Profile
Blog
Photos
Videos
Guatemala
D. 9. april. Efter en meget lang varm og ukomfortabel bustur fra Belize City nåede vi frem til Flores i det nordlige Guatemala. Flores skulle være udgangspunktet for vores tur til de verdenskendte Maya ruiner Tikal. Vi stod op kl. 4.00 da bussen afgik kl. 4.30 mod Tikal. Den engelsk talende guide begyndte turen rundt i Tikal kl. 7.30 om morgenen. Dette var et helt perfekt tidspunkt at starte turen da der kan blive op til 43 grader midt på dagen - pyha. Han informerede om Tikals historie og mayaernes levevis, kultur og ritualer. Tikal er de mest imponerende og flotteste maya ruiner i hele Amerika. Pyramiderne er enorme og nogle af de højeste man kender fra Maya verdenen. Sammen med den perfekte placering i et stort urskovsområde fyldt med eksotiske fugle og aber er det et "must see" i Guatemala. Tikal menes grundlagt 900 f.kr. og nåede sit højdepunkt mellem 700 og 900 e.kr, hvorefter at kulturen af ikke helt klarlagte årsager gik i opløsning. Indtil videre er der udgravet et område på ca. 16 km2 med bygningsstrukturer i form af templer, paladser, cermonielle platforme, boldbaner samt flere antikke vejkonstruktioner. Man mener dog at Tikal sagtens kan være 4 gange større end hvad der indtil videre er udgravet. Vi var meget imponerede. Bonus info - Tempel 4 har været kulisse i en af Star Wars filmene. Sejt.
D. 11. april tager vi mod Lanquin - endnu en aaaalt for lang og meget varm bustur. Her skulle vi ud og se Semuc Champey. Hvad vi ikke vidste var, at vi igennem vores bus pas havde en combo tur, som betød at vi udover at skulle se Semuc Champey også skulle på tur i en drypstenshule med levende stearinlys, hvor vi til tider skulle svømme og klatre for at komme frem. Egentlig meget smukt med de levende lys - men turen var dårligt planlagt så der var alt for mange råbende masende turister i hulerne og alt for meget ventetid. Efter hulerne badede vi i det klare turkise vand ved Semuc Champey vandfaldene og nød den smukke natur på vej tilbage til Lanquin på ladet af en pick-up truck. Ellers er der ikke så meget at sige om byen Lanquin - en lille by, ikke specielt charmerende og hvor de scandinaviske turister ikke følte sig trygge.
D. 13. april tager vi en bus mod Livingston. Denne Caribiske by skulle være et sandt paradis og byde på strand, afslapning i hængekøjer og et venligt folkefærd. Her var også hyggeligt at være, men stranden var lille og ikke badelig og varmen og fugten uudholdelig. Så dagene kom til at gå med afslapning i en hængekøje eller på en restaurant - det eneste "must" var at der var en fane i en meters afstand. Godt trætte af varme, fugt og altid fedtet/klistret hud glædte vi os begge meget til at skulle til Antigua hvor der skulle være en helt anden temperatur grundet beliggenheden i højderne og hvor vi endelig kunne få os et "hjem" for de næste 5 uger. I Livingston blev vores trio igen til to - da vi måtte sige farvel til Thomas.
D. 17. april kl. 9.00 er det af sted mod Antigua. En længere tur vi havde foran os - med båd og bus inden vi nåede Guatemala City kl. 16.00. Her fandt vi ud af at der først gik en bus til Antigua kl. 18.00 - så tiden blev slået ihjel med kantine mad og Tine der lærte Lene at spille Casino ;) Desværre nåede mørket at falde på inden vi nåede Antigua kl. 19.30. Her oplevede vi det der absolut ikke måtte ske - grundet den forestående Påskeuge var der en voldsom trafik. Derfor ville vores chauffør pludselig ikke køre os helt ind til byen - men satte os af på en mørk, trafikeret vej lidt udenfor centrum. Her stod vi så med oppakning, uden bykort i en helt ny fremmed by efter mørkets frembrud. Det var ikke en god situation - men heldigvis var der en rar politimand som kunne forstå vores gebrokne spansk og svære situation som ville fange en taxi til os. Vi ventede i en halv time - taxamanden kørte os til døren og snart var vi inden døre. Vi ringede på dørklokken og en sød lille dame åbnede døren. Silvia hed hun og bød os velkommen.
Vi bor nu på et værelse med 2 store senge, 2 sengeborde, 2 skydedøre skabe og vores eget private badeværelse. Her er pænt og rent og vi elsker det. Maden bliver serveret på faste tidspunkter 3 gange i døgnet og vi elsker at vi har et fast sted at være og ikke skal pakke vores tasker ind og ud hele tiden.
Nu er der gået 2,5 uge i Antigua og vi har haft 2 ugers spanskskole samtidig med at vi har oplevet Semana Santa og besøgt 2 hospitaler og et hospice for AIDS ramte børn og voksne og været en weekend ved Monterico.
Semana Santa er årets største helligdage i Guatemala og ikke mindst Antigua. Omkring en ½ mio. Guatemaltekere og turister valfarter til Antigua i disse dage for at fejre helligdagene. Festlighederne starter Palmesøndag og varer en uge frem til og med Påskesøndag. Det er en uge med det religiøse i centrum hvor der udføres optog af unge som gamle iklædt lilla kapper (den lilla farve symbolisere sorgen). I optogene bæres der på store træ opsatser af religiøse scenerier - såsom Jesus som bærer på korset. Selve historien omkring Jesu korsfæstelse bliver beskrevet i denne uge - Judas kunne tilmed ses hængt i et træ. Natten til Lang Fredag er dagen hvor hver enkelt familie i Antigua er oppe hele natten for at dekorere et tæppe på vejen - lavet af farvet savsmuld, blomster og andet lagt i flotte imponerende mønstrer ved hjælp skabeloner. Alle i familien lægger en stor ære i dette arbejde og selv de helt små børn sidder troligt ved mors side og følger tæppe lavningen. Selve Lang Fredag er den største optogs dag - og alle de nylavede tæpper ødelægges af optogene. Vi synes det var meget spændende og interessant at opleve Semana Santa og deres måde at fejre religion på.
De første to uger her i Antigua har vi gået på sprogskole for at lære lidt spansk. Det var en meget mærkelig fornemmelse pludselig at gå i skole og have lektier for - vi følte os som 15 år igen! Undervisningen foregik fra 8-12 mandag til fredag, og det var ene undervisning, så vi sad med hver vores lærer i 4 timer. Det var virkelig intenst, og vi skulle holde tungen lige i munden. Men det har givet rigtig meget, og nu skal vi blot bruge det og øve osJ Si si…
I weekenden den 29. april - 1. maj tog vi 6 danske tøser af sted til stranden i Monterico (vi har alle gået i skole sammen). Weekenden stod på sol, pool, strand, frugt jiuce og beachvolley. Ren afslapning.
- comments
Birte Fog Det lyder ret spændende alt det i oplever,men jeg savner altså Tine i hverdagen, så jeg håber du nyder det , OK jeg er bare lidt misundelig! Glæder mig til at høre mere. Knus Birte
Lene og Tine Sidst i vores blog indlæg er der på engelsk en lille kommentar fra vores neurotiske divemaster :) Haha ;)