Så er det tid til endnu en stor opdatering. Hvis I stadig ikke har forstået systemet, kommer vi med en stor blog ca. hver uge, eller hvordan det nu lige passer, som vil blive navngivet med STOR i overskriften. Here it goes.
Afsted det gik i raskt tempo og med højt humør, fra Best Western i Palm Springs, med kurs mod Joshua Tree National Park. Vi havde i forvejen udset os en hyggelig og perfekt rute på vores dertil indkøbte USA landekort, så det ville være "kein problem" at komme ind i parken. Vi havde på kortet udset os en rute som ville føre os ind i parken fra sydsiden af og sidenhen føre os ud nordpå engang. Det var i hvert fald hvad vi havde regnet med, men som en gammel profet nok har sagt engang, går alting ikke helt som forventet. Der var ingen indgang fra syd, og vi måtte køre hele vejen rundt om parken for at få den nordlige indgang. Sjovt og haha, tænker I, og det skal I ha lov til. For parken var ærlig talt ikke værd at køre omveje for at opleve. Under tiden var den fin fin, og det var da bestemt nogle mærkværdige træer, men da vi nu senere på vores tur har set samme træer i andre områder, husker vi nu mest den park på klippespring og vores første teltovernatning, som så mange gange efterfølgende blev efter mørkets frembrud! Længe leve katteøjen.
Herefter gik turen i raskt automatgear videre mod San Diego, hvor vi på vejen blandt andet spiste frokost på en lokal saloon. En af de steder der er så lokale, at hundene sad med ved bordene og drak vand af dybe tallerkener! Forud for ankomsten i San Diego havde vi bestilt hotel fra fredag til mandag, overbevist om, at San Diego var en fed by, og pengene var givet godt ud. Ydermere havde vi set frem til et par dage på stranden i San Diego med boldkast, solskin og kolde pilsner. Igen kom den ukendte profet frem fra gemmerne, da solen lå godt pakket bag et par kilometer tykt lag sky, og alkoholindtagen ikke var velset på stranden. I stedet blev det til et par by- og parkvandringer samt en dag i shoppingens tegn. Nu kan vi roligt sætte kryds over San Diego. Vi har dog en succeshistorie at berette. Vi besluttede på sidstedagen at besøge en gammel mexicansk landsby, som godt kan anbefales, hvis man en dag skulle stige i den forkerte togkupé og ende i San Diego. Landsbyen var en gennemført og mindeværdig oplevelse, hvor det bestemt kan anbefales at lægge vejen forbi den lokale hot sauce store og hilse på Iris. Både for hyggens, men så sandelig også for smagsløgenes skyld.

Efter tre-fire dage i flådens hjemby San Diego gik turen mod Seqouia Nationalpark, som vi fra en pålidelig kilde var blevet anbefalet. Igen fik vi lagt os en god rute, så vi bl.a. kunne lægge vejen forbi et kæmpe shopping center og undgå de mange mil på de kedelig highways. Det bød på en overnatning i en lille State Park kaldet Red Rock, hvor vi igen måtte slå telt op i mørke. Vi kom dog så sent, og smuttede så tidligt, at vi fik tillusket os en gratis overnatning og derved sparede 25 $ (jaaa). Parken var uinteressant og ned mod frysepunktet om natten. Billige soveposer kan ikke anbefales! Næste stop på vores 5 dages telttur skulle have været syd for Seqouia National Park i en National Forest, men her valgte lykkens gudinde igen at forpurre vores ellers så nøje planlagte rute! Dvs. efter at have kørt en 30-40 miles op i skoven, hvor vi kørte langs en smuk flod, blev vi stoppet af vejrgudens vrede og vejen var lukket på grund af snevejr. Samme vej tilbage, hvor vi havde spottet et dejligt sted nær en sø, ikke mere end en 40-50 miles derfra! Det var et hyggeligt sted, hvor dagen stod på sol og afslapning, mens natten kastede en mindre storm ind over teltet, som kun lige akkurat blev stående i jorden på grund af Lasses efterhånden store balastvægt på mavsen. Dagen efter kom vi endelig ind i National Parken, hvor vi slog os ned på den første campingplads efter parkens restriktioner (Det var et "Bear Area"). Vejret var under tiden ganske godt, og vi fik lavet os et to dages program over hvad vi skulle nå, og hvilke camp sites vi skulle erobre de næste par dage. Næste morgen vågnede vi til brusende regn og fik hurtigt pakket teltet sammen (Jeg tror kun vi snoozede vækkeuret i halvanden time) for at nå højere himmelstrøg. Hvad vi dog ikke havde tænkt på var, at regn ved højere himmelstrøg bliver til sne, og vi røg ind i en snestorm, som totalt ødelagde vores planer om at være i parken, og opleve den på nært hold, i et par dage (se video).
Efter 3-4 timers stejl bjergkørsel i ekstremt snevejr, på sommerdæk og forhjulstræk, nåede vi atter til bunden af bjerget. Vi var overlykkelige over at have overlevet naturens kræfter, men det skulle vise sig at være kortvarigt. Vi fik byttet pladser så Lasse kom bag rattet, hvilket var det dummeste der blev gjort den dag. Da Lasse har kørt 40 min. på den nu tørre og perfekte asfalt, vælger han at oversætte et fuldt stopskilt til at være en vigepligt og det ser en strømer desværre. Lasse er overbevist om at det ikke er ham betjenten blinker af, så han fortsætter med at køre godt og vel 500 meter før betjenten trækker sit gevær og affyrer et advarselsskud og Lasse trækker ind til siden. Betjenten går op på siden af Mads og spørger efter kørekort og forsikring, da han til vores forbavselse spørger, "Talar du svenska?". Jojo, det gjorde vi, og Mads så her sit snit til at undlade at snakke engelsk, og fyrede straks en 4-500 danske ord af, som fra betjentens side blev svaret med "I don't understand Danish". Mads synker trist sammen og Lasse spørger så, "So what are we gonna do now?". Bøden dukker nok op i din postkasse Susanne (Lasses mor) og i den forbindelse vil vi gerne sige, "tillykke med fødselsdagen i marts, en gave er bedre sen end aldrig."
På grund af snelandskabet i Nationalparken blev vi tvunget til at tage en overnatning ved en random og ligegyldig sø, som blevet styret af en vaskebjørnsbande, der hærgede vores lejr hele aftenen, og efterlod os bange og skræmte i vores lille telt.
Nu sidder vi her i Gilroy og venter på, at vi skal hente guttern (Jesper Riis og Kasper Corneliusen) i Morgan Hill. De næste to uger står på et par besøg i udvalgte nationalparker, bl.a. Yosemite (ligger højt, så vi håber vejret er med os!) og Death Valley, inden vi slutter de to uger af med en 3-4 dages tur i Las Vegas. Det glæder vi os til.
Undskyld vi skriver så lange blogs, men vi har svært ved at beherske os!
Heyson , Lasse og Mads