San Francisco; der hvor hippierne i sin tid startede, Alcatraz, Fisherman Wharf, sporvogne, stejle gader, Golden Gate og meget mere. Noget at lave skulle der være nok af. Mange snakker godt om den skønne by, så om byen kunne leve op til vores forventninger måtte vi jo spændt vente at se. Derudover har San Francisco, for mit vedkommende, også fået mig til at tage en brandalarm seriøst. Det vender jeg tilbage til.

D. 01/04 drog vi altså videre nord på, og en køretur i én strækning på omkring 6 timer, førte os ind i hjertet af San Francisco, hvor trafikken er massiv på de mange ensrettede veje. Desværre var vi også kørt mod dårligere vejr, da det stod ned i stænger fra himmelen, hvilket var rigtig ærgerligt. Derfor indbød vejret heller ikke til meget på vores ankomstdag, så vi tog os en aften under dynerne på vores motel værelse, og håbede på bedre vejrforhold dagen efter.

Vejret blev heldigvis lidt bedre, så da vi rykkede fra vores motel på vores anden dag i SF., kunne vi senere komme ud at se hvad byen havde at byde på. Grunden til vi måtte rykke skyldes prisen på motellet, og endelig havde vi fundet os et hostel som vi kunne bo på, hvorfor vi derfor rykkede til San Francisco International Hostel. Lokaliteten var også noget bedre her. Et ældre slidt hostel med 6 etager og gratis pandekager og kaffe.
Da vi fik os placeret på vores værelse, kunne vi efterfølgende hoppe ned på gaderne for at trisse omkring og udforske området. Jeg så meget frem til at se byens gader, veje, bygninger, sporvogne og kultur, som eftersigende skulle være vældig interessant. Først og fremmest ramte vi Market Street, hvor de fleste butikker, shoppingcentre og tilhørende sidegader med liv og farver ligger, hvor vi fik kigget os omkring. Næste stop var den ene del af San Franciscos havn (som er ganske stor), hvor vi tog os en slapper på en bænk og nød solens sidste varme stråler. Egentlig havde vi endnu en ganske rolig dag, hvor vi bare nød omgivelserne og byens charme.

Byen er i sandhed et skønt sted, som jeg synes rigtig godt om her efter vores 5 dages ophold. Byen er også meget speciel, da den rummer mange forskellige mennesker og personligheder, som jeg ikke før har oplevet i andre byer på samme måde. Man møder alle afskygninger af menneskeracer, samt alle verdens forskelligheder. Business folk, tykke og tynde, musikere, stressede og afslappede personer, gade gøglere, "almindelige" mennesker, specielle og anderledes typer, sports, flippede, goth og hippie personer, for ej at glemme de mange hjemløse osv. Hjemløse ser man utroligt mange af, som er overalt på gaderne. Det er lige fra helt unge til gamle, og endda nogen som har børn. Nogle af dem ser ganske forfærdelig tilredt ud, mens andre ligner nogle der har det knap så skidt, men stadig lever den usle tilværelse på gaden. Man går ikke langt uden at se nogen tikke, sove, hygge eller fjolle rundt på gaderne i håb om at nogle stikker dem en skilling. Nogle gør mere for det end andre, men alle har de brug for hvad de kan få. Som mange af dem skriver på deres skilte, som man ser over alt, så hjælper alt hvad man kan give dem. Nogle af dem har sågar humor, selvom deres hverdag nok ikke er meget humorberiget, men i hvert fald havde en middelaldrene mand skrevet på sit papskilt "why lie, I want money for a beer" (oversat: hvorfor lyve, jeg vil have penge til øl). Andre har endda gået så langt og skrevet, at de ønsker at få penge til et ekstra trip. Det er ganske forfærdelig at se hvilke vilkår de lever under, og man ville ønske man kunne gøre noget mere, end "bare" at stikke dem en skilling, som måske kun giver dem mulighed for en kop kaffe eller et bid brød. Under alle omstændigheder ser man i hvert fald tydeligt deres taknemmelighed når de får lidt hjælp af os som stryger forbi dem på gaderne. Bl.a. gav jeg to ældre mænd lidt småpenge og sagde til dem i det jeg gav dem pengene, hvilket ikke svarede til mere end 2kr, at det er hvad jeg havde, hvortil deres svar var "det skal du ikke tænke på, ALT hjælper. Vi sætter pris på det, må Gud velsigne dig". Mere skal der altså ikke til, før de bliver bare lidt gladere, og forhåbentligt har jeg nu kunne sponsorer lidt penge til et "måltid". En anden ung fyr, han var vel ikke mere end først i 20'erne, som sad med et skod i munden og spurgte os i det vi gik forbi ham, om vi havde en lighter han måtte låne. Vi stoppede selvfølgelig op og tilbød ham ilden, hvorefter han sagde "tusinde tak, de fleste plejer bare at ignorere mig og gå forbi". Sørgeligt og ærgerligt, da man sagtens kan give dem en hjælpende hånd. De småting man kan gøre for dem betyder så utrolig meget, og deres situation er altså lidt en anden end hvad man kender fra de danske hjemløse, som næsten har det luksus i forhold til dem der "bor" her. Ejer man mere end hvad man har på sig og kan slæbe på, jamen så er man allerede bedre stillet, end dem som går med plastikposer om fødderne og hullet tøj.
Jeg ved de hjemløse kommer til at tage en del plads i mit indlæg, men det er altså også noget som har været en "stor del" af vores ophold i SF., da man går op og ned af dem hver dag og bliver konfronteret med dem. Nikolaj og jeg har derfor også bestemt os for, at de ting som vi ikke længere vil have eller ikke kan bruge mere, dem finder vi en hjemløs og giver det til. De har mere gavn af det end en skraldespand, som de ellers også går at roder i, i håb om at finde en brødskorpe.

D. 03/04 mødtes vi med Mara, som Nikolaj kendte hjemmefra, og jeg havde da også mødt hende et par gange før hjemme i Danmark, som vi skulle tilbringe dagen med. En sød og frisk pige, som var på besøg hos hendes kæreste i to måneder, og trængte til lidt selskab når han var på arbejde. Vi mødtes derfor inde i byen først på formiddagen, og havde egentlig planer om at skulle ind til Haight Street (hippie kvarteret), men tiden løb fra os, så vi nåede aldrig så langt. Vi tog nemlig en sporvognstur op af de stejle veje, som virkelig er stejle, for at komme om på øst siden af byen, hvor vi stødte på Fisherman Wharf. Inden da, hoppede vi dog af for at gå op af Lombard Street, som er en af verdens stejlestes gader, samt den næstmest snoede vej i verden på den korteste strækning med hårnåle sving. Vi kom aldrig helt op til toppen, men vejen var i sandhed stejl, selvom jeg faktisk troede den var stejlere.

Herefter kom vi altså ned til Fisherman Wharf, som er blevet et meget turistet sted pga. de mange fiskerestauranter, butikker og alt hvad der høre sig til på en havn. Her var derfor masser af mennesker og liv på havnen med musik, gøglere og underholdning overalt. Man gik mellem gigant måger og duer, som selvfølgelig holder til ved alt fiskemaden - skide irriterende når man er bange for fugle. Meget specielt for havnen er pladsen kaldet Pier 39, hvor man inde i havnen har lavet en masse tømmerfloder, hvor vilde søløver kommer og tager en slapper. Og jeg skal lige love for, at der var mange af dem. I én kæmpe bunke, med nok omkring 60 søløver, lå de oveni hinanden og fik sig en lur. Et smukt syn, men med en knap så rar lugt derfra hvor man stod og betragtede dem. Skal man til SF., bør man derfor give Fisherman Warf og Pier 39 et besøg.

Som i nok har kunne forstå på nogle af mine indlæg, så er der nærmest gået konkurrence i at komme på flest mulige Hard Rocks cafeer, så da der lå en af slagsen ved havnen, skulle den jo selvfølgelig også have et besøg, og er nu nummer 5 i rækken.

Efter måltidet vendte vi snuden tilbage mod Market Street, hvor vi bor, og fik kigget lidt flere butikker med Mara. Dagen i dag skulle også blive dagen, hvor jeg forkælede mig selv med en ny iPad Air, som jeg derfor nu er den glade ejer af. Et godt køb, som jeg er blevet rigtig glad for og har sparet en masse penge ved at købe her i Staterne, kontra derhjemme.
Dagen lakkede mod sin ende, hvorfor Maras og vores veje også skiltes efter en hyggelig dag i selskab med hinanden. En god nattesøvn var derfor tiltrængt, selvom morgenen efter ventede os noget uventet.

D. 04/04 blev nemlig dagen, som skulle ændre min holdning til brandalarmer. Vi kender alle historien om Peter og Ulven, hvilket jeg synes ofte kan sammenlignes med brandalarmer. Sjældent tager man brandalarmer ret seriøse, selvom man alligevel altid følger reglerne i tilfælde af alarm, men aldrig sker der noget. Det er enten falsk alarm eller blot en prøve. I dag var bare ikke nogen prøve.
Vi lå begge i vores skønneste søvn, da jeg vågnede af en irriterende lyd, som jeg ikke helt kunne forstå hvad var. Jeg vækkede derfor Nikolaj, som troede det var min mobilalarm som ringede, hvilket det ikke var, hvorefter han hoppede ned ad køjesengen for at stikke hovedet ud af vores værelse, hvor han lugtede røg. Egentlig tog vi det ganske stille, inden vi vågnede helt op og fik gnedet søvnen ud af øjnene og forstod alvoren. Vi skyndte os derfor at tage tøj på og kaste de vigtigste ting ned i vores rygsæk, som vi fik kastet om på ryggen og efterfølgende forlod værelset. Vi bor på 5. sal og skulle derfor ned ad en masse trapper før vi kunne komme ud, så vi måtte med hænder og trøje for munden og næsen, bevæge os ned gennem etagerne, hvor røgen blev tykkere og stærkere så snart vi nåede 3., 2. og 1. sal. Vi slap heldigvis ned gennem de røg befængte trapper og ud af hostellet som nogen af de sidste, hvor alle de andre gæster stod ude foran. Herfra kunne vi kun vente på at brandfolket kom, som dukkede talstærkt op, og håbe på det bedste. Vi var glade og lettede over, at vi fik det vigtigste med os, selvom vi var meget nervøse overfor vores liv som lå i vores tasker på 5. sal.
Brandfolket fik heldigvis forholdsvis hurtigt styr på det efter godt en time, hvorefter vi trygt kunne gå ind igen og se, at vores tasker og værelse ikke havde taget skade. Vaskerummet på 1. etage var årsagen til ilden, som ikke nåede at brede sig meget mere end på underetagen, hvor kun en masse røg havde steget til vejrs og efterladt en ildelugtende røg i hele bygningen. Men hellere det, end nogen eller noget var kommet til skade. Vi har det godt, og intet er sket, selvom det var en voldsom måde at blive vækket på.

Med ro i maven, kunne vi endelig drage videre og ud på det, som vi begge så meget frem til, Haight Street, hippiernes hjemsted. I sin tid udfoldede hippiekulturen sig på denne gade, hvor stoffer og musik var ideelt for stedet. Folk valfartede dertil, og med tiden udfoldede det sig til at blive ét stort område for personer med en spraglet tøjstil, høj på stoffer og med musik som levevej opholdte sig. Butikker og shops til indkøb af nødvendighederne blev opført, og farverne udspillede sig snart til at blive et kendetegn for området. "Sommer of love" blev grundlaget for byen, hvor ordet "peace" kom til sit rette element. I dag leves den samme kultur ikke på samme måde, men der skulle eftersigende stadig være en masse bevaret. Derfor glædet vi os meget til at se den famøse gade, og skuffede blev vi da heller ikke.

Vejret var desværre trist og kedeligt, men de mange huse og bygninger med farverne på, og alt hvad som hørte sig til tiden, lyste det hele op. Så snart man nærmede sig gaden, begyndte hippiefolket også at dukke op, og duften af de sjove tobakker borede sig ind gennem næseborene. Man fornemmende nemt den fredfyldte stemning, hvor de fleste var på rov efter euforiserende stoffer, hvis man ikke allerede var på det. Mange kom i hvert fald hertil bare for at nyde godt af naturproduktet, ligesom en mand fra New York, som vi faldt i snak med på gaden der søgte en sælger/pusher.
Først og fremmest fandt vi os en plads i Golden Gate park, som ligger for enden af gaden, hvor mange hjemløse og ganske almindelige hippier sad og fik sig en fed og nød hinandens selskab. En fredelig stemning og et glad folkefærd kunne vi altså sidde at nyde i ly under et træ, hvor vi sad imens regnen drog bort.
Var man ude efter lidt godt til det skøre univers, så kom sagerne helt automatisk til en, da de fleste viskede hvad de havde at tilbyde så snart man passerede dem. Det er ikke lovligtgjort at ryge stofferne i Californien, men har man en lægetilladelse på det, hvilket ikke skulle være synderligt svært, ja så er det ganske lovligt. Alligevel gik de fleste nu stille ved dørene med det, selvom man bare stod og røg på gaden som man lystede. De mange pinde som bliver røget, resulterer jo så også i, at man møder mange sjove personligheder på sin vej, da en del af dem opfører sig som man forestiller sig, efter de har indhaleret en hel cigge-bums. Glade smil, sjove diskussioner med dem selv og anderledes opførsel er der i hvert fald nok af, men det er nu kun hyggeligt og passer sig fint til stedet. De fleste fornemmer i hvert fald nok, at de går rundt i et andet univers.

Men her gik vi altså og hyggede os, og fik set en masse sjove butikker og shops, som havde en masse spændende ting at byde på. Jeg synes det er skønt kvarteret stadig er velbevaret, da man virkelig fornemmer stemningen og ser hvordan folk stadig nyder stedet. Et salgs åben Christiania uden pusher street, men hvor forhandlerne istedet gør det i det skjulte.
Tilføjes skal det også, at vi fik set Jimi Hendrix tidligere hus, som også ligger på gaden. Et forholdsvis stort rød/brunt hus, som nu er blevet til en shop.

En lidt anderledes oplevelse, men en af de gode, selv efter den tragiske morgen.

Eftersom vi ikke fik os en ordentlig lur natten inden, fik vi sovet godt igennem på vores sidste dag i San Fran, d. 05/04. En morgen hvor vi tog os god tid og fik puttet under dynen til forholdsvis sent på middagen, inden vi fik os taget sammen til at stå op og få bare lidt ud af dagen. Meget blev det dog ikke til, men i morgen venter også endnu en køretur, da Mary har stået helt stille de sidste mange dage i et parkeringshus, og derfor har godt af at komme ud at blive luftet. Vi havde egentlig planlagt, at turen skulle gå helt op nord på til Seattle, men grundet deres dårlige vejr med en masse sne i udsigt, har vi valgt ikke at køre dertil, da vi heller ikke har tøj med til sne. Turen går derfor videre vest på til en ukendt by for os begge, som hedder Modesto. Her skal vi overnatte for at tage ud at se nationalparken Yosemite dagen efter, og forhåbentlig få billetter til en Volbeat (dansk rock band) koncert dagen efter igen, som vi frygtelig gerne vil til, så vi håber på ledige billetter til os.

D. 01/04, 02/04, 03/04, 04/04, 05/04