Tid til salsa, rom, cigar, gamle amerikanske biler og cubanske farver. Sydamerika skal byttes ud med Mellemamerika, eftersom vi tager videre mod det famøse Cuba.

En rumlende mave og opkast havde ikke godt af en længere rejsedag med fly som transportmiddel, men der var ingen vej udenom, da Costa Rica skulle byttes ud med Cuba. Både Nikolaj og jeg havde ramt ind i nogle maveproblemer, men hvad det præcis skyldes, ved jeg ikke.
Et stop undervejs i El Salvador og godt 6 timer senere landede vi lidt uden for Havana, hvor vi først skulle igennem en længerevarende kontrol og krysforhør, inden vi kunne træde ud på den anden side af lufthavnen, og blive samlet op som planlagt af vores hotel og kørt direkte ud til døren. Hjemmefra havde vi nemlig bestilt et ophold på to nætter på Comodoro Hotel, der ligger godt 10km fra centrum (også kaldet Old Havana). Comodoro Hotel var firestjernet, selvom jeg personligt ikke selv synes det var firestjerner værdigt. Nok havde det nogle ganske fine omgivelser og lå lige ned til vandet, men selve hotellet synes jeg ikke var så prangende. Når det så er sagt, så havde vi et værelse ala luksus; stue, altan, bord med stole, soveværelse med to store senge med tilhørende TV, badeværelse og et tekøkken. Derfor kunne vi altså ikke klage over værelsesforholdene, kun da vi en dag fra middagstid til næste dagsmorgen måtte undvære vand på hele hotellet (altså i vandhaner, toiletter og brusere) - knap så fedt med en dårlig mave.

For at vende tilbage til vores første dag på Cuba, så stod den på udforskning af området ligesom alle de andre steder vi har været. Vi var i første omgang på udkig efter en hæveautomat, da vi var kommet til landet uden kontanter. Cuba skulle eftersigende være et billigt sted da økonomien er meget lav, men for at få mere for pengene, så har man indført en anden møntfod end den lokale, hvilket betyder, at turister må benytte sig af de såkaldte CUC, som gør at tingene bliver dobbelt så dyre for os turister. Skide smart for dem, men super træls for os som gerne vil leve billigt og spare penge. Det skal dertil siges, at priserne dog stadig er lavere end i Danmark, men det ville da være rart at få det til halv pris alligevel.
Med CUC på lommen trissede vi egentlig stille tilbage mod hotellet, hvor vi kunne nyde synet af de mange gamle amerikanske biler, som Cuba er så kendt for - og det kan jeg da godt forstå. Jeg fik et førstehåndsindtryk af, at man nærmest blev skudt tilbage i tiden. De MANGE gamle biler (rustne som velbevaret) giver simpelthen en utrolig atmosfære. Specielt med de mange gamle, grimme bygninger og palmer langs vejen. Det giver altså en sjov og charmerende kontrast til hinanden, når bilerne komme susene forbi - og det ses tydeligt hvor gamle og tunge de er. Jeg troede på forhånd ikke, at der var så mange af dem som virkeligheden viser. Jeg troede de var noget mere sjældne og at man skulle lede lidt længere efter dem. Men her falder man altså udenfor billedet, hvis man kører i en nyere bil, hvilket da også er helt forkert at gøre på disse kanter.

Vi skulle egentlig have været på cykeltur rundt i Havana med guide den første dag, men eftersom vi havde gjort hvad vi fik besked på og stod klar foran hotellet kl. 09.30 og der ikke skete noget, ja, så var vi næsten godt klar over at vi ikke kom nogen steder. Vi finder så ud af, at vi skulle have været på et andet hotel som ligger 10km. væk, så det var jo ikke nemt. Vi prøvede lykken og tog derhen, men eftersom kl. blev 11.00, var vi godt klar over at intet ville ske. Derfor tog vi på vores egen sightseeingtur rundt i byen, uden at have nogen som helst form for kendskab til stedet. Heldigvis havde vi Nikolajs Cubabog med, så den kunne vise os vej til diverse seværdigheder samtidig med, at vi er blevet ret skarpe til at finde rundt.

Først og fremmest havnede vi faktisk inde i et rigtig slidt kvarter, hvor man mængede sig med de lokale. Stedet så egentlig forfærdeligt ud, næsten som resten af byen. Bygningerne ligner egentlig det daværende ungdomshus i København, bare lidt mere slidt, og så ligger der en hel del skidt, skrald og skrammel på de meget hullede og skæve gader. Til tider synes jeg faktisk byen bærer præg af en krig, hvor man ikke har fået gjort orden på sagerne. Alt det lyder egentlig forfærdelig trist og kedeligt at se på, men faktisk er det ret charmerende. Eftersom hele byen er tilredt på denne måde, kun med enkelt bygninger ind i mellem som er velbevaret, giver det, det hele et helt andet billede end hvad man ellers ville få. Det ser utrolig hyggeligt ud, og igen er de gamle amerikaner øser selvfølgelig med til at sætte prikken over i'et.

Rundt i byen fik vi set en del ting, som vi egentlig bare studsede forbi. Bla. en gammel bygning på 90m. høj som hedder Capitollio og er fra 1929, Plaza Vieja, Plaza San Fransisco, "strøget" osv. For 10kr kom vi også op på taget af en stor bygning, hvor vi fik en smule historie og informationer omkring byen inde i et mørkt rum, hvorfra en mand kunne styre et kamera som gav os livebilleder af byen ned på et hvidt lærred. Bla. fik vi den russiske kirke og skole at se, som har et stort rundt tårn af 24 karat guld. Tænk at en af de pæneste bygninger skal være russisk, men for år tilbage, da der var noget som hed Sovjetunionen, var de i godt samarbejde med Cuba og for at der ikke skal være løgn, så var Cubanernes 2. sprog faktisk russisk. Så her i tårnet og på taget, fik vi os altså også et flot syn udover byen, da vi fra tagetstop kunne kigge udover en stor del af byen og havnen, som faktisk mindede lidt om én stor favella set fra fugleperspektiv.)

Turen gik videre og vi stødte på en ældre herre ved navn Felipe. Han spurgte os pænt om ild til hans cigaret, så det skulle han få, hvorefter snakken gik lystigt. Det viste sig, at han havde en bror som bor og ejer en Cubansk restaurant i København, og at han faktisk selv var chefen til vores hotel. Lidt pudsigt. En super rar, venlig og informationsrig mand, som hurtigt tog os videre med til et nærliggende hotel, hvor vi kunne få Havannas bedste mojito. Så snart de blev sat på bordet tog han pænt vores glas og begyndte at mose limen, så den var klar til at blive indtaget (en kanon mojito!), imens han fortalte os en masse om Havana. Næste samtalemne blev de kendte cigarer, hvor han kunne forklare, hvor og hvordan man fik fat i de bedste af slagsen. Hvordan og hvorledes Felipe har kendskab til den dagligeleder af det pågældende hotel vi sad på, har jeg ingen ide om, men han vidste i hvert fald, at han var i besiddelse af nogle af Cubas bedste cigarer. I al hemmelighed og stilhed, listede vi os derfor ud bagved sammen med ham, hvor vi kom ind i et lille kuffertrum. Her tog han, gemt bag alle de andre kufferter, en mindre kuffert op hvor i der lå cigarer i massevis. Jeg kan sige jer, at man følte sig lidt kriminel og smugleragtig, når man i al hemmelighed stod og duftede til varerne uden nogen lyd, imens han viste dem frem en efter en. Jeg fandt i hvert fald ud af, at det var meget fortroligt, da jeg kom til at viske lidt for højt og han derfor tog den gyldne pegefinger op til munden. Vi kunne selvfølgelig ikke dy os for sagerne, og fik os derfor 5 originale og gode cigarer til en god pris. Ned i tasken med dem, og så var det ellers bare ud ad døren og lade som ingen ting. Grunden til at vi skulle gøre det uden nogen ville opdage det var, at chefen for hotellet ikke kendte noget til det, samt at det var et ulovligt salg af manden, da cigarerne kom direkte fra en bondemand og ikke blev ført igennem staten som ellers ALT andet skal på Cuba. En spændende oplevelse!
Vi fik sludret færdig med Felipe, og han fortalte os, at han ville give os gratis aftensmad på hotellet og at han kunne køre os tilbage til Hotellet eller til Havana, om vi blot kunne låne ham 6 CUC hver til benzin, da han var løbet tør, som vi nok skulle få tilbage på hotellet. Vi var meget i tvivl om det skulle gøres eller ej, men han virkede mere oprigtig en nogen anden + han havde kendskab til hotellet og dens indretning samt han havde sat en hel del tid af til at sludre med os. Vi satsede derfor, men så ikke mere til Felipe den dag, og ingen på hotellet kendte til ham. Derfor er vi nu på udkig efter ham for at få vores penge tilbage, men det er som at lede efter et nål i en høstak, selvom vi har givet det et forsøg og endnu ikke giver op.

Vi fik brugt en hel del timer inde i byen, hvor vi fik en masse at se inden vi vendte snuden hjem af. Transporten hjem af fik vi af en taxa, som var bygget op om en scooter. En trehjulet en af slagsen, som lignede én stor scooterhjelm. En super sjov måde at blive transporteret på, da man sidder i en lille intim, overdækket miniscooter med frisk vind i håret. Aftenen brugte vi på at nyde halvdelen af vores nyindkøbte cigar, inden vi faldt til ro på vores store soveværelse med basket i fjernsynet som baggrundsstøj.

På vores tredje dag sluttede opholdet på Comodoro og vi ville derfor ind i centrum at bo, så vi ikke havde langt til diverse ting. Vi ville prøve lykken med at finde en familie vi kunne bo hos, som er måden man normalt gør for at støtte de lokale. Alle de hjem som er kontrolleret og godkendt af staten, har alle fået et logo med et blåt mærke på, til at hænge på eller over deres dør. Derfor må man bare på jagt og banke på, på de forskellige huse og lejligheder, for at høre om de skulle have et værelse tilgængelig. Vi mødte en dame som var villig til at hjælpe uden at skulle have penge for det, som ellers alle andre vil have, og gav et kald til en hun kendte som havde et værelse for to. Heldet var med os, og kort tid efter dukkede en chokoladebrun dame op, som fulgte os hen til hendes lejlighed blandt alle de lokale og væk fra det turistede område. Her bor hun i en hyggelig lille lejlighed sammen med hendes mand Fidel og deres dreng Daniel på øverste etage med udsigt til gaden. Da vi først trådte ind i lejligheden, følte man sig egentlig lidt påtrængende og vidste ikke rigtig hvor man skulle gøre af sig selv, men Mirka er en super glad dame, som bare sagde, at vi skulle føle os hjemme - mit hjem er dit hjem. Lejligheden bestod af en lille stue med altan, køkken og en ekstra etage hvor vores rum lå. Et hyggeligt værelse med to ganske store senge og eget bad - rigtig fornemt. Derfor at det med ét stort smil på læben, at vi kunne glæde os over det lykkedes at finde en familie, som ovenikøbet også var super smilende og glade. Det var bare en rigtig fed fornemmelse.
Som skrevet føler man sig lidt påtrængende og ved ikke rigtig hvad man må og kan tillade sig. Derfor hoppede jeg nedenunder til hende og spurgte, på mit stadig lidt gebrokken spansk som dog er blevet bedre, hvad vi måtte og kunne gøre. Men her var der som sådan ikke det vi ikke kunne og ikke måtte. Det var intet problem om vi ville opholde os nede hos dem eller ude på deres altan, eller om vi havde lyst til at kigge os omkring i lejligheden og tage billeder - alt var bare ok! Fantastisk!
Godt nok er prisen lidt dyr for en overnatning, men man må sige, at man bliver en noget større oplevelse rigere, da man virkelig kommer ind under huden på Cubanerne og finder ud af hvordan de lever og får en hverdag til at fungere.

Efter vi fik os følt godt tilrette, gik vi nok engang på opdagelse i Havana. Byen vælter med turister og gadesælgere, og folk som er villige til at hjælpe en - dog som skrevet får en skilling. Nogle af cubanerne kan være lidt påtrængende og svære at slippe af med, da de vil gøre en masse for bare at få en lille håndøre, men det vender man sig til. Det gælder bare om at være koldblodig og sige pænt nej tak - dem som så reelt hjælpe en eller gør en, en stor tjeneste, kan man altid takke med at give lidt småpenge eller noget sæbe, slik, tyggegummi, kuglepind eller ligende, da det ikke er vare de selv kan komme i besiddelse af. På Cuba køre de et lidt mærkelig system, hvilket betyder, at nogle af de ting vi turister kan købe eller gøre, er ikke muligt for cubanerne selv. Der findes bl.a. heller ikke købmænd eller kiosker. Kun bitte små butikker, hvor du ikke kan få fat i andet end alkohol, kager, vand og sodavand. Derfor er det altså heller ikke muligt at lave sin egen mad eller købe sig en primitiv sandwich. Får du ikke mad på dit hotel eller hos din værtsfamilie, så må du på restaurant og få stillet sulten. Derfor håber vi på, at Mirka hopper bag kogegryderne og kreere noget lækkert cubanskmad, som desværre ikke var tilfældet den første aften. Men skønt er det, at bo hos en lokal familie, så vi ser frem til flere dage i selskab med dem, og håber på at komme lidt tættere ind på dem.

D. 27/02, 28/02, 01/03