Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag 27/2 - 2012
Natten var for første gang for os alle blevet tilbragt i en minibus, hvor vi hver især havde krympet os sammen på et dobbeltsæde, der kun var omkring en meter bredt. Her gjorde vi os klar til en nat, som ingen satte forventningerne op til at være ubesværet, men som var tiltrængt, da klokken nu var et pænt stykke over midnat.
Da vi vågnede, efter sammenlagt at have fået en små 4 timers søvn, stod den igen på køretur op til Rainbow Beach. Vi var alle pænt trætte, da vi kom frem, men måtte lige hægte op i os selv, da vi skulle have bestilt delfin-fodrings-turen til i morgen. Vi nåede ikke bussen om morgenen som planlagt, da vi ikke kom frem aftenen før. Men skal man se det positive i dette lille "adventure" natten bød os, så var det jo en gratis overnatning. Herefter skulle der, som altid, når vi kommer til en ny by, handles ind til diverse måltider.
Da alt dette var klaret, nød vi et par timers afslapning ved poolen, på trods af himlen ikke var helt skyfri. For Louises vedkommende blev det dog ikke helt til så lang tid som Line og Jeannie, da hun jo på grund af omstændighederne, var gået glip af sin næsten daglige løbetur her til morgen og derfor valgte at hoppe i Nikeskoene for at tage sig en lille løbetur. Jeannie og Line nød imens solen mellem skyerne ved poolen.
Der skete ikke de store udskejelser i dag, men vi mødte dog to rigtig søde danske piger, som vi faldt i snak med. Det viste sig, at de også skulle ud og fodre delfiner i morgen og med på 3 dages tur til Fraser Island på onsdag. Dejligt! Selvom tanken nok ikke strejfer en, når man går derhjemme, så finder man hurtigt ud af hernede, at det er rart at snakke med nogen, der taler samme sprog som en selv, så man derfor ikke er nødsaget til at koncentrere sig for at føre en samtale. Og så skal det da lige nævnes, at det rent faktisk var "rigtige" danskere vi mødte denne gang, da de begge kommer fra Birkerød - Maja og Fanny hed de.
Efter aftensmad stod den på et spil kort, hvor vi for første gang ikke havde en, men to vindere med samme pointstilling. Der behøves vist ikke nævnes hvem der vandt, men hverken Jeannie eller Louise tabte
Da klokken efterhånden nåede over vores sengetid og da vi alle var klar over vi skulle op lidt over 5 i morgen tidlig, besluttede vi os for at gå i seng. Men vi havde dårligt lagt os, før et par timers mareridt indtræf. Vi boede 5 piger og 2 drenge på værelset. Den ene af drengene har mildest talt drukket sig fra sans og samling, og var på ingen måde i stand til at tage vare på sig selv. Han får dårlig nok lagt sig, før han begynder at brække sig ud over sengen, som er den køje over Louise. Louise farer derfor op, og får i fællesskab med Jeannie, hentet hans kammerat. Han får efter en halvtimes tid og en bræktur eller to, sendt ham ind i seng igen. Sengen tipper en del, da han kravler op, men vælter heldigvis ikke. Dog varer det igen ganske kort tid, før han skal kaste op igen, og denne gang forsøger han at nå ud på toilettet. Men da han kravler ned, falder han ned på gulvet, og sengen vælter direkte ned over ham. Louise skynder sig ned fra kammeratens køje, som hun har fået lov at tage, i frygt for at få bræk ud over sig. Der sker heldigvis ikke noget med fyren, eller hende der ligger i underkøjer overfor. Louise henter nu igen ham kammeraten, som efter en halv times snak med ham den fulde, følger ham i seng og selv lægger sig ind i underkøjen for at holde øje med ham. Der sker ikke rigtig mere denne aften/nat, andet end fyren igen brækker sig oppe i sengen, men dog i søvne, så det finder han nok ud af i morgen tidlig. Vi får alle set på alarmerne, som alle viser, at der nu er 4 timer til uret igen ringer. Godnat!
- comments