3 en halv maaned. Om to uger er vi paa et andet kontinent. Vildt. Laenge siden sidste indlaeg. Laenge siden og mange oplevelser. Der er slet ikke tid til alt det sidste der skal naas. Og samtidig alt for kort tid til karrysild og broed, som vejer mere end luft. Alt for kort tid.

Hvad er der sket siden sidst? Vi kom fra inkaernes gamle verden og tilbage til civilisationen. Efter kort tid forsvandt vi dog igen. Totalt. Helt ind i den dybe regnskov i Manu nationalpark, hvor bilerne for laengst er forsvundet sammen med varmt vand, elektricitet doegnet rundt og myggefri stunder. Ind i svedeskoven, hvor den mindste fysiske udfoldelse kraever alle dine kraefter. Ind hvor menneskerne snakker godt spansk, men foerst og fremmest deres oprindelige indianersprog. Ind til dyrene. Saadan troede vi i hvert fald, men vores tanker var styret af Animal Planet og Zoologiske Haver med dyr paa kommando. Saadan fungerer den virkelige verden desvaerre ikke og vi maatte bruge timevis, hvor det vildeste der skete, var fugle i luften og guidens begejstrede udraab. Vilde i luften.... Attraktionen var i virkeligheden mest alt det omkringliggende. Skoven. Floderne. Klimaet. Alt sammen milevis fra vores forstaaelse af verden i Danmark. Vi brugte 7 fantastisk forfaerdelige dage i regnskoven, laerte en masse, men noed ogsaa at komme vaek derfra.

Vaek til Arequipa med vulkanerne i horisonten. Byen fungerede fint som en lille afslapning efter mange naturoplevelser og i virkeligheden var den blot et stop paa vejen, foer strandsjov i det nordlige Peru. Saadan blev det dog ikke, for en tidlig morgen efter en lang aften sad to velkendte ansigter ved den alt for kolde pool. Alexis og Helen fra vores Inkatrail! Straks fik de os overtalt til at tage med dem paa vandretur til verdens maaske dybeste canyon. Colca Canyon. Det kraevede at vi stop op klokken 3 for at kunne se paa kondorer i den tidlige formiddagssol. Verdens tungeste fugl med et vingefang over tre meter. Herefter stod den paa en dagslang vandretur til at lille oase og en kilometers klatretur dagen efter.

Vi dog herefter til oasen Huacachina, hvor alt er groent paanaer udsigten, der byder paa blaa himmel og bjerge af sand. Vi koerte paa halsbraekkende tur i en sandbuggy og raesede ned at skraenterne paa sandboards.

Nu sidder vi paa et hyggeligt lille gaestehus i Lima, der skal udforskes. NU. Klar til de sidste par uger i enorme Peru og efterhaanden ogsaa klar til at komme hjem.