Hej derhjemme.

Definitionen på en solstrålehistorie kunne f.eks. være noget i stil med to eller flere mennesker i godt selskab, der gennem flere måneder har planlagt en større ferie med lang rejsetid, oliesmurt bilkøb, lækkert hotelværelse osv. osv.

Derfor starter vi vores blog med at fortælle en solstrålehistorie på ovennævnte definition:

Allerede fra første sekund flaskede alting sig. Lasses forældre fik sat vækkeurene til kl 01.00 natten til tirsdag d. 29/3, hvor Lasse allerede stod parat i bryggerset med snørebåndet spændt og cap'en lidt på skrå. Kort efter modtog de Mads i hans respektive bryggers i samme mundering, og yderligere tre timer senere, stod vi i afgangshallen i Kastrup Lufthavn. Ja det var flinkt af dem, og det skal de ha' tak for!

Flyet til Frankfurt fløj "on time", og vi fik hurtigt indlogeret os til rette på vores transatlantiske tur til Toronto. 8 timer i flyet og 5 timer i Toronto lufthavn flyver jo af sted i godt selskab, så inden længe stod vi i L.A. lufthavn, igen med cap'en lidt på skrå!

En shuttle bus med skiltet "Lasse og Mads, heading for Travelodge South" stod klar ved terminalen... bla. bla. bla.

Meen, det bliver sgu hurtigt for kedeligt at læse om solstrålehistorier, og som vores gamle oldtidskundskabslærer har lært os om begrebet Kartharsis, er det altid sjovere at læse om folk, hvor ikke alting gik heelt som planlagt - det såkaldte "Se og Hør-princip".

Derfor har vi naturligvis sørget for enkelte lækkerier til dig som læser, da vi selvfølgelig er interesserede i at du også vil læse med på vores næste beretning. Vi må altså være ærlige at sige, at solstrålehistorien allerede endte da vi (jojo, det gjorde vi da) fik vores kufferter i L.A. lufthavn!

Vi have jo bestilt et hotelophold hjemmefra, som er et af kravene for at må tage ind i det topsikrede terrorland, som USA jo er. Med i hotellet var ganske rigtigt en shuttle bus, men påstanden om et skilt til Lasse og Mads er ikke helt korrekt, og da vi efter at have siddet og ventet de første 35 minutter på en shuttlebus til vores hotel og i øvrigt gjort os selv til grin ved at spørge i samtlige af de andre shuttlebusses, der gik til andre hoteller, gik det omsider op for os, at vi skulle ringe til hotellet og bede dem komme at hente os. (Det er det der med lige at kende systemet du ved). Men hotellet var fint, og vi fik da et godt stykke ristet toastbrød med smør til morgenmad!

Vi har jo hjemmefra bestilt og betalt for en bil af en ældre herre i Californien 200 km. fra lufthavnen i L.A. Vi vidste også hjemmefra, at den nemmeste og billigste måde at komme rundt i landet (uden at have vores egen bil naturligvis) er med de såkaldte Greyhoundbusser, så vores næste skridt fra morgen"buffeten", var at finde et lift til den nærmeste Greyhound-station. Altså fik vi receptionisten til at bestille en taxa til os. Denne Taxa blev dog hurtigt afslyst, da vi fik et tilbud om at blive transporteret derhen i en ShuttleBus. Den sprang vi naturligvis på, i håb om at spare moneter på taxaregningen. Vi sad altså i bussen (det var så en Transporter til 10 personer) og diskuterede, hvorvidt vi skulle give ham 10 eller 15 dollars i drikkepenge, for vi havde jo trods alt kørt med ham i en god halv times tid. Vi blev enige om et kompromis på 13 dollars, og da den flinke buschauffør havde overrakt os vores kufferter ved Greyhound-stationen med den tilhørende tale på "64 dollars please" fik vi hurtigt streget dét kompromis - han havde vist selv lagt sine drikkepenge i beløbet!

En god økonom benytter sig i sådanne situationer af begrebet "ignorere Sonk Cost", så den var hurtigt glemt (og dog nu foreviget!) og vi stod hurtigt ved skranken og bestilte en billet til Palm Springs til den nette sum af 28 dollars pr. billet. Vi havde aftalt at mødes med vores bilsælger (Art), så vi ringede til ham og meldte vores ankomsttid, ca. kl 15, tre timer senere. Vi ankommer til en menneskeforladt togstation i et ørkenramt område med vindmølleparker så store som Silkeborg og omegn, og temperaturen har nået de første 30 grader! Klokken blev 15.10, klokken blev også 15.30 - vi prøver nu at ringe til Art men intet resultat, klokken blev nu 15.45, og Art har stadig ikke taget sin telefon. Klokken blev 16, inden Arts formodede kone tager telefonen og svarer på vores indtalte besked om, at vi har stået i Palm Springs i så og så lang tid med: "Oh, but we are in Indio - we have been waiting for you here for a while". "What!?" var så Lasses umiddelbare reaktion, da der jo trods alt var 50 kilometer yderligere til Indio end til dér, hvor vi valgte at stå af med bussen. Der har altså været en lille misforståelse i korrespondancen mellem Art, Lasses far, og så os to - og vi aner ikke hvor :) . Men altså, vi står i ødemarken, og Art vil have os til at tage en taxa de sidste godt 50 km til Indio. Problemet i det var bare, at vi jo var ved en menneskeforladt togstation midt i en vindmøllepark, så vi kunne ikke rigtig få fat i en taxa. Lasse ringer altså til Art igen, og det ender med, at den efterhånden lidt frustrerede snart 80-årige mand surt siger "Stay there, Ill come and pick you up in about an hour!". På mirakuløs vis kommer en hvid Dodge Van trillende til stationen efter ca. 40 minutter, så de nedadhængende mundviger blev efter små to timer endelig vendt til det positive - nu skulle vi så bare sidde akavet de næste 35 minutter med en halv-gnaven mand, der ikke gik op i andet end at fortælle, hvordan vi helt sikkert skulle overnatte i Palm Springs den første nat, fordi der i dag, onsdag skulle være en kvindeturnering i golf, som altså var lig med mange lækre damer i den indre by. Vi læsser den gamle sure mand af i lufthavnen, hvorefter vi pænt betaler 900 dollars kontant (hvilket er alt hvad Lasse ejede og havde) til den korrupte mand, så han kunne betale for bilforsikringen dagen efter (forsikringskontoret lukkede jo så kl. 3 åbenbart). Det resulterede så i, at Lasse i ren frustration hiver den indre karm af skydedøren af, inden Art kommer om og afsikrer børnelåsen. Den sure gamle mand kører så endelig derfra med sin 57-årige gamle søn, og først her er vi så tilbage til vores solstrålehistorie - troede vi. Bilen viser sig at være den rene skrammelkasse. Rattet sidder skævt, blinklyset virker ikke, bakgearet virker ikke (Ja, Lasse skubber os ud af parkeringsbåsene), og motoren tikker ganske beroligende i tomgang. Meen, Art forsikrede os om, at der da var olie på kareten.

Nu sidder vi så næste morgen og har skrevet denne roman af en første beretning (gud love mig, at der er bare en enkelt læser derude!), inden vi får pakket bilen og kører mod Joshua Tree National Park.

Hugs and Kisses, US.