Dag 7. Meridan Missisipi.
De fleste i gruppen havde tømmermænd efter gårdagens druktur, så folk var lidt langsomme til at få pakket teltene sammen. Vi skulle have kørt kl. 0900, men kom først af sted kl. 0930. hvilket var skyld i at vores guide var lidt sur. Men vi andre lod os nu ikke mærke af hendes dårlige humør.
Pa selve køreturen var der total stilhed, fordi folk var så trætte efter aftenen før. Den blev derfor brugt til at læse og til at sove. Før frokost var vi igen på shopping tur i Wallmart. Denne gang var der kommet lidt mere system over vores indkøb, og vi brugte derfor ikke så lang tid på at handle.
Frokosten blev spist pa en kæmpe parkeringsplads ved en kirke i staten Alabama. Tror der var plads til l000 biler, og den var kun til kirkegæster. Tror at der var flere, der gik i kirke i USA end i Danmark.
Da vi nåede frem til vores nye lejr, der lå i Missisipi, satte vi vores telte op midt ude i skoven. Det var klart den dårligste campingplads vi havde boet på indtil nu. Der var kun en lille købmand og en toilet bygning, og vores telte lå ude midt i skoven.
Der var ca. 30 grader varmt og utroligt fugtigt, og der var bidende insekter over alt. En guide fra en anden gruppe blev bidt og stukket så meget, at han fik en allergisk reaktion og måtte på Sygehuset. Hele hans ansigt og hans arme svulmede op.
Louise stod for madlavningen, og mens hun lavede mad, løb jeg en lille tur. Det var dog en blandet oplevelse, fordi jeg 4-5 gange blev jagtet af løse hunde. Måtte virkelig løbe alt hvad jeg kunne for at slippe af med dem. Tror ikke de var vant til at folk løber på disse kanter, for negerne kiggede noget underligt på mig, da jeg løb forbi deres huse. Jeg løb også forbi ca. 20 kæmpe rovfugle, der var i gang med at spise en hjort. Jeg blev lidt bange og frygtede, at de ville angribe mig i stedet, men heldigvis fløj de væk, da jeg løb forbi dem. :-)
Efter maden sad vi og hyggede omkring bålet, men vi valgte dog hurtigt at gå i seng, fordi vi hele tiden blev bidt og stukket. Da vi havde sovet lidt skulle Louise tisse, og jeg blev nødt til at stå op og følge hende helt op til toilettet(ca. 300 meter). Hun turde nemlig ikke selv gå derop. Jeg var nu heller ikke speciel tryg ved at begive mig ud i skoven midt om natten.