvad vi skulle forvente at komme ud til. Men allerede da vi blev hentet i båden af dem som arbejder på resortet, startede det noget anderledes ud. I båden var der ingen siddepladser, så vi måtte sidde på bådens dæk, og da vi ankom til øen var der heller ingen velkomstsang som på alle de andre øer. Noget tydet på, at det var et mere primitivt og uorganiseret resort end de andre steder, hvilket det på sin vis også var.

Øen var anderledes på den måde, at selve resortet lå hævet over vandet og stranden, så man dermed havde fugleperspektiv udover havet, kontra de andre steder som lå lige ned til vandet. Resortet var ejet og bygget op af de lokale som bor i villagen på øen, så også personalet var af folk derfra, hvilket gjorde det lidt mere interessant. Ganske primitivt var faciliteterne da også, da der var begrænset vand i bruserne, strøm på et bestemt tidspunkt om aftenen og en fugtig seng at ligge sig til ro i. Men når man er på farten er det ting man vænner sig til, selvom det ikke er faciliteter man gider bo i over en længere periode.
Vi kom til at bo på et dorm med fire danske piger fra Hørsholm og Marco fra Østrig; fire danske piger der bar præg af sjællandske rødder, og en østrigsk mand med tysk look, men ganske flinke var de alle. Specielt Marco kom vi godt ud af det sammen med.

Efter indlogering på værelset og en velkomst kop kaffe, besluttede vi os for at være fysiskaktive og spille en omgang bold på den store græsplæne ud for vores hytte. Hvornår jeg sidst har været så aktiv, kan kun slås op i en oldnordisk bog. Den bog skulle egentlig gerne have blevet lukket, da jeg efter at have åbnet den fik skrevet mig endnu et dårligt kapitel ned i den. Som de fleste nok ved, så bøvler jeg med svage ankler og har ofte haft problemer med dem, hvilket jo selvfølgelig også skulle ske på vores tur rundt i verden. Efter at have landet forkert ned på min højre fod, mærkede jeg nemlig straks, at noget var galt. Heldigvis fik jeg hurtigt is på og behandling af en af de lokale, så skaden nok ikke blev så stor som den ellers kunne have blevet. En venlig lokal, Milla Ulla, fandt nemlig nogle blade fra en Vau plante, som hun varmede op over at lille bål og derefter bandt rundt om min ankel, så det kunne varme rundt om den. Spændende med lokal medicin og naturtricks til healing, selvom min ankel ikke behøvede at være model for det. Men skaden var sket, så jeg måtte indse, at de næste par dage kunne gå hen og blive rigtig sure og trælse, men heldigvis var det kun en mindre forstuvning, så efter godt en lille uge, var jeg så godt som på benene igen, men surt var det. Jeg tror nu også, at de magiske Vau blade havde en fantastisk virkning. Skønt med naturprodukter!

Jeg måtte derfor hoppe rundt resten af aftenen, hvis jeg ikke fik støtte af Nikolaj eller en ridetur af Marco, som bar mig i seng på hans ryg da vi skulle sove. Super fint med hjælpsomme mennesker! Inden da fik vi aftenen til at gå med snak og et spil kort med pigerne, Marco og John fra Australien som bor og arbejder på øen. Hyggeligt selskab, hvor specielt Marco først i 30'erne gjorde et godt væsen af sig.

Modsat de andre øer, valgte vi kun at tage en enkelt overnatning på Way Lai Lai, da vi gerne ville nå at have to dage med på Barefoot, som skulle være et fantastisk sted, så jeg ville derfor gerne fejre min fødselsdagsmorgen der d. 22/04. Men havde tiden været til det, ville vi gerne have boet lidt længere tid på øen, da det faktisk var et rigtig hyggeligt lille sted, hvor man kom i nærkontakt med de lokale, men det må blive en anden gang.

Spændende skulle det nu også blive at komme videre til Barefoot, da specielt pigerne havde været voldsomt begejstret for stedet, og derfor havde sagt, at om vi havde muligheden for at tage dertil, så skulle vi uden tvivl gøre det. Derfor måtte vi selvfølgelig bruge de sidste dage af vores Bula Combo Pass på Barefoot, inden vi må sejle tilbage til Nadi d. 22/04 om eftermiddagen.

D. 17/04, 18/04, 19/04