Dag 24.
Den 18. februar 2013. Livingstone. (Zambia)

Klokken 0545 stod vi op og spiste morgenmad. Efter maden blev vi afhentet af en bus, som kørte os til et løve rednings center. Centeret var et redningsprojekt, som skulle være med til at sikre, at løverne ikke endte som en uddød race. Antalet af løver var nemlig de sidste 20 år faldet fra 300.000 til ca. 25.000 løver. Projektes opgave var, at de ved hjælp af løver i fangeskab, avlede en masse løveunger. Løveungerne blev efterfølgende sat tilbage i naturen i store flokke. Inden de blev sat tilbage i naturen, skulle de dog først have lært at klare sig selv. Måden dette skete på, var bla. at de tre gange om dagen skulle gå en tur gennem bushen. På disse ture blev løverne introduceret for miljøet og for de dyr, som de senere skulle kunne nedlægge. Det var en af disse gåture, som vi nu havde fået muligheden for at tage del i.

Efter vi havde fået forevist sikkerheds reglerne, begav vi os ud i bushen, hvor løverne afventede vores ankomst:-) I vores gruppe på ialt 8 personer, var der en lille tyk dame, som var iført zebrastriberet tøj. Sebastian og jeg blev hurtig enige om, at det nok ikke var det klogeste tøjvalg til en gåtur med løverne. Vi var dog glade for, at hun var endt i vores gruppe, da vi var sikre på, at løverne ville vælge hende, hvis de pludselig skulle blive sultne:-)

Ude i bushen fik vi hver udleveret en lille pind på ca. 20 cm, som vi skulle bruge til at distrehere løverne med, hvis de begyndte at kigge sulten på os. Teorien var, at de ville glemme sulten og istdet få lyst til at lege med pinde. Jeg havde nu min tvivl, og stolede mere på, at det ville være kvinden i zebratøjet, der ville være i stand til at få løverne til at glemme at spise mig:-)

Efter vi var blevet "bevæbnet", gik vi hen til løverne, som lå i det høje græs i bushen. Der var to hunløver og en hanløve. De var alle 1 år gamle, hvilket betød, at de var fuldt udvokset. Når hanløven stod op, var han ca. 90 cm høj over ryggen, hvilket var et ret skræmmende syn, når man selv var så lille:-) Maiken var dagen før tæt på at blive nægtet adgang til løverne, da hun kun med nød og næppe klarede højdekravet på 150 cm. Kravet blev kun klaret, fordi hun havde en stor stof sløfje i håret. Hun fik derfor besked om, at hun også skulle have sløjfen på den følgende dag, ellers ville hun blive afvist:-)

Vi gik efterfølgende en tur på ca. 3 km sammen med løverne. Det var vildt fedt at gå rundt i det høje græs sammen med løverne. Det krævede dog lidt koncentration at holde styr på løverne, idet de hele tiden splittede op, og gik deres egne veje. Vi havde under sikkerhedsmødet fået af vide, at det var vigtigt at vi hele tiden holdt øje med alle løverne, da en løve ville blive fristet til at angribe, hvis den gennem længere tid fik fornemmelsen af, at vi ikke kunne se den. Folk var derfor ret parnoide, og kiggede hele tiden i alle retninger. Det blev lidt anstrengende i længden, så istedet valgte jeg at forblive i nærheden af zebra pigen, da dette i sig selv burde være nok til at rede mit liv:-)

På gåturen gjorde vi holdt nogle gange, hvor vi fik mulighed for at klappe løverne, mens vi blev fotograferet. Da det blev min tur til at kæle med hanløven, valgte det dumme dyr selvfølgelig at rejse sig hurtigt op. Dette skete netop som jeg havde sat mig på knæ, og var gået i gang med at kæle med den. Jeg behøver vel ikke skrive, at jeg var ved at skide i bukserne af skræk. Jeg skyndte mig derfor over til Zebra pigen, hvorefter skrækken hurtig forsvandt:-) Det var en virkelig god oplevelse, og trods det kostede 500 kr., så var det helt klart alle pengene værd:-)

Efter gåturen med de små misser, blev vi kørt tilbage til campingpladsen, hvor Jessi for 2. gang denne dag serverede morgenmad til os:-) Efter morgenmaden var der 8 af os som tog en taxi til Viktoria vandfaldet. Denne gang betalte jeg de 100 kr., som det kostede for at komme ind og nyde det imponerende vandfald.

Vi tilbragte efterfølgende 3 timer ved vandfaldet, hvor vi nød udsigten fra forskellige udsigtspunkter langs med kanten af vandfaldet. Man fik dog aldrig den helt fantastiske udsigt, da den store mængde vand i luften gjorde, at udsigten blev ødelagt af damp. Selv fra campingpladsen kunne man se den store mængde damp, som steg fra vandfaldet som en stor tyk hvid røg:-) Det var derfor altid kun en lille del af vandfaldet, som var synligt fra de forskellige udsigtspunkter. Det mest fantastiske var faktisk at den store mængde damp faldt som hård regn ,hvis man opholdt sig i nærheden af kanten. Det sjove ved regnen var at den kom fra alle retninger. Både fra oven, fra neden og fra alle side. Vi fandt specielt et sted, hvor der regnede så kraftigt, at det føltes som en tornado af regn. Kun fem meter derfra var der høj sol og ingen vand. Meget underligt. :-)

Allerede ved ankomsten til vandfaldet var jeg snublet over en sten, hvorved jeg ødelagde en af mine klipklapper. Heldigvis havde en af de lokale suvinirs sælgere straks tilbudt mig, at jeg kunne låne hans sko under besøget ved vandfaldet. Han villa endda sørgede for at mine klipklapper blev fikset igen, mens jeg gik rundt og nød vandfaldet:-)

På grund af hans venlighed, blev jeg selvfølgelig nødt til at købe noget i hans butik. Jeg havde engtlig mest lyst til blot at give ham nogle kontanter, som tak for lån af de nu gennemblødte sko:-) Han gav dog hurtigt udtryk for at jeg skulle købe nogle souvinirs i hans butik istedet. Der var engtlig ikke noget i butikken, som jeg gad eje. Jeg endte dog med at købe 6 stk. servietholdere, og et sæt salatbestit til en samlet pris af 50 kr. Alt var lavet i træ, og udformet som giraffer. Da jeg efterfølgende betale med 100 kr, kunne han kun give 40 kr. retur, hvorfor jeg istedet fik endnu 6 stk. giraf servietholdere:-) (i kan glæde jer til min fødselsdag, hvor i helt sikkert får lov til at se girafferne).

Da jeg var færdig med at handle med ejeren af de våde sko, kom endnu butiksejer og afleverede mine nu fikset klipklapper. Som tak for reperationen blev jeg også nødt til at støtte hans gesheft. Jeg endte derfor med at købe et armbånd og en halskæde. Halskæden skulle beskytte mig mod jumjum monstret, som efter deres overtro levede i floden. Lidt beskyttelse kunne vel aldrig skade tænkte jeg, specielt fordi jeg senere på aftenen skulle ud og sejel på floden. Der var jo derfor ingen grund til gøre jumjum sur:-) Da jeg skulle betale de 40 kr. Kunne han sjovt nok heller ikke give 10 kr. retur, hvorfor jeg istedet endte med en træ krokodille istedet for byttepenge :-(

Jeg var derfor belæsset med krokodiller og girafer, da jeg forlod vandfaldet og kørte retur til campingpladsen. De andre syntes selvfølgelig at det var vildt sjovt, at jeg nu ejede 14 giraffer og en krokodille. Jeg fandt det dog ikke lige så underholdende, og var ret bekymret for om jeg mon ville have plads til den zoologiske have i min rygsæk. Plads problemerne blev løst ved at forærre salatbestikket til Maiken. Jeg tror, at hun lidt havde følelsen af at have fået foræret en hadegave:-)

På campingpladsen gjorde vi os klar til aftenes sejltur. Jeg blev endda barberet, hvilket også var tiltrængt, da det efterhåndeb var 10 dage siden, at jeg sidst var blevet barberet:-) Omkring kl. 17 gik vi ombord på en lille hjuldamper, som de følgende 2,5 timer sejlede os op og ned af floden. Under hele sejlturen var der fri bar, og folk holdt sig bestemt ikke tilbage. Da solen gik ned halvvejs på sejlture, var de fleste så fulde, at der ikke var mange, som opdagede den smukke solnedgang.

Da vi nåede i land, var de fleste på båden inklusiv mig selv godt beruset. Vi fortsatte derfor med at feste i baren og ved poolområdet. Det blev en ret underholdende aften, hvor højdepunktet var da Johs på 120 kg, blev kastet/slæbt i poolen af 4 nøgne mænd. Vi fandt det selvgølgelig morsomt at kigge på den store Australier, som tydeligvis var i et stort dilemma, fordi han på den ene side ikke ønskede at ende i vandet, og fordi han på den anden side ikke ønskede at kæmpe imod, da dette ville betyde, at han blev nødt til at røre ved nøgne mænd:-)

Aftens anden højdepunkt var da det lykkedes den tynde irlænder Ray, at score Maiken. Deres lille romance betød efterfølgende, at de to engelske damer på 65 og 73, ikke fik megen nattesøvn denne nat. De tog det dog rigtig pænt, da de morgenen efter komenterede Maiken og Rays elskovs lyde. Maiken og Ray, blev selvfølgelig ildrøde i hovederne, mens vi andre blot fandt det vildt underholdende:-)

Omkring midnat havde jeg fået nok, og gik i seng. Jeg havde indtil da brugt den sidste time på at finde mine klipklapper, som var forsvundet i løbet af aftenen. Det lykkedes mig desværre aldrig, og det var derfor med tåre i øjene, at jeg faldt i søvn. Nu havde jeg jo lige været tvunget til at købe 14 giraffer på grund af de åndsvage sko, og så mistede jeg dem blot få timer senere :-(