Viñales, cigarbyen over dem alle. Her skulle man eftersigende få verdens bedste cigarer - og det kan der være noget om. Fra hesteryg fik vi set den smukke provinsby, som er omringet af gamle koraller, som nu er blevet til bjerge over mange år, selvfølgelig.

På Cuba er hastværk lastværk, og efter at have ventet på vores bus mod Viñales, som var forsinket i godt 2 timer, kan der være noget om snakken. Om ikke andet kom vi dog med, og en lille tur på 3 timer rundt gennem det flotte landskab som byder på mange klipper, bjerge, grønne marker, rød jord og masser af cigarplantager, kom vi frem til byen man skal besøge, hvis man er på cubansk jord.
Som skrevet i det seneste indlæg, var alting ordnet med hensyn til overnatning, og som planlagt stod fruen af huset, Malene, med et skilt med vores navne på da vi ankom med bussen. Havde vi omvendt skulle på jagt efter et sted at bo, skulle det heller ikke været noget problem, overhovedet! Inden folk i bussen fik lettet sig fra sæderne for at træde ud af bussen, stod en repræsentant fra hver sit hjem med skilte, billeder, priser og hvad de ellers kunne tilbyde hos de mange Casa Piticulares. Som hyæner på jagt efter et bytte, flokkedes de alle om en, og det var lige før man næsten blev overfaldet da alle kæmpede om at få fat i en. Jeg har aldrig oplevet noget ligende, da selv gamle bedstemødre over 70 kan få benene på nakken og mose sig ind gennem alle de andre. Heldigvis slap vi dog for alt bøvlet om at skulle afvise dem alle, da Malene var hurtig til at vise og fortælle de andre, at vi var med hende. Stakkels alle de andre turister som måtte stå i virvaret af den store kamp.

Malene bor sammen med hendes mand Miguel, og sammen har de 5 børn. Det er dog kun deres mindste barn, Melissa på 12, som bor hjemme, og så deres lille firemåneder gammel hund, Lucki. De 3 andre bor i Havanna af studiemæssige årsager, og den næstyngste bor hos deres mormor. Den ældste af deres børn er 28, men Malene er selv 46, så kan i selv regne ud hvornår hun fik den første. Provinsbyen kalder de selv for landet, og det er da også en noget mere landpræget by end Havanna. Husene ser noget anderledes ud, men de findes stadig med mange farver, og så render der hunde og høns rundt overalt. Malene og Miguel bor i et rigtig hyggeligt "lille" hus, hvor vi bor på et fornemt rum, igen med eget bad og toilet, samt en overdækket terrasse med bord, stole og to gyngestole. Super hyggeligt - og heldigvis for at terrassen er overdækket, da vi faktisk havde rigtig dårligt vejr den første dag.

Familien tog rigtig pænt imod os, og vi fik serveret friskpresset mangojuice da vi kom imens vi fortalte lidt om os selv og vores rejse, som de var meget interesset i. Vi følte os rigtig velkomne og hurtigt som en del af familien, da vi igen, som hjemme hos Mirka og Fidel, bare skulle føle os hjemme og gøre som det passede os. Jeg ved ikke præcist hvad der gjorde det, men allerede efter den første time, følte jeg bare, at det her var det HELT rigtige sted. Sjældent har jeg følt mig så velkommen og hjemme i et fremmet hjem, men det må skyldes deres store interesse i at de meget gerne ville snakke og omgåes med os, hvilket vi jo også gerne vil med dem!

Den første dag skulle altså derfor ikke give mulighed for meget, da vejret ikke var med os, men heldigvis havde Miguel en ide. Malene har en bror, som bliver kaldt for den bedste cigarmand i området - derfor måske også den bedste cigarmand på Cuba, og endda i verdenen, da området vi er i, jo som skrevet er her man får den bedste cigar. Miguel tog os derfor med op til hans hus som ikke lå langt derfra, hvor vi blev mødt af en lille, tykmavet glad mand i bar overkrop. Med sit store overskæg af en skovsnegl og det brede smil med ikke mange tænder i munden, lignede han verdens gladeste cubaner. Det viste sig også senere, at han var en rigtig glad sprallebasse. Når, han tog os derefter med ud i et baglokale, hvor der stod et lille bord, hvorpå tobakblade lå på. Derefter fortalte han en masse omkring tobakken og hvordan den laves, og hvad forskellen på fabrikstobak og landbrugstobak er. Det var super interessant at høre om, hvordan cigarerne bliver lavet og hvordan man udnytter tobakken bedst muligt. Ikke nok med det, så fik vi også at se, hvordan selve cigaren bliver lavet helt fra bunden. Til min store overraskelse skal man ikke bruge mere end to forskellige slags tobakblade, en saks og en avis. Med disse ting kan man lave sig en cigar, og endda verdens bedste, om man er i besiddelse af den rigtige tobak, selvfølgelig. Youi, som han hedder, havde dog et lille ekstra trick som han påstod ingen kunne efterligne, hvad det præcis var, fik vi ikke at vide, men han viste os dog, at han bl.a. tilføjet forskellige smage i cigarene. Han var specielt kendt for at komme honning i, så det skulle selvfølgelig også i den han rullede for øjnene af os.
Egentlig skulle vi have været på en "rigtig" cigartur ude i plantagerne, men man må sige, at det her er noget mere autentisk og ægte. At sidde i et baglokale, komme helt tæt på og høre om tobakken, samt rulle en og smage den bagefter. Det var en rigtig stor oplevelse, da der faktisk ikke er nogen som normalt kommer med derind. Egentlig, er det nemlig ulovligt, da det køre uden om staten, og da de nemlig går meget op i at holde styr på det hele, er det ikke nogen smart ide. Men så længe det holdes indbyrdes, hvilket cubanerne er gode til, sker der ingen ting. Man skulle faktisk også tro, at det er noget dyrere at købe sine cigarer hos en bondemand, end på en fabrik med masseproduktion, men faktisk er det under halv så billigt at købe det hos bondemanden selv, da priserne bliver sat højt i forhold til turisterne, hvis man køber det i rigtige butikker. Så vi var smarte og købte os 10 stks. da de smagte helt forrygende.

Vi sagde pænt tak til Youi, som havde givet os en kæmpe oplevelse, som ikke mage får lov til - og da slet ikke i Viñales (måske Cubas) bedste cigarmand. Inden vi daffede hjem sammen med Miguel, fik vi os dog lige en kop kaffe og hygge-snakkede lidt (selvfølgelig det hele på spansk), hvorefter han inviterede os på en hestetur dagen efter, da han også driver heste, og da 20 andre danskere skulle på en ridetur gennem Viñales smukke terren, var det oplagt for os at springe på.

For første gang skal jeg rigtig ud at ride på hest og styre det store dyr fra dens ryg, akkurat som en rigtig cowboy ville have gjort det. Godt nok manglede jeg min cowboyhat, men min bandanna gjorde et fint stand-in. Jeg var egentlig ikke nervøs, kun lidt spændt, da jeg jo har været vant til heste i mange år. Omvendt havde Nikolaj en frygt der skulle rides af sig - hvilket også lykkedes.
Vi mødte op som planlagt, efter endnu en fin ekspertise af Miguel som fulgte os helt derhen, og ventede derefter kun på at alle danskerne skulle komme, som var lidt forsinket. Bevares, når den yngste måske er 65, så tager det jo også sin tid at sætte det ene ben foran det andet. I hvert fald kom en pensionist gruppe på 20, og det var da ganske hyggeligt at ride rundt sammen med dem. Vi havde nok håbet på en lidt yngre gruppe, men dem vi snakkede med var super søde og meget interesseret i vores rejse, specielt nogle af mændene som vi fik os en god snak med undervejs.

Jeg håbede mest på at få en stille og rolig hest, og så var jeg egentlig ligeglad med dens udseende. Den hest jeg dog havde udpeget fra starten som den grimmeste, og som jeg dog alligevel helst ville undgå, fik jeg selvfølgelig tildelt. En mager, hvid/gul, beskidt og træt hest, som slet ikke var en cowboy værdig. Jeg blev slemt skuffet, men den skuffelse varede heldigvis kort, da en af de ældre skulle have den, så Nikolaj og jeg blev istedet sadlet op på to store flotte brune heste - så kan diverse cowboyfilm bare komme an!
Vi trissede fint afsted uden problemer da hestene er så vant til dumme turister som ikke kan finde ud af det, så derfor gjorde de det hele pr. automatik. Jeg har dog lært, at hesten ikke selv skal få lov at bestemme, selvom den egentlig gør det rigtige, så jeg styrede den hvor jeg ville, om så den selv ville det eller ej. Men det gik nu faktisk rigtig fint, og vi følte selv vi havde styr på det, selvom det godt kan være, at det var os som var på tur med hesten til at starte med. Vi gjorde det i hvert fald langt bedre end de gamle, som til tider pludselig havnede ude i markerne og i grøfterne istedet for på linjen som vi red i. Stakkels gamle mennesker. De var bare så hjælpeløse at se på, at det var helt sødt. Specielt når de bare sad på hesten og slog den i siderne med benene uden nogen reaktion overhovedet, eller når den stak af med dem og de forsøgte at tale den til at makke ret. Specielt en meget nervøs lille dame havde det ikke sjovt, som derfor blev trukket hele vejen imens hun klamrede sig om hestens hals. Derfor tør jeg også sige, at vi havde ret godt styr på det, eftersom vi også fik lov til at ride bagerst uden hjælp, kun sammen med en af guiderne der underholdte og gav os informationer om landskabet undervejs.

Vi fulgtes med pensionistgruppen i nogle timer, inden vi kom hen til en lille går, som for dem skulle være endested, men for os blot en hvilepause. Her mødte vi nemlig Youi, som om dagen holdte til her fra tid til anden, og fortalte os, at om vi ville måtte vi ride videre for os selv med en guide og se noget mere. Den var vi klar på, men inden da hukkede han lige skallen af en frisk kokosnød og serverede den med rom, honning og et sugerør i, hvilket smagte hammer godt. Derefter var det op på hesteryggen igen, så vi vinkede farvel til danskerne og red videre ind i landskabet. De første mange km. foregik i gåtempo, men nu fik vi farten sat op og red i galop rundt på det røde jord. Det var lidt sjovere med fart på, så man virkelig kunne mærke hestens power og skulle holde bedre fat i tøjlerne samt styre noget mere. Helt uden problemer gik det også, selvom Nikolaj en enkelt gang måtte ind at kysse et par træer, da hans hest ville en anden vej ind vi skulle, heldigvis uden omfangende skader.
Vi søgte hen mod de store klipper, som så flot danner en kæde om området, hvor nogle lange huler udfolder sig inde i bjergene/klipperne. Nogle af dem helt op til 22km. lange. Her kom vi ind sammen med en anden guide, som med lommelygte lyste den mørke tunnel op imens han førte os hele vejen ind til en naturlig pool, hvor der var mulighed for at bade i det helt rene klippevand. Desværre havde vi ikke badetøj med, da vi ikke vidste dette blev en mulighed. Vi måtte derfor bare føle på det, og nyde stilheden og rungen i klippevæggene når man snakkede. En meget speciel oplevelse at gå rundt inde i en stor bjergkæde, som førhen har ligget under jordens overflade.
En interessant oplevelse, men ellers videre på hesten og så derudaf. Det er super sjovt og anderledes at opleve et landskab, naturen og hvad der ellers høre sig til, når man sidder på ryggen af et dyr. Ligeså primitivt og gammelt et transportmiddel det er, ligeså fedt er det, i forhold til at gå eller se det igennem en bil/bus-rude. Man falder meget bedre ind i de smukke omgivelser, hvilket man virkelig bliver draget ind i på sådan en tur.
I fin galop red vi hjem af, og faktisk var vi begge trætte af at turen til hest allerede var overstået, da vi godt kunne bruge et par timer mere i den grønne natur.

Med ømme ben og numser fik vi serveret en hjemmelavet mojito, kreeret af Miguel, som vi nød på naboens balkon hos Rubio, der selv havde bygget det fantastiske hus med Viñales bedste udsigt. En super cool fyr, som præsenterede sig ved at fortælle, at han havde ligeså meget hår mellem benene som på hovedet - og der var der ikke meget af det. Så mænd på over 60 i Cuba ligner en teenager under bæltestedet. På hans balkon fik vi en fin beskrivelse af Viñales, om hvad og hvor de spændende ting lå. Derefter blev vi sat tilrette i en gyngestol, hvor vi fik en lille en på øjet inden vi gik hjem igen. Menneskerne i Viñales er virkelig glade, imødekommende, sjove og gæstfrie. Skønt!

"Mange tak" lød det pludselig, da vi lå og slappede af om aftenen efter aftensmad i vores seng. Jeg kendte udmærket stemmen og gik ud for at hilse på Youi (manden med cigarerne og hestene). Dagen forinden havde vi lært ham at sige "mange tak", så da jeg kom ud til ham efter at have reageret på hans kald, fik jeg den største krammer man kunne ønske sig, imens han var flad af grin over at det lykkedes ham at kalde os op. Vi havde egentlig planlagt at skulle spille domino (som er et KÆMPE hit på Cuba) med Miguel og Malene, men Youi havde simpelthen hygget sig så meget med os, og nydt vores snak på hans lille går på hesteturen, at han derfor ville komme at spille og hygge med os. Super fint!
Inden vi gik i krig med brikkerne og det ukendte spil for både Nikolaj og jeg, så spillede Youi og jeg på lidt ukulele først, da han selv spiller guitar. Super hyggeligt, men specielt min app på mobilen, som er i stand til at tune ukulelen, fangede deres opmærksomhed. Sådan en havde de aldrig set før, så de flokkedes om den alle sammen for at se hvordan den fungerede, imens de alle pegede fingre af den og grinte. Tænk at noget så normalt for os, kan være så anderledes for dem.

Vi fik os sat til rette omkring bordet, og selvom det, som skrevet, var første gang vi skulle prøve os af med domino, hed det Cuba mod Danmark. Man spiller nemlig i par, og de to garvede gutter kunne ikke rives fra hinanden. Det resulterede så også i, at vi fik gevaldige tæsk, indtil vi splittede os lidt mere fair op, så jeg spillede med Miguel, og Nikolaj med Youi. Efter dette er jeg nu også blevet fan af domino, som faktisk er rigtig sjovt. Godt nok handler det om matematik, som ikke er min stærke side, men uden at benytte mig af at tænke matematisk, kunne jeg nu alligevel godt vinde.
Til sidst endte det med at hele familien (inklusiv os) sad og spillede, plus Youis søn, som selv mente han var championen til spillet - og der var helt bestemt noget om praleriet.
Nok engang en rigtig hyggelig aften, og jeg tror folket omkring os synes det samme. Vi fik os i hvert fald en stor krammer og et bredt smil af gæsterne da de tog hjem efter nok 3 timers dominospil.

Vi havde egentlig kun planlagt to overnatninger i Viñales, men vi var blevet så glade for stedet og specielt familien, at vi ville blive en dag mere. Derfor besluttede vi os for at tage en klatretur op af de stejle klipper. Det skulle vi selvfølgelig ikke gøre alene, så Marlene havde ringet efter en guide, Louis, som tog os med ud til klipperne. Louis er professionel og har slev klatret i 8 ud af hans 26'årige levealder. En lille fyr på størrelse med en dværg, men hurtig som spidermand når det galte om at komme op af klippen.
Efter en lille gåtur kom vi ud til en klippeside, hvor det gik lodret op som en væg, som vi skulle klatre op af. Allerførst tænkte jeg, at jeg ikke kunne komme helt op til toppen, men det skulle vise sig at gå bedre end som så. Nikolaj var egentlig første mand, men fik skidt i øjet og måtte derfor hurtigt ned igen. Det betød så, at jeg helt uforberedt bare måtte springe ud i det (op af det), og bare håbe på det bedste. De første meter gik dog også uden vanskeligheder, og var faktisk ganske let, men så snart man kom længere og længere op, desto sværre blev det også. De steder man klamre sig til og står på, var store nok det første stykke af klippen, men jo længere man kommer op, jo mindre bliver de og derfor også sværre at holde fast i og stå på. Ikke nok med det, så bliver vejen frem til toppen også noget mere kringlet, hvilket gør det rigtig svært. Men inden man fik set sig om, så havde man faktisk kravlet helt op til toppen og hvilken udsigt. De 25 meter som vi begge havde kravlet lige op i luften, gav en fantastisk udsigt udover dele af landskabet, da klippen som vi klatret på i forvejen lå i en ganske pæn højde. Super fedt! Vi fik da også begge kravlet tre gange mere op, selvfølgelig ad forskellige veje, hvor sværhedsgraden også steg fra sted til sted. Og jeg må indrømme, at når man holder sig selv fast med fingrespidserne i små huller eller på skarpe kanter, samt fødderne står på små områder hvor kun storetåen kunne få plads, jamen så bliver man hurtigt træt i både arme og ben. Men selvom syrerne og trætheden er ved at tage over, så giver man ikke op når man først er igang og er ved at nå toppen. Derfor kom vi også begge til tops alle fire gange hver. En super sjov oplevelse, som var noget hårde end jeg troede. De mange myg i området gjorde det heller ikke nemmere, da man konstant var omringet af det dumme dyr, så vi endte begge med at blive spist op af myggestik, hvor vi uden at lyve, nok fik mellem 50 og 100 myggestik i alt - og det KLØR!

Egentlig havde vi besluttet os for en stille aften i den fredelige provinsby, inden vi i morgen skulle drage videre syd på til Trinidad, men Miguel ville underholde os lidt, så han satte lidt rom på bordet imens vi fik os en god snak om politik og hans syn på Cuba. En svær samtale, da det hele var på spansk, men jeg tror nu vi fik næsten alt med omkring hans mening. Klokken løb hurtigt fra os, men det var dog ikke helt sengetid endnu. Den første flaske rom røg nemlig hurtigt til bunds, så derfor måtte vi alle tre en tur op til den nærmeste bar for at købe en ny flaske rom, som vi også måtte drikke en pæn sjat af, inden vi kunne komme i seng. Men en god snak og hyggeligt selskab betyder ofte at tiden bare flyver afsted, og vi skal jo heldigvis ikke andet end bare at slappe af i en 6 timer lang taxatur i morgen, så det gør jo ingen ting.

D. 06/03, 07/03, 08/03