Vietnam er landet vi har glædet os meget til. Vores første indtryk var dog ikke helt hvad vi havde regnet med. Regnvejr, primitivitet, og mange snoede veje samt en taxachauffør der spillede alt for høj technomusik i bilen var ikke lige hvad vi havde brug for. Men pludseligt blev det hele meget interessant alligevel. Vi kom ind i en lokal bus hvor vi virkeligt følte os som to hvide fremmede! Alle i bussen var meget interesserede i os, men på trods af at vi prøvede at kommunikere så forstod de os slet ikke. Det eneste vi fik ud af dem var "laab laab" som vist nok betyder smuk. (De er vist alle meget fascineret af lys hud, og mange piger i Laos går forresten med paraply for ikke at blive ramt af solen - Emma og jeg er derfor begyndt at sætte lidt større pris på vores lyse hud) Men som sagt var de helt oppe at køre over os i bussen! En vietnameser der sad på sædet bag mig, kunne oven i købet ikke lade være med at røre hurtigt ved mit hår. (Måske det bringer held?)

Bussen standsede i byen Vinh, og herfra var det ellers et kaos for os at komme videre til Hanoi: Alle ville hjælpe os, men ingen kunne engelsk. Her stod vi midt i et trafik kaos af knallerter og taxaer! Men så kom en rar vietnameser til os. Han var lektor i engelsk på det lokale universitet, så her var en vi kunne snakke med! Han hed Tram og inviterede os hjem i hans hus, hvor vi kunne hvile indtil bussen til Hanoi gik samme aften. Vi kiggede på hinanden, sagde pænt ja tak, og hermed tilbragte vi resten af dagen hos en meget gæstfri vietnamesisk familie!

Mormor, kone og lille nyfødt baby, var dejlige, og selvom de slet ikke kunne engelsk så tror vi nok det lykkedes os lidt at føre en samtale med mormoderen ved hjælp af adskillige fotoalbum som hun med glæde viste frem. Der blev serveret mad, og vi fik endda mulighed for at hvile os i fine lyserøde senge. En anden fantastisk oplevelse ved dette lokale familiebesøg var samme aften da Tram havde engelskundervisning for 15 elever i huset. Her skulle vi selvfølgelig ind og forklare lidt om os selv, og selvom de var meget generte så fik vi da et par spørgsmaal igen f. eksempel "Where do you live?" og "Do you like cake?".

Vi ankom endelig til Hanoi d. 22. Oktober, tidligt om morgenen, efter en ok komfortabel tur med sovebus. De første syn der mødte mig fra taxaen var travle vietnamesere på deres scootere, allerede i fuld gang med dagens arbejde. Det var chokerende at se hvordan de kan transportere ALT på en scooter! For eksempel to opsprættede grise - ikke noget med at pakke dem ind, bare ind over bagsædet med dem og så af sted. Ret anderledes fra derhjemme må man sige!

Mit næste syn i Hanoi var meget smukt: En masse morgenfriske vietnamesere der gjorde morgengymnastik ved en fantastisk smuk sø, omkranset af gamle træer i midten af byen. Her en stille i forhold til de travle veje, hvor folk dytter konstant. Her har vi tilbragt en del tid.

Vi har på nuværende tidspunkt været i Hanoi i 5 hele dage. (På vores hotel bliver de ved med at spørge "Check out today?" men vi bliver ved med at svare "No no, One more day", (de tror efterhånden at vi har tænkt os at flytte ind, tror vi..) Men det er selvfølgeligt fordi vi elsker Hanoi at vi stadig er her. Vi har virkeligt nydt livet her, på rigtig pige maner. Vi har fået massager, renset negle, blevet klippet, været i biografen, shoppet og spist ude hver dag på lækre cafeer hver dag. Dejligt.

En anden grund til at vi stadig er her, er dog også fordi jeg (Tine) er gået hen og blevet lidt syg. Feber og meget ondt i halsen syntes at blive ved hver dag, men nu har jeg fået penicillin fra SOS International-centeret hvor jeg blev tjekket af en engelsktalende læge i går. Jeg håber det snart går over så vi kan fortsætte vores rejseliv fra Hanoi, selvom det er en dejlig by.

Nu ingen grund til bekymring! Det går os godt, og det håber vi også det gør for alle i hjemlandet. Mange kærlige hilsner fra Emma og Tine.