Dag. 19. Zion National Park. Utha.

Vi stod op før solen stod op, og klædte os på og kørte til Motter Wiev Point, hvorfra vi så solen stige op over kløften. Det var igen en utrolig smuk naturoplevelse. Kløften var utrolig smuk med sine forskellige røde farver. Da solen var helt oppe, kørte vi tilbage til lejren, spiste morgenmad, pakkede teltene ned, pakkede bilen og kørte til en helikopter lufthavn.

Da vi ankom til lufthavnen skulle vi vejes inden vi blev placeret i he1ikopteren. Det faktum at vi skulle vejes, var nok til at Louise alligeve1 ikke ville flyve i helikopter, men jeg fik hende dog overtalt.

Det var den fedeste flyvetur. Først fløj vi ind over en skov, og i det fjerne kunne vi se kløften. Da vi nåede ud over kløften, var der pludselig over en kilometer ned til jorden, hvor der før kun havde været 50 meter, så det gav et sug i maven. Her fra luften kunne man virkelig fornemme, hvor stor denne kløft i virkeligheden var. Det var helt fantastisk. Floden i bunde af kløften lignede bare en lille sytråd, det var svært at forstille sig, at den flod havde skabt denne kæmpe kløft.

Efter flyveturen kørte vi videre mod Zion National Park. Undervejs gjorde vi holdt ved en mindre kløft på et sted, hvor floden slog et sving, så kløften lignede en hestesko. Det krævede en mindre vandre tur at komme til kløften, men det var det hele værd. Kløften var super flot og langs med floden var der grønt og frodigt, mens der alle andre steder bare var sten og ørken. Vi fik taget nogle gode fotos inden vi gik tilbage til bilen og spiste frokost.

Da vi ankom til Zion National park kørte vi igen op over et bjerg og ned gennem en kløft langs en flod. Campingpladsen var klemt inden mellem bjergene, og det var utroligt smukt. Da vi satte vores telte op kludrede Calum og Sheren i det, så deres telts placering gjorde, at vi ikke kunne komme ind i vores telt. Det betød at vi måtte flytte vores telt, selvom vores var sat op først. Det blev vi begge lidt sure over, så vi skyndte os at løbe en tur for at komme af med vores aggressioner. Løbeturen hjalp, så da vi vendte tilbage kunne vi nyde aftensmaden, og alle de sure miner var glemt.

Efter maden tog John, Dean og Jeg på en herretur til den lokale bodega. Det var super hyggeligt, og vi fik snakket en del og drukket nogle øl, mens vi spillede pool. Louise valgte at gå i seng, fordi hun syntes jeg fortjente at komme af sted alene. Jeg var nemlig ikke helt holdt op med at være sur på Callum og Shereen, og hvis Louise tog med i byen, så ville de også tage med. Derfor var hun sød og ofrede sig.

Da vi skulle hjem fra byen, stjal vi et kæmpe amerikansk flag fra en flagstang. Vi var vist lidt fulde. Da vi kom tilbage til lejren, så vi en vaskebjørn, der gik rundt i vores lejre. Den blev dog så bange ved synet af os, at den næsten væltede et hegn for at slippe væk fra os. Det var ret morsomt og vi vækkede vist hele lejren med vores grin.