Dag. 18. Gran Canyon National Park. Arizona.

Jeg stod tidligt op og løb en morgentur inden de sædvanlige morgenritualer. Mens jeg løb stod solen op, og det gav en fantastisk solopgang over Monument VaIly. Da jeg kom hjem fra løbeturen, stod Louise op, og vi spiste morgenmad og pakkede vores telt ned. Da hele gruppen var færdige med at pakke kørte vi mod Gran Canyon.

Undervejs gjorde vi holdt ved en gammel trading post, hvor vi spiste frokost. Efter maden kørte vi videre mod kløften.

Da vi nåede til kløften, gjorde vi holdt ved Dessert Wiev, hvorfra vi fik første fornemmelse af kløftens størrelse. Pa dette sted var der bygget et udsigtstårn, hvorfra man kunne overskue en stor del af kløften. Det var en fantastisk udsigt, og man kunne svagt fornemme den lille flod der 1øb i kløftens bund. Man fik virkelig en følelse af, hvor fantastisk naturen er, og hvor stor denne kløft virkelig var.

Kløften er over 300 km lang, og på det bredeste sted var den 30 km bred. Den var op til1200 meter dyb, og alt sammen var skabt af en lille flod der flød i bunden af kløften.

Efter at have nydt udsigten og taget nogle fantastiske fotos kørte vi videre til vores lejre, hvor vi hurtigt satte teltene op. Vi boede 500 meter fra kløften, og vi boede midt ude i en skov. Det var en kæmpe campingplads, og vi var bestemt ikke de eneste, der ville vandre i kløften.

Da lejren var opsat, kørte vi til kløften, og begyndte vores vandretur ned i kløften. Vi gik ca. 3 km ned ad en snoet bjergsti. Da vi nåede det første sted, hvor vi kunne tanke vand, havde vi brugt over 1 time på at gå ned af, og vi havde gået 500 højde meter ned. Da det var planen, at vi skulle mødes med de andre efter 3 timers vandring, så vi alle sammen kunne opleve solnedgangen over kløften, valgte vi at vende om, for at være sikre pa at nå op til tiden.

Andrea havde forklaret, at det ville tage dobbelt så lang tid at gå op, som det havde taget at gå ned. Men hun havde også sagt, at der ville være varmt i kløften. Ingen af delene passede. Der var møg koldt, fordi vi hele tiden var i skyggen, og vi brugte ikke mere tid på at gå op, end vi gjorde på at gå ned. Dog måtte vi gøre et kort ophold midt på stien og vente på at nogle dovne turister skulle ride forbi på deres heste. Vi var alle enige om, at vi bestemt ikke turde ride på en bjergkant.

Da vi nåde toppen af kløften igen, var der stadigvæk en time til, at vi skulle mødes med de andre, så John, Dean, Louise og jeg bestemte os for at vandre lidt langs kanten af kløften. Det var en meget bedre vandretur, og vi kom forbi en masse flotte udsigter. Vi fik også taget nogle gode fotos, hvor det så ud som om, at vi var ved at falde ud over klippen.

Vi mødtes med de andre lige da solen begyndte at gå ned. Det var meget smukt og kløften fik et rødligt skær, men solnedgangen betød desværre også at der blev møg koldt. Så da den var gået ned, skyndte vi os at tage en bus tilbage til lejren.

Da vi kom tilbage til lejren, fik vi tid til at komme i bad og fik vasket tøj. Vi kom også på nettet, hvilket var rigtig dejligt, da det var meget længe siden, vi sidst havde hørt fra familien. Da vi var færdige med alt dette, skulle vi spise.

Efter maden sad vi og hyggede os ved bålet i nogle timer, men valgte dog at gå tidligt i seng, da vi ville være friske til dagen efter. Denne nat sov vi rigtig godt, fordi vi havde ømme ben og var trætte efter lange vandretur.