Søndag d. 11/3 - 2012

I dag var dagen, hvor Louise og Jeannie skulle ud og flyve, så de var stået op kl. 6 for at gå i bad og spise morgenmad, da bussen ville hente dem kl. 7. Bussen blev dog lige en 20 min forsinket, så det blev til lidt ventetid først. Da vi ankom til kontoret, skulle vi betale 35 $ local payment og vi fik også lidt instruktioner omkring sikkerhedssele og redningsvest, da vi jo skal flyve over vandet. Vi var en stor gruppe, der skulle flyve, og da de kun tager ca. 6 personer op ad gangen, blev vi delt op i hold. Vi var desværre på tur nr. 2 og måtte blive tilbage og vente. Vi brugte tiden på at se lidt af stranden og snakke med en af de ansatte, som faktisk viste sig at eje det hostel, vi bor på. Skyerne var grå og det blev kun værre. Til sidst begyndte det og regne og så vidste vi godt, hvad klokken havde slået. Flyveturen er nemlig vejrbestemt og hvis der er for mange skyer, er det ikke værd at tage derop, da man går glip af hele udsigten, som jo er hele formålet med turen. Det er meningen, man skal se Great Barrier Reef - verdens største koralrev og det er lidt ærgerligt at have betalt så mange penge for det, når man så ikke kan se noget. Så vi blev sat "on hold" og smuttede på den lokale café og bestilte te og muffin. De var desværre ude af chokolade muffins, så vi købte en med blåbær, men da tjeneren kom, var det kun Louise, der fik med blåbær og Jeannie havde fået en med varm æble (føj!). Jeannie gik selvfølgelig tilbage med muffinen, da det jo var det forkerte, men blev mødt af en meget irriteret ekspedient, som sagde, at det jo nok var fordi, de ikke havde flere med blåbær og derfor havde taget æble (det var Jeannie bare ikke lige gjort opmærksom på). Sur og irriteret som han var, tog han Jeannies muffin og gav hende pengene tilbage. Alt i mens kunne Louise så fortælle, at det var den bedste blåbærmuffin, hun nogensinde havde smagt. Det gjorde kun situationen værre, men Jeannie sagde, at det bare ikke var hendes dag til at blive fed af kage ;-)

Tilbage på hostel ligger Line stadig og sover, men efter lang tid får hun lavet sig en lækker morgenmad med ristet toastbrød med skinke og tomat samt to blødkogte æg (perfekt tilberedt; man prikker hul på blommen, så det vælter ud) og en lille yogurt og en banan til - og glem ikke morgenjuice. Lækkert!

Tilbage til Louise og Jeannie, som stadig sidder og venter - og venter og venter. Vejret blev kun værre og der var absolut ingenting at lave. Jeannie havde fundet sig tilrette med et Cosmopolitan magasin og Louise lå på bænken og slappede af. Efter ca. 6 timers ventetid faldt vi i snak med et kærestepar, som havde været oppe og flyve som de første i dag. De fortalte, at det havde været en rigtig trist oplevelse og de var ærgerlige over ikke at kunne se noget som helst - især når de havde brugt så mange penge på det. Da vi havde snakket lidt frem og tilbage med dem, kiggede vi på hinanden og blev hurtige enige om at rykke vores flyvetur til når vi kommer til Cairns. Så kan det godt være, at man siger, det bedste sted at flyve er i Mission Beach, men uden udsigt er det intet værd og det er netop det, der gør Mission Beach til stedet! Så vi fik snakket med kontoret og fik en voucher med os, så nu skal vi bare holde øje med vejret i Cairns og derefter ringe og booke vores flyvetur. Det var bare ikke i dag, vi skulle op og flyve. Hjemad gik det. I regnvejr selvfølgelig.

Tilbage på hostel fandt vi Line, som havde ventet spændt på at høre om vores tur. Det måtte hun så desværre også vente med at høre om. Vi fik hurtigt lavet frokost og smuttede på værelset igen, da vejret var trist, trist og atter trist. Vi underholdte os selv med NCIS, musik og sang, hjerterfri og skriveri på computer og hæfte - og til sidst faldt vi alle hen og vågnede op til aftensmadstid og smuttede så igen i køkkenet. Aftenens menu stod på hjemmelavede burgere - hurtigt og nemt og rigtig lækkert med en masse grønt til.

Efter maden fik Line skrevet lidt med sine forældre, Louise var på værelset med NCIS og Jeannie fik skrevet lidt i sit hæfte på bænken uden for køkkenet. Pludselig begyndte det at styrte ned og det larmede helt vildt. Line og Louise var nået i læ på værelset, mens Jeannie var spærret inde i køkkenarealet. Da hun havde ventet tilpas længe, tog hun sit hæfte under blusen og skoene i hånden og vadede gennem det mudrede græs og ind på værelset. Stemningen på værelset var i bund. Vi var alle meget deprimeret og snakkede om at tilbringe den sidste uge i Thailand i stedet for Australien. Louise besluttede, at der skulle en trøsteis til, så hun fik tøj på og gik ud i det våde vejr. Line ville ikke have is men en breezer til at sove på. Så det fik Louise købt, men der var ingen kiosk åbent, heller ikke byens bar havde is - det eneste, der var åbent var en bottle shop, som heller ikke solgte is. Igen en fiasko! Deprimeret lagde vi os alle til at sove til Jeannies ipod nemlig Terkel I Knibe. Godnat!