Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag 14/2 - 2012
Dagen i dag var afsat til en ren afslapningsdag inden det igen i morgen går løs i forlystelsesparkerne. Dagen startede for Louises vedkommende kl. 7 med den sædvanlige løbetur, mens Line og Jeannie snuede lidt længere. Formiddagen blev brugt på at planlægge resten af vores tur op til Cairns. Der blev kigget på busplaner og fribilletter til alverdens gratis ting og mad, som vi fik, da vi købte vores turer hos Peter Pan's i Sydney. Det hele blev planlagt til punkt og prikke, så vi nu har masser af tid i Cairns til at komme på dykkertur og få brugt alle vores hav af fribilletter, som vi bl.a. har i Cairns. De fleste af fribilletterne i Cairns er gratis eller billigt mad på restauranter, så vi kommer ikke til at kokkerere særlig meget de sidste to uger af turen. Skønt ….!
Inden frokost blev det til en gang kortspil og det er vel næsten ikke til at gætte hvilket kortspil vi spillede…… Hjerterfri selvfølgelig! Efter frokost blev vi enige om at bevæge os lidt udenfor, eftersom vi havde siddet på værelset det meste af formiddagen for at planlægge vores tur. Turen gik til stranden. På stranden blæste det en del, så når man lagde sig på håndklædet, føltes det som om, at der blev stukket små nåle ind i siden, pga. det fine sand. Louise var på vej hjem, men Line og Jeannie var fastbesluttet på, at de skulle have noget sol i dag. Derfor foreslog de, at vi alle tre skulle ligge os op på den nærliggende græsplæne.
Oppe på græsplænen blev det til en lille lur til Louise, mens Line og Jeannie var til "glo" bryllup. Lige ved siden af græsplænen holdt en stor bil parkeret, hvor der var silkebånd på, så inden længe, kom bruden og gommen tilbage fra stranden, hvor de havde fået taget nogle billeder. Efter en times tid valgte Louise at gå tilbage til værelset, hvor hun ville gå sig en tur ved havnen. Line og Jeannie snuppede et par timer mere i solen. Ahhh….
Line og Jeannie var til mere end et "glo" bryllup denne dag. En times tid efter det første brudepar var kørt, kom endnu et par i en limousine, også for at få taget billeder på stranden. Dette undrede Line og Jeannie sig over og snakken gik på, om det var en speciel dato i Kina/Japan, da begge brudepar var fra Asien. Efter lidt snak frem og tilbage brød de begge ud i latter, da det gik op for dem, at det jo var den 14. februar - Valentins dag……
Ved en 17-tiden vendte Line og Jeannie tilbage til værelset, hvor Louise lå og sov med sin computer, som der kørte NCIS på.
Herefter blev der spist aftensmad og efter aftensmaden blev der for nogens vedkommende slappet af med en bog, mens andre lå med computeren. Alle gik rimelig tidligt i seng, så vi kunne være friske til i morgen, hvor den står på Dream World forlystelsespark.
- comments