Tustin skulle nok engang rammes. Dennegang dog med en mere betuttet stemning end første gang, hvor det hele var begyndelsen på den famøse roadtrip, som nu lakker mod sin ende. Kunne man lave om, ville vi begge gerne have blevet lidt længere, men det er altid nemt at være bagklog, og vi har da også fået oplevet en masse på de nu snart tre forløbene uger.

To trætte, unge gutter med kvæstede nakke og trætte arme måtte indse, at turen fra Modesto til Tustin måtte gå hen og blive en længere en af slagsen. Vi overlevede dog den længere tur på godt 7 timer, men har man været til heavykoncert dagen/aftenen inden, så vil man hellere bruge dagen efter på noget andet end at sidde i en bil. Uskadte, men slidte kom vi dog frem, og havde det ikke været fordi Leo stod klar med boller, kaffe og et glas whiskey, jamen så havde vi nok ramt sengen med det samme. Det måtte dog udskydes, da vi så klart måtte berette Leo om vores oplevelser og tur rundt i Californien, hvilket var hele ideen med at vende tilbage hertil, men selvfølgelig også for at takke pænt af for dennegang, eftersom han har været så venlig og lade os låne hans gemakker.

Timerne gik hurtigt, og klokken blev da også mange før vi kom i seng, men vi hyggede os nok engang i hinandens selskab, og fik taget en masse gode emner op til diskussion. Næste gang jeg ser Leo bliver i Danmark, da jeg så fint er blevet inviteret med til hans store 80-årige fødselsdag, som han har valgt at holde i Danmark for resten af hans store familie og venner.

D. 10/04 tøffede vi så afsted på en af vore sidste ture, da vi kørte mod Los Angeles, for at nyde vores sidste dage i Staterne i den store by. Her var planen at vi senere skulle mødes med Katrine og Nina, som vi træffede på Cuba. Pigerne kom nemlig til Los Angeles engang først på aftenen, efter de havde besøgt New York, så vi hentede dem i lufthavnen og kørte dem ud til deres Hotel, hvor de skulle overnatte. Aftenen brugte vi på pizza og lidt snak omkring de oplevelser vi alle fire har haft siden vi sidst sås, så det var ganske hyggeligt. En stille og rolig aften, så først i morgen vil vi tage rigtig hul på Los Angeles, som bliver en travl en af slagsen, hvis vi skal få mest muligt ud af dagen. Desværre kunne vi ikke få det passet anderledes, så vi kunne have spenderet flere dage i byen, medmindre det havde været foruden besøget hos Leo.

Vi måtte så klart tidligt ud og igang, så efter en hurtig omgang morgenmad og pakket bil, kørte vi over til pigernes hotel, hvor vi kunne stille vores bil uden at skulle betale for det, for derefter at kunne drage videre ud på byens gader, og nyde vores sidste dag her d. 11/04.
Første stop skulle være den sidste Adidas Originals butik, ud af mange, som skulle besøges, da jeg selv var på udkig efter en basketrøje - heldet var dog ikke med mig. På vejen dertil, havde Nikolaj og jeg pakket to poser, hvori vi havde lagt alle de ting vi ikke længere kunne bruge på vores tur. Det inkluderede bl.a. min sovepose, sæbe, tøj, tæpper, en jakke osv. Meningen med det var, at vi efter at have set de mange hjemløse i San Francisco, ville give en eller flere lidt at glæde sig over. De hjemløse var dog ikke i et ligeså stort tal, som i SF., men vi havde dog alligevel stødt på en del på vejen.
Med de mange lækre sager i poserne, som var ganske anvendelige, så vi altså meget frem til at se en hjemløs smile stort. Men det er klart, når man vil noget, skal vise noget, gøre noget eller hvad ved jeg, så lykkes det aldrig når man vil gøre det. For efter at have gået at slæbe på de faktisk halvtunge poser i et par timer, stødte vi ikke på andet end én hjemløs, der ikke havde plads til at bærer mere. Derfor gav vi desværre op, og satte poserne pænt ved siden af en skraldespand, så måske en eller flere render smilende rundt med noget af vores kluns over hovedet. Det kan man da håbe.

Well, herefter tog vi så ind til selve hovedgaden, hvor det hele skulle ske, hvilket det også gjorde. Efter en lille tur med metro, trådte vi direkte ud på gaden, som bliver kaldt Walk of Fame. Her har diverse kendisser fået segmenteret deres navne ned i fliserne i en stjerne, som man kan gå og følge i flere hundrede meter. Blot til info, stødte vi jo selvfølgelig ind i bl.a. sådan en som Michael Jackson, så kun de helt store er der tale om. Ganske sjovt at se, selvom jeg ikke synes det var ligeså interessant som mange af de andre der glemmer at kigge hvor de går, fordi de har øjnene klistret fast ned på fliserne.
Herefter fik vi kigget lidt omkring i byen, hvor vi fx. så det sted, hvor de store stjerner for uddelt deres Oscars, som er en sal der ligger inde i et slags shoppingcentre. Vi kunne ikke andet end at se det udefra, hvor der var en glasrude som man kunne kigge igennem, men set det fik vi, samt siddet på trappen derop til - og så er også den krydset af.

Hvis jeg skulle have mig den basketrøje, som jeg nu har ventet på at købe under hele turen, jamen så var det ved at være sidste udkald. Vi tog derefter ud til en shop, som vi var lovet skulle have den, som lå i et meget specielt område. Vidste man ikke, at man var i LA, jamen så skulle man tro man var kommet/havnet i Las Vegas. Masser af mærkelige bygninger, store skulpturer, lys, farver og butikker i massevis. Det skyldes måske, at vi var lige ude foran Universal Studio, hvor mange af de store film bliver produceret. Et sjovt og anderledes sted/område, som kunne have været sjovt at spenderer mere tid i, men tiden var desværre ikke til det. Men bl.a. var der en kæmpe storskærm midt på "strøget", som filmede forbigående personer, så om man ville det eller ej, kunne man altså pludselig risikerer at blive hovedrollen i storskærmsfilmen.
Uden at få en hovedrolle, blev jeg dog alligevel hovedindehaveren af min nu nye basketrøje, så den er nu i vinkel og blev indkasseret i sidste øjeblik. Det var nemlig, desværre, tid til at vende snuden tilbage mod bilen, for at tage den aller sidste tur i den ud mod lufthavnen. Sørgeligt var det, at det nu var ved at være slut med gigantiske USA, da vi ikke følte vi var færdige endnu - men det bliver man nok aldrig. Så lad os bare sige, at vi blev færdige med det VI skulle.

Farvel og endnu engang tak for hyggeligt selskab, sagde vi også til pigerne og drønede ud mod LAX Airport. Begge sad vi med hængemuler, men vi måtte bare indstille os på, at et nyt eventyr var i vente på Fiji.
Men hvis jeg skal lave en status på USA, så kan/har i nok kunne fornemme, at jeg har været ret så tosset med det. Her har vi fået os en MASSE spændende oplevelser, som ikke kan tælles på 10 hænder og tæer. Roadtrip i USA er udentvivl det bedste man kan gøre, og om muligt, vil jeg gerne gentage succesen, da det har været tre fantastiske uger med den ene gigant oplevelse efter den anden. Specielt vil jeg nok huske besøgende på Chargers stadion, USS Midway, hockeykampen, Las Vegas, Solvang, San Francisco, Yosemite, Volbeat koncerten, men SÅ KLART også ALT andet. Et land hvor vi ikke oplevede noget negativt; kun glade, smilende og hjælpsomme mennesker og et land med ALT hvad hjertet begærer. Igen, FANTASTISK, intet mindre.
Men tiden var inde, og efter at måtte forlade Mary (bilen) for sidste gang, var vi begge godt klar over, at nu handlede det bare om at komme ud i flyveren, op i luften, og ned på sikker land igen på Fiji, hvor også 13 spændende dage venter!

D. 09/04, 10/04, 11/04