Hold da op hvor kan man få ondt i numsen af 4 dage på motorcykel op og ned af bjerge, Men det var totalt det værd. Tine og jeg har siddet bag på Hai og Hungs motorcykler fra Nha Trang til Mui Ne og har fået et godt indtryk af den vietnamesiske kultur.

Vi har spist med dem, sunget med dem, spillet Uno med dem og lært brugbare vietnamesiske fraser såsom "Nudler med kylling" (Pho Ga) og 'skør' (krum krum ding ding - den kan altid bruges). Hai og Hung kalder sig henholdsvis for Ocean og Lake hvilket førte til at Tine og jeg nu hedder Rainbow og Waterfall. Det skal åbenbart være noget med vand.

Vi startede som sagt i Nha Trang som vi ikke havde nogen skrupler med at forlade pga. regn fra tyfonen og skraldet der var skyllet op på stranden. Vi tog derfor af sted i højt humør med vore Easy Riders som de kalder sig og satte i gang mod bl.a. en murstensfabrik, en gummitræs plantage og nøgne asian orange-ramte bjerge.

Dagen efter var vi blevet vant til at sidde paa de bumlende motorcykler, og nød at køre gennem de smaa landsbyer der ikke faar besøg af mange turister. Børnene i siden af vejen raabte 'hello, hello!' og smilede og vinkede så deres små arme var ved af falde af.

Vi følte os som kendte Popstjerner midt i den lille landsby. Denne nat sov vi i en landsby hvor der gik hængebugsvin og kyllinger frit rundt blandt glade børn og hårdtarbejdende kvinder. Kvinderne i de vietnamesiske minoritetssamfund arbejder utrolig hårdt og i mange af disse kulturer er det hende der har bukserne på så at sige. Kvinderne er overhovederne. Når de plukker frugt eller samler brænde kan de ofte bære optil 80 - 90kg på ryggen.

Det er ikke blot de unge kvinder. Det er også de helt gamle, for der er ingen hjemmehjælp at hente her.

Fra landsbyen kunne man gå til en lidt større by hvor der selvfølgelig var en Karaoke Bar - Samlingsstedet for de lokale når aftenen skulle være lidt speciel. Vi havde mødt en irer og hans fører og alle drak 40 % riswhiskey til maden og var derfor pludselig meget klar til Karaoke. Det var en ubeskrivelig oplevelse. Vietnameserne ved i hvert fald hvordan man skråler, i ordets rette betydning. Og det lærte vi også hurtigt. Da den eneste sang vi kendte var "Sha la la la la" fra 90'erne. Alt vi behøver at sige er: Vi har det på film!

Da vi på tredjedagen ankom til Dalat, blev vi inviteret hjem til Tines rider, Hung, og hans familie. Han har en lille datter på 2 år og en smuk kone, hvis navn betød Dronning. Det grinte vi meget af. Vi tog sammen på marked og købte ind til forårsruller som vi sad på gulvet og rullede, både Tine - Hung - Hai og jeg. Så hyggeligt.

Hungs kone, Thu, havde lavet en kogt fisk og en ret med bitter melon og svinekød samt ananas til dessert. Her spiser man ananas med en blanding af chili og salt, som man dypper ananassen i. Det smager rigtig godt og friskt men en smule surt til sidst.

Jeg er faktisk begyndt at bruge chili på alle mine retter. Også morgenmaden hvis jeg får nudler eller ris. Tine er vild med sojaen. Det sprøjter vi på alt hvad vi kan komme til.

Den sidste dag bød også på en masse seværdigheder. Jeg synes det bedste var da vi ankom til Mui Ne og skulle se alle sanddyngerne de har her. Det er faktisk en ørken midt i det hele. Vi lejede plastik kælke (selvfølgelig til overpris) og gled ned af sandet. Selvom vores kælkning ikke var særlig vellykket havde vi det rigtig sjovt med at lege, vi var faret vild i ørkenen, selvom der var turister hvor end vi kiggede.

Tidligere den dag stoppede vi faktisk ved en skole midt i en meget lille landsby. De fleste børn var fra minoritetssamfund (der er 54 forskellige minoritets grupper i Vietnam) og de får derfor gratis skolegang fordi de først skal lære vietnamesisk for at være med i undervisningen. Hung fortalte os at mange af de sprog de vietnamesiske minoritetsgrupper taler er lige så anderledes fra vietnamesisk som dansk er.

Da vi gik ind i skolegården blev vi mødt af nysgerrige øjne og et par store smil og børnene samlede sig i en bue omkring os. De ville alle sammen gerne vinke og sige "hello" til os. Alle kan sige "hello" hernede. Det er det noget af det første de lærer. I går sagde en lille pige 'hello' til mig og hun var så lille, at jeg er lige ved at tro, at 'hello' var hendes første ord.

Men nu er vi i Mui Ne. Den strand vi har ventet på i 6 uger er lige udenfor vores dør. Vi går 20 meter og så står vi i vand til knæene. Vi har fået lidt farve på maven og fået stillet vores trang til at svømme. Vi har købt to baderinge som vi lod os drive ned ad stranden med i dag. Det var skønt. Specielt når vi ved, at der er en helt anden verden derhjemme der kunne have været virkelighed for os lige nu.

I dag fik vi også prøvet fiskerkarrieren af, da vi fik et lift med en fiskerbåd og to vietnamesiske fiskere. Da vi kom ind i båden begyndte de hurtigt at lave sjov og prøvede at gifte Tine væk til en fisker i en anden båd, men heldigvis havde Tine en ring på så vi lod dem tro at hun var forlovet. Sådan klarer man den.

Jeg fik lov til at styre roret og vende båden da nettet skulle samles ind.

De fik en masse forskellige ting indenbords. En masse krabber, et par fisk, nogle rejer og en masse rejebabyer, som de vidst smider ud senere (det var i hvert fald det jeg fik ud af hans tegnsprog og sparsomme gloser). Fiskeren sad og sorterede gamle plastiskposer og T-shirt stumper fra bunken med fisk op i en kurv og ligesom jeg tænkte "Ej, hvor sødt - Så rydder de lige lidt op i havet samtidig og hjælper de med at bevare vores natur", så hældte han hele molevitten tilbage i bølgerne. Nå... Så meget for rent vand.

I morgen tager vi af sted mod Saigon. Vore visa udløber den 20. november så vi har ikke så lang tid tilbage i Vietnam og vi skal også lige nå til den cambodjanske grænse. Vi prøver i øjeblikket at finde den bedste måde at opleve Mekong Deltaet på, men det er svært, hvis man vil undgå for mange hotdog spisende turister.

Vi spiser en del lækker seafood i øjeblikket. Til frokost fik jeg stegte nudler med seafood og grøntsager til 9.00 kr. med udsigt til havet og fødderne i sandet. Det er da fedt!

Håber i alle sammen kan holde varmen derhjemme.

Kærlige hilsener fra Tine og Emma

P.S. Vi bruger masser af solcreme!