De 6 af de sidste 7 dage på Cuba blev nydt i Trinidad, mens den sidste blev tilbragt tilbage i Havanna inden afrejse videre mod Bahamas. Diverse kendskaber rundt omkring samt det cubanske miljø, har virkelig fået en speciel plads i mit hjerte, hvorfor det derfor også er et land jeg MÅ tilbage til.

I dag er det d. 09/03, og rejsen sydpå mod Trinidad skulle påbegyndes. Et svært farvel/på gensyn skulle først overstås, inden vi kunne forlade Viñales og den skønne familie. Vi var blevet svært glad for familien, og var trætte af at måtte forlade dem, selvom vi glædet os til at komme videre mod nye oplevelser. Jeg fornemmer, at familien også havde svært ved at sige farvel, da både Malene og specielt Melissa græd. Miguel holdte dog tårnene tilbage, men lignede nok os og vores bedrøvede ansigtsudtryk. Vi må have gjort et indtryk på familien, men det har de bestemt også gjort ved os - derfor ser jeg også meget gerne, at jeg engang i fremtiden kan vende tilbage og hilse på dem.

Taxaturen tog godt 6 timer, men er billigere og hurtigere end hvis man tager bussen. Sæderne og forholdene er så klart ikke ligeså gode, men kan man spare penge og tid, så er det, det hele værd. Vi kørte sammen med to unge mennesker, som havde romantik på bagsædet ved siden ad mig, imens jeg forsøgte at sove det meste af vejen. Turen gik glat, hvor vi bl.a kørte på en strækning på nok omkring 4-5km., hvor der på vejen lå døde krabber i massevis! Aldrig har jeg set noget ligende, og heldigvis for at krabber ikke indeholder meget blod, fordi så havde det da været den største omgang blodbad man kunne forestille sig - og det stank forfærdeligt. Grunden til de mange døde krabber skyldes, at de krydser vejen om dagen og inden daggry, da de om morgen tripper ned mod havet og om aftenen tripper tilbage mod bjergene hvor de bor i.

Ved ankomst til vores nye hjem i Trinidad, må jeg indrømme, at jeg var meget skeptisk overfor vores nye familie. Det skyldes såment ikke, at jeg frygtede nogle sure mennesker eller et dårligt hjem, men mere, at jeg som skrevet, var bange for ikke at få samme standard som vi kom fra i Viñales.
I døren tog en smilende, knap så køn, dame imod os med ét stort smil på læben, hvorefter manden kom lidt stresset kort efter og hilste på os. Nury og Nuel, som de hedder, virkede ved første håndsindtryk rigtig søde, dog stadig ikke som familien vi kom fra, som man ikke kunne lade være med at sammenligne dem med. Heldigvis skulle det dog vise sig, at mine ord kom til skamme. Aldrig har jeg mødt en person så sød, rar, smilende, hjælpsom, sjov, snaksagelig og imødekommende person som Noel, manden af huset på 37. Han er en af de mest fantastiske personer jeg nogensinde har mødt, og selvom det her allerede er ved at blive alt for sukkersødt, så fortsætter jeg alligevel lidt endnu. Noel har så mange fantastiske sider, og gør/gjorde alt for at Nikolaj og jeg skulle have det bedste ophold - og det fik vi uden tvivl, og lidt til. Kald i det bare "man-love", men Noel har gemt sig dybt inde bag mit venstrebryst, og jeg ved det samme gælder for Nikolaj.
Vi fik os et rigtig lækkert værelse med hvad vi trængte og to tilhørende gyngestole ude foran. Til sjov info, så har forsangeren fra De Glade Sømænd også sovet på samme rum som os, og til Noels store fornøjelse kunne vi fortælle ham, at vi udmærket godt vidste hvem han var, og kunne spille noget af hans musik for ham. Hvilket han blev svært glad for!

Efter en forrygende første aften og en god natssøvn, måtte vi stå op til lækker morgenmad på tagterrassen, som skulle ligge en god bund til dagens dykning. Dagen forinden havde vi nemlig bestilt en tid til scuba duving, som er dykning med fuldt udstyr på. Pedro var en tynd, høj mand med et fedtet overskæg og tin til frisure, som skulle være vores guide på dagens tur. Som planlagt kom han også og hentede os derhjemme, og så var det ellers bare afsted. Stedet vi skulle dykke lå ca. 10-15 minutters kørsel fra vores hus, så det tog ikke lang tid at komme derud, selvom vi først og fremmest lige skulle hente det vigtigste af det hele først, nemlig dykkerudstyret.
Som for Nikolaj, var det også min første gang jeg skulle prøve mig af med dykning og fuld oppakning på ryggen under vandet. Normalt kræver det et dykkercertifikat og nogle timers undervisning inden man får lov til at komme ned at dykke. Undervisning skulle vi også få, selvom den undervisning nok ikke var ligeså kyndig som den man burde/normalt får. Pedro snakkede en smule engelsk, men det var ikke meget, så han var vanskelig at forstå. Værre blev det dog, da ham vi skulle dykke med kom, som nemlig viste sig ikke at være Pedro. Navnet på fyren husker jeg ikke, men en middelaldrene fyr med guldtand i munden, og uden ét ord af engelsk skulle guide os rundt under havets vandoverflade. Derfor kunne man godt være lidt skeptisk omkring undervisningen, men han var heldigvis tålmodig og god til at forklare - selvom jeg nu godt forstod hvad han sagde på spansk (som efterhånden går ret godt). Om ikke andet, så tog han os i hvert fald ikke med under vandet før han var sikker på, at vi forstod alt hvad der foregik. Så efter en kort undervisning med alt udstyret på i vandet, om hvordan man bevægede sig i vandet, skulle trække vejret, tage vandet ud af dykkerbrillerne, hæve og sænke sig selv, samt de velkendte fingertegn i kender, bl.a. "ok" med pegefingerspidsen og tomlen sammen imens de tre sidste stritter.
Vi fik hurtigt styr på det hele, og så galt det ellers bare om at komme ned mod havets bund. At snorkel i vandoverfladen kan være sjovt og hyggeligt, men at komme helt under vandet og samtidig kunne trække vejret, var en vild og speciel oplevelse. Stille og roligt bevægede vi svømmefødderne op og ned, og fik mere og mere styr på det som tiden gik. I starten skulle man lige vende sig til at bevæge sig under vandet, som er noget helt andet med udstyr på, end når man normalt bare svømmer rundt. Fra tid til anden skal man nemlig regulere hvorvidt man skal længere op eller ned i vandet. Det gør man ved to knapper, hvor den ene puster luft i ens brystdragt der sørger for man kommer længere op, og omvendt sørge den anden knap for, at luften bliver suget ud så man ryger længere ned. Vanskeligere end som så, men vi fik ret godt fat i det. Derfor kunne vi også få lov til at dykke længere ned end hvad normalen er ved første dyk. Normalt siger man 7-8 meter, men vi fik lov til at komme helt ned i 15 meters dybde. Hernede var det også noget sjovere at svømme rundt, da korallerne og fiskene udvikler sig i nogle meget anderledes former og farver, end hvad man ser tættere mod havets overflade. Hernede fik vi bl.a. set store krabber som var kravlet ind i en krystal for at bo, masser af sjove og anderledes fisk i mange farver, mærkelige planter og flotte koraller. De mange planter var sjove og interessante at se på, og nogle af dem fik vi lov at røre og slå lidt til. Fx. en stor bold-ligende plante som man kunne boxe på, og en anden plante som afgav blå farvestof, hvilket resulterede i, at jeg fik blå fingre. Det var en super, super, super oplevelse, som var en lille forsmag på når vi forhåbentligvis også kommer til at dykke i Thailand. Det er en helt anden verden som udfolder sig under vandet, hvilket er specielt at se og være i. Det skal selv prøves så man virkelig kan fornemme universet. Men for jer som ikke har muligheden, ikke tør, eller bare gerne vil se hvordan det foregik da vi dykkede, så har vi købt os en video af os selv som svømmer rundt, da vores guide filmede en hel del af turen med et GoPro kamera.

Da vi kom hjem stod Noel, selvfølgelig, klar med friskpresset juice og spændt på at høre om vores oplevelse under vandet. Det er jo vigtigt for ham, at vi har haft en god dag - og det havde vi bestemt.
Dykning gør også en træt, så vi havde egentlig planlagt os en lille morfar i hængekøjerne, men godt som jeg fik lagt mig, høre jeg Nikolaj råbe efter to danskere nede på gaden. Op af hængekøjen og ned at hilse på vores rød-hvide venner. Katrine og Nina fra Esbjerg, havde også fundet vejen til Cuba og Trinidad og så var det jo oplagt at gøre hinanden bekendtskab. Et par super søde og smilende piger, som vi aftalte at mødes med senere på aftenen efter aftensmad. Til sjov info, så kender Katrine moster Ulla og fætter et og to, da Katrine har arbejdet sammen med Ulla i børnehaven, og Katrines storesøster har gået i klasse med Michael. Lidt pudsigt, hvilket vi da også havde det lidt sjovt med, hvorfor snakken så også gik lidt om mit bekendtskab til Esbjerg.

Atypisk et cubansk hjem, så står Noel for næsten alt det praktiske, i hvert fald alt når det omhandler os og de andre logerende. Normalt plejer det at være konen/fruen af huset, men hos Nury og Noel står han for det hele. Dermed også madlavningen, og heldigvis for det! Vi havde bestilt rejer med tilbehør til aftensmad, og det er uden at lyve nogle af de bedste rejer jeg nogensinde har smagt. De smagte super skønt, og det samme gælder for alt andet han kreerede bag kogegryderne til os.Han er en kanon kok, og bl.a. hans hummer dagen efter var ligeså smagfuld!

Senere på aftenen kom pigerne, Katrine og Nina, over til en snak og et godt slag 500 da pigerne havde taget kort med, samt Noels mojitos til at forsøde ganen med. En stille, hyggelig aften og et nærmere bekendtskab med esbjerggenserne, som vi aftalte at mødes med dagen efter igen.

Man skulle tro, at de ømme numser og rygge skulle have afskrækket os fra endnu en tur på hesteryg, men nej. Vores anden hele dag, d. 11/03, bød nok engang på hestetur. En lille hjulbenet cowboy, Mario, var dagens guide som skulle føre os rundt i landskabet - en super fin fyr. Vores forventninger var ret store, da vi havde en kanon tur til hest i Viñales, men landskabet var desværre ikke af samme kaliber i Trinidad, som der. Mario var dog god til at forklare og udpege diverse bygninger, marker, planter eller områder som vi skulle ligge mærke til, hvilket var rigtig fint. Vi kom bl.a. forbi et gammelt landsbyshospital og en gammel går, som i sin tid var spansk og ejet store dele af tobaksplantagerne i området.

Eftersom det var vores anden tur på hest, følte vi, at vi havde ret godt styr på det. Derfor red vi også noget hurtigere igennem landskabet, da meget af tiden foregik i galop, hvilket faktisk er ret sjovt. Det gør dog rigtig ondt i, ja, i ved selv hvor. Men derfor kom vi også hurtigt frem til vores første stop, som var på en går med tilhørende bar og restaurant. Her fik vi smagt friskpresset sukkerrør, kun tilført lidt lime - det smagte super lækkert! Rigtig friskt. Her fik vi også set os en gigant tyr, som hverken en bulldozer eller en traktor kunne flytte. En ordenlig krabat som havde et hængeparti der mindede om en bikube.
Et af hovedmålene for denne tur er Trinidads såkaldte nationalpark, som skulle bestå af et område inde i skoven med vandfald og mulighed for en dukkert i vandet. Så efter at have parkeret vores heste på en heste-parkeringsplads, gik vi ind mod vandfaldet, hvor vi kunne bruge så meget tid vi lystede, imens Mario lagde sig til rette i skovkanten med cowboyhatten nedover øjnene. Inden vi fortsatte turen helt ind til vandet, fik vi os lige en friskpresset kop kaffe, som blev kreeret for os helt fra bunden med hele bønner, hvortil vi fik et bid sukkerrør til og en sang af kaffemanden.
Da vi kom frem til vandet blev vi dog slemt skuffet, da det såkalte vandfald var et vandløb uden tryk på, som blot dryppede ned i vandet i én stråle. Bevares, området var hyggeligt da der var sat en lille bar op af træ og to cowboys spillede musik, men når man forventer at se et vandfald bliver man slemt skuffet. Nikolaj benyttede lejligheden til en frisk dukkert, imens jeg passede taskerne og slappede af til musikken. Derefter gik turen faktisk bare hjem ad, hvor vi kun slog endnu et smut forbi gården til en tør sandwich, og så ellers videre hjem. En ganske hyggelig dag som endte ud i meget ømme baller, så jeg har fået nok af hesteture for en stund.

Helt utroligt, er der efterhånden gået en hel uge siden vi sidst var på stranden, hvorfor det derfor også var på tide at få sand mellem tæerne igen, her d. 12/03. Pigerne havde tilbragt de fleste af deres dage på stranden, så de vidste lige præcis hvor vi skulle hen, hvorfor vi derfor alle fire tog en afslapnings dag ved vandet. En ganske fin strand med ligeså fint badevand. Snak, musik og solensstråler var derfor hvad vi fik dagstimerne til at gå med i vores lejede liggestole.

Vores aften var på forhånd også planlagt, da vi ved stranden aftalte vi skulle på diskotek om aftenen. Dog ikke hvilket som helst diskotek. Trinidad er nemlig kendte for det som i dagligtale bliver kaldt "Grotten". Inde bag klippernes vægge, har man nemlig lavet et diskotek med dansegulv, lys, høj musik og bar selvfølgelig. La Cueva hedder stedet, hvor man går ned og ind i en slags hule som ligger inde i klippen, hvor det hele sker. Nok er jeg ikke til diskoteker, men det her var en rigtig fed måde at gå på diskotek på. Det virker lidt surrealistisk at feste inde i en klippehule med naturlige sten og drypsten som vægge og loft.
Her fik vi nogle hyggelige timer til at gå indtil de lukkede, hvor jeg dog havde en ubehagelig oplevelse med en lady-boy, som synes, at han/hun/den/det, skulle have lov til at, ja (mormor luk ørene), udøve samleje bevægelser bag min ryg. Ganske ubehageligt, men til et godt grin for de andre.

På hjemturen blev vi mødt af en blotter, som havde en ustyrlig træng til at trække sin døde snegl ud af sine bukser, imens han fulgte efter os, nok specielt pigerne, imens han hev frem og tilbage i banditten. Meget sært, så pigerne søgte ly på vores altan indtil stodderen gik sin vej og vi kunne følge dem hjem (plus Noel, som selvfølgelig var vågen og ventede på at vi kom hjem, for at sikre sig alt var godt). Så med disse billeder i hovedet, kunne vi ligge os til at sove uden noget var sket.

Vores sidste dag i Trinidad, havde vi håbet på at kunne tilbringe hos Nury og Noel, da de var grunden til vi blev en ekstra dag, men grundet noget booking på forhånd af andre gæster, kunne han desværre ikke huse os mere til vores store ærgelser. Vi blev derfor vækket før planlagt, og sendt over til hans naboer. Noel var også rigtig træt af det, men kunne ikke gøre noget ved situationen. Det var rigtig træls at måtte flytte, møde en ny familie og ikke kunne tilbringe dagen sammen med ham, som man var blevet en ekstra overnatning for, men han sendte os pænt over til den nye familie, hvor de fik besked om, at de fik verdens bedste gæster på besøg, som de skulle tage sig godt af. Det gjorde familien helt bestemt også, som bestod af Jenny og Pedro og deres datter, Anna Sofia på 5, samt mormor og morfar. En rigtig sød og smilende familie, som gerne ville snakke og høre noget om os og Danmark. Det var dog ikke det samme som hos Noel...

Dagen foregik i et lavt tempo, da pigerne havde nogle souvenirers der skulle købes, så vi tullede derfor bare rundt i byen sammen med dem, og kiggede på de mange små butikker og gadesælgere, der havde mange spændende ting.
Nikolaj og jeg blev ikke en krone fattigere, selvom jeg forelskede mig i en kæmpe håndlavet træhånd der kunne holde en flaske sprut eller vin stående på bordet, samt et super flot skåret skellethovede, jeg rigtig gerne ville have haft med hjem. Begge dog for store til at slæbe på hele vejen hjem til Danmark.

Vores aften foregik som de foregående, da vi bare slappede af og hyggede på Noels altan, imens vi fik nogle af hans fantastiske drinks. Og nej, vi boede der ikke mere, men han så rigtig gerne, at vi bare kom forbi og hyggede os sammen med ham. I hans hovede boede vi der nemlig stadig, selvom vi ikke havde vores egen nøgle.

Dagen skulle jo komme, her d. 14/03, hvor vi måtte forlade Trinidad og Noel, som vi var blevet så glade for. Vi måtte sande, at vores Cuba eventyr snart var slut, da vi måtte tilbage til der hvor vi startede, for at tage flyveren videre mod Bahamas dagen efter.
Akkurat som vi gjorde det fra Viñales til Trinidad, tog vi en taxa med pigerne tilbage til Havanna, da det også passede med, at de snart skulle videre fra Cuba og til Canada. Et lidt svært "vi ses og på gensyn" måtte siges og vinkes til Noel, inden vi satte os ind i den tætpakkede taxa. En ung fyr på 22 kørte os hele vejen, og det gik ganske tjept. Pigerne blev sat af på deres hotel, mens vi blev kørt tilbage til Mirka og Fidel, som var den første familie vi boede hos i Havanna. Det var faktisk ligesom at komme hjem igen, da vi kendte området og familien, og vi fik da også en stor krammer og kind kys af Mirka ved vores ankomst imens hun sagde "mine drenge".
Ja, så var vi tilbage i storbyen, hvor alt er noget helt andet end i provinsbyerne. Det var mærkeligt at være tilbage, da vi jo vidste, at det kun betød en ting, og det var afrejse dagen efter. Vi skulle dog have noget ud af dagen, så vi viste pigerne lidt rundt i byen og fik os en omgang middags og aftensmad sammen, inden vi også måtte sige farvel/på gensyn til hinanden om aftenen. Lidt specielt, da vi pludselig måtte sige farvel til så mange ting på engang. De to esbjerggenser rammer dog også Los Angeles dagen inden vi drager videre mod Fiji, så måske er der mulighed for at hilse på hinanden der. Vi har i hvert fald hygget os og haft en sjov tid med tøsebørnene.

Tidligere på aftenen stødte vi dog på vores gode, gamle, cykeltaxa ven, Lazaro, da vi ledte efter ham for at sige farvel. Heldet var med os, da han holdte til på samme parkeringsplads som vi opholdte os på sammen med ham.
Ved første øjekast kiggede han mærkeligt på os, men da det gik op for ham, at det var hans to danske "bøsse venner", som han kaldte os, så åbnede han armene og gav os en stor krammer. Skønt at se ham igen! - og da vi gik hjem af om aftenen, stødte vi da også på ham nok engang, og gæt hvad det resulterede i. Nemlig, rom. To af de berømte pap rom skulle lige fortages inden vi kunne kravle til køjs og gøre klar til et nyt kapitel, som først starter på Bahamas inden vi kan drage videre mod vores Amerikanske eventyr i vores Nissan Versa.

D. 09/03, 10/03, 11/03, 12/03, 13/03, 14/03