Byen, som ingen af os havde regnet med skulle blive en del af vores rute rundt i Californien, endte med at blive tre rigtig gode dage. Modesto er en ganske lille by, set med amerikanske øjne, men med danske vil vi nok anse den som værende en forholdsvis stor by. Modesto ligger ca. 2 timers kørsel fra S.F., og vest for Yosemite, som var en af vores væsenligste grunde til at komme hertil.

De skarpe læsere lagde nok mærke til, at jeg ikke fik skrevet noget om Golden Gate i mit indlæg fra San Francisco, som jo ellers er et "must see", når man er i San Fran. Derfor skulle vi selvfølgelig også se den, og fornuftigt planlagt, tog vi turen til Modesto, først nord fra San Fran, og derefter videre syd/vest på til Modesto, så vi kunne få den gyldne bro at se.
Helt ærligt var min første tanke "den er sku da ikke guld?", og nej, det er den ikke, men den er gylden, stor og flot. Man forstår godt hvorfor det er et sted man må se, når man er i byen, selvom det ikke er andet end en bro. Ganske klart bruger man ikke flere timer på at beundre metalstolperne, men det er et smukt syn, og ligeså fint at køre over. Derfor kunne vi nu også krydse Golden Gate af på vores liste, og trygt forlade San Francisco efter et par obligatoriske billeder og sige, at den fik vi også set.

Herefter gled turen ellers glat videre mod Modesto, hvor vi ankom nok ca. 3 timer efter afrejse. Turen derned er ikke synderlig spændende at skrive om, da det foregik på motorvej det meste af vejen. Kun et lill smug kig ind til et af Amerikas farligste fængsler (som jeg nu ikke husker navnet på), hvor Metallica for nogle år siden optog deres musikvideo til deres nummer "St. Anger". Lidt skægt at se, selvom vi egentlig bare kørte forbi det, og man ikke kunne se meget mere end murene og udkigstårnene - men set blev det!

Vi ankom engang sidst på middagen, hvor vi havde én ting som absolut måtte ordnes før vi kunne begynde at lede efter et sted at bo. Hvis vi skulle sikre os nogle Volbeat billetter til koncerten om to dage, så var det ved at være sidste udkald. Men efter endelig at finde koncert stedet, fik vi at vide, at de ikke solgte billetter. Derfor måtte vi gå videre hen til turistkontoret, som skulle sælge dem, men de havde lukket og åbnede først igen dagen efter. Og for lige at gøre billetcirkuset færdigt, så stod vi tidligt op dagen efter, stadig kun i håb om at få billetterne, men lige lidt hjalp det, da vi stod der lidt over 08.00, da heller ikke de solgte billetter. Jeg tror vi begge var ved at se billetterne glide ud af hænderne på os, men heldigvis var det to hjælpsomme kvinder bag disken, som fandt frem til en tankstation, hvor vi kunne sikre os de længe ventede billetter. Så de er i hus.

D. 07/04 blev dermed vores første dag i Modesto, som vi ikke skulle få meget af dagen til at gå i. Byen vil jeg ikke beskrive andet som en lidt forvokset udgave af Hedensted eller Vinding. Her er der altså ikke meget at komme efter, men byen skulle såment heller ikke andet end at være vores overnatnings post, så det var helt okay.

Dagen i dag skulle nemlig gå øst på til den gigantiske nationalpark, Yosemite, efter vi fik ordnet alt bøvlet med billetterne om morgenen. Yosemite er kendt for dens store areal med kæmpe træer, bjerge, bakker og vand. Et skønt område, hvor der skulle være rigeligt at se. Et naturvidunder uden lige.

Nogle gode timers kørsel senere, bl.a. med en tur op igennem en snoet bjergkæde, begyndte vi så småt at nærme os parken. Jeg må indrømme, at jeg ikke var klar over, at området var så stort, som det viste sig at være. I normale parker stiller man bilen og går rundt, men her køre man rundt - og derefter går rundt. Et gigantium kun skabt af naturen selv. Fantastisk.
Da vi først nåede ind i parken undrede vi os lidt over, hvad det hvide saltligende ting var midt på vejen, hvorfor jeg sagde "det kan da ikke være salt for sne?" Men ganske rigtigt, jo længer vi kom ind i parken, desto mere sne dukkede pludselig op i vejkanten, og der var endda store bunker med sne rundt omkring, selvom vejene var helt frie. Meget mærkeligt, men så fik vi da også set sne i år. Bemærkes skal dog, at vi uden at fryse kunne stå i sneen kun iført shorts og t-shirt.
Som skrevet er parken voldsom stor, og for at man skal få mest muligt med, så er der lavet små stops undervejs, hvor man kan holde bilen for nogle minutter, stige ud og betragte synet. De forskellige steder får man altså set kæmpe arealer med træer, andre med store bjerge og gigantiske klippevægge (her iblandt en som var sølv), vandfald, grønne områder, vanvids udsigter i horisonten og mere til. Et smukt, skønt, stille og frodigt område, som er velbevaret og værd at give et besøg. Man finder lige pludselig ud af, hvor lille man er i forhold til naturen.
Dyr skulle der også være masser af, bl.a. bjørne, men vi fik ingen set. Kun et par fredelige hjorte, som var vant til at se mennesker, selvom de ikke ville håndfodres, men helt tæt på kunne man sagtens komme. Også nogle egern som sad og fik deres middags nød, kunne vi næsten age henover deres rygge. Ganske hyggeligt.
Vi fik os altså en rigtig god en på hygge -og oplevelseskontoen, hvorfor vi også fik spenderet næsten en hel dag i parken, som endda ikke var nok, hvis man vil se det hele - utroligt.

Resten af dagen bød kun på afslapning og hygge på værelset, da vi var godt udmattet efter at have vandret og kørt en hel del.

Danmarks pt. største rockband, Volbeat, skulle i aften sætte Modesto til vægs, hvilket de i sandhed også fik gjort, d. 08/04. Helt tilfældigvis var de på tur rundt i USA, så da muligheden bød sig, var der ingen tvivl fra min side, om at vi skulle ind og headbange til noget dansk rock på amerikansk grund.
Jeg var som en lille dreng der glædet sig til juleaften timerne op til, hvorfor det derfor også ligeså godt bare kunne blive aften, så vi kunne komme afsted. Men timerne forsvandt jo ikke ad sig selv, så vi måtte få dem til at gå med et eller andet. Derfor var vi på en lille tur rundt i Modesto, hvor vi bl.a. fik os lidt at spise, og fandt nogle øl til at varme op til koncerten på.
Da tiden så endelig var inde, kunne vi trække i vores mest heavy-tøj, som vi havde med, og så var det ellers bare afsted. Da vi nærmede os koncertsalen, begyndte amerikanerne stille og roligt at dukke op, og skønt var det at se, at næsten alle bar et stykke Volbeat på dem. De lignede nogle, som glædet sig ligeså meget som vi gjorde. Selv havde jeg trukket en Metallica trøje over hovedet, så jeg måtte lige forbi merchandise butikken og anskaffe mig en Volbeat trøje, så jeg ikke faldt udenfor billedet. Med trøjen på, var det ind og finde en god plads blandt de flere tusinde, men heldigvis havnede vi omkring 4./5. række, hvor vi havde nogle rigtig fine pladser.
Først og fremmest skulle de to opvarmningsband på, som var to amerikanske band i form af Digital Summer og Trivium, som begge gjorde det fremragende! De var i hvert fald med til at sætte gang i stemningen, inden det vi alle var kommet for gik på scenen. Og jeg skal lige love for, at Volbeat kom ud på scenen med et brag, så alle gik decideret amok da vi så dem for første gang. En super fed stemning var der under hele koncerten, og amerikanerne vidste bestemt hvordan man gik til rockkoncert. Masser af håndslag, fællessang, headbagging og tumult med at skubbe fredeligt til hinanden, selvom nogle stykke blev smidt ud for at være for voldsomme, andre for at croudsurfe hele vejen op til scenen lige ned i hænderne på vagterne - synd for dem.
Under stort set hele koncerten forsøgte Nikolaj og jeg, at gøre Michael (forsangeren) og resten af banden opmærksomme på, at vi var fra Danmark. Men uanset hvor højt vi råbte og skrålede, hjalp det lige lidt. Vi forsøgte os endda med den danske nationalsang, men ingen respons fik vi. Super ærgerligt, da det var noget vi havde sat os for næsen, som værende et must for aftenen.
Men selvom det ikke gik op for dem, at vi havde fælles nationalitet, så havde vi en kanon koncert! For mig var det i hvert fald en kæmpe oplevelse, og jeg glæder mig allerede til at se dem igen. Og for jer som har været til heavykoncert før, ved i også hvordan lugten skal være, hvilket var i vinkel; læder, død og sved. Selv svedte vi også, som havde vi selv været på scenen. Og nåår ja, jeg fik da også lige Michael Poulsens (forsangeren) plektre, da han kastede det ud blandt publikum, og jeg kunne samle den op fra gulvet. I sandhed en fuldendt aften!

Da koncerten var slut, sad vi og nød den FRISKE luft ude foran, hvor vi faldt i snak med to piger og to drenge, som kom fra hver sin del af USA, men var taget på ferie sammen til bl.a. Modesto, da de kendte hinanden fra det amerikanske militær. De bød os på øl og shots på den nærmeste bar, selvom vi egentlig takkede pænt "nej tak" til at starte med, grundet vi skulle tideligt op dagen efter for at køre videre til Tustin og Leo. Vi kunne dog ikke stå for tilbudet, og heldigvis for det, da vi havde en kanon hyggelig aften sammen. Først var vi som skrevet på bar, men efterfølgende tog vi hjem til deres hotel, hvor vi fik os lidt mere til ganen og hygget med snak og korttricks. Alle havde de rundet de 24, undtagen Ben, som jeg kom godt ud af det sammen med, på 26.
Vi måtte dog forlade selskabet, selvom det ikke var med vores gode vilje, men skulle vi være i stand til at sætte os bag rettet morgenen efter, måtte vi trække os tilbage og bukke og takke for en kanon god dag.

Sådan forløb vores dage sig altså i den ukendte by, Modesto, som gik hen og blev tre gode og uforglemmelige dage. Nu skulle vi bare indstille os på en tur tilbage til der hvor det hele startede, nemlig i Tustin hos Leo, som faktisk var lidt ærgerligt, da vi godt vidste hvad det betød, nemlig at vores Amerikanske eventyr snart var ved at være slut.

D. 06/04, 07/04, 08/04