UH UH! Så er det dagen i dag, der formentligt bliver den vildeste af dem alle i Australien.
Klokken er nu 5.00 om morgen og vi har sommerfugle i marven og er nogenlunde klar til at…SKYDIVE fra 14.000 feet med over 60 sek freefall..
Vi er mere end spændte og opdater når vi har overlevet!
See you soon DK! Vi elsker jer!

-----------------------

We did it!
Så er det hele veloverstået og vi overlevede!
Vi blev hentet omkring kl. 6.00 ved hostellet og kørt ud til området, hvor vi skulle skydive.
Vi var mere end spændte på, hvad der ventede og sommerfuglene svævede rundt i maven.
Vi skrev under på massevis af papir og fik efter lidt tid udleveret "smarte" røde bukser og udstyr i form af seletøj. Efterfølgende gennemgik vi med en instruktør nogle øvelser, som vi skulle gøre under selve hoppet ud af flyveren og ved landingen.
Pludselig havde vi altså også lidt et ansvar, for at det hele skulle gå planmæssigt.
En og en fik vi hilst på vores tandeminstruktør. Marie-Louises var en frisk ung en, der alligevel var den mest erfarende, hvorimod Stines var en lidt ældre en, som egentlig godt kunne ligne at være en halv-kedelig mand, men viste sig heldigvis at være frisk og med gedder på sokkerne. Vi følte os hurtigt knyttede til instruktørerne, da det jo egentlig var dem, der styrede om vi skulle overleve eller ej.
VI havde betalt ekstra for at få oplevelsen filmet fra start til slut, så hver vores instruktør var udstyret med et hand-webcam på hånden. Inden vi gik om bord på flyveren blev vi filmet og fik mulighed for at lave en hilsen til alle jer derhjemme. - Det var supersmart, og på den måde ville vi altid have et minde.
Marie-Louise var den første, der blev vist op i flyverende, og skulle dermed også springe sidst, hvorimod Stine fik "fornøjelsen" af at være den første til at hoppe.
Flyverende lettede stille og ud af glasdøren kunne vi nemt følge med i, hvor langt vi befandt os oppe. Tankerne fløj rundt i hovedet og nervøsiteten steg. "Hvad havde vi egentlig lige gang i?" Inden man kunne nå at tænke voldsomt over tingene, blev døren åbnet. Det var nu - Point of no return!
"Are you ready?" Brillerne på, hovedet tilbage på instruktørens skulder, hænderne fast ved brystselen, og benene under flyveren. Super klar!
I samme sekund blev man skubbet ud af flyveren og var svævende 14.000 ft over jorden.
Kinderne blaffrede, og det var umuligt at sige noget. Selvom at det freefall "kun" varede 60 sek. nåede man alligevel lige at strejfe livet en tanke. Det var et helt ubeskriveligt øjeblik!
Efter de 60 sek. blev faldskærmen udløst og vi kunne ånde lettende op. Uha!
Stille og roligt svævede vi over Byron Bay, hvor vi så kysten og byen. Et fantastisk bilede.
Samtidig havde vi nu mulighed for at snakke med vores instruktør og nyde øjeblikket.
Minutterne gik hurtigt, og det var tid til at lave landing-øvelsen. Man skulle løfte benenet højt, og selvom at det godt kunne være lidt hårdt, var man ivrig efter at gøre det så korrekt, at man ikke tænkte yderligere over det. BUMP! Vi var nede og overlevede!

Imens vi fik alt udstyret af, ventede vi på vores film og billeder, som vi var ret nysgerrige efter at se.
Det var dog ikke en smilende medarbejder, der kom hen og fortalte os, at Stines kamera ikke havde filmet korrekt, og derfor var der desværre intet at vise. De kunne tilbyde at give en gratis trøje eller pengene tilbage for optagelsen.
Vi tænkte lidt over det hele, og bestemte os for, at hvis de kunne lave et fair tilbud ville Stine tage et nyt spring. De var heldigvis med på forslaget, så Stine sprang forfra igen.
Den nye instruktør var lidt yngre og virkede på en måde lidt sjovere. Det var dog ikke så betryggende, da han lige inden bordingen fortalte, at det kun var hans anden spring.
Springet gik vellykket, og på en måde var det sjovere, da man havde mere tid til at koncentrere sig om selve oplevelsen, og var mindre opmærksom på, at gøre øvelserne på de rigtige tidspunkter.
Kameraet virkede og vi har nu begge billeder og film, som vi glæder os til at vise frem.