Profile
Blog
Photos
Videos
Så kommer vi hjem!
Ja, jeg lyver ikke!
Det bliver så fedt! Ihh, kan allerede mærke suset i maven.
Nu skal der bare gå 245 dage...eller 8 måneder...
Den 21. december står vi i hvert fald i London! Vi har nemlig lige købt hjemrejsen for 2100 kr. pr. person med Airasia, så glæd jer eller nyd tiden! Så må vi se, om vi skal svømme over Nordsøen, eller om pengene rækker til en flybillet videre også. Vi slår lige et smut forbi Singapore og tre uger på Filippinerne, hvor vi skal sejle med et gammelt romantisk skib rundt mellem de små hyggelige øer! Ja, vores drømme holder ikke ferie, og det er pænt sjovt at planlægge nye eventyr - kender I ikke selv det fra ferieplanlægninger? Det sværeste er faktisk at standse igen :-)
Jeg er gået i internet-mood, så dette er min tredje dag på nettet! Men det skyldes primært rejsedage, hvor eneste tålelige afslapning er nettid. Nu har vi sagt farvel til New Zealand efter fem helt vidunderlige uger. Sikke da et komplet land med al slags natur, lige fra badestrande til glacier og fra regnskove til gigantiske sandklitter. Og så ligger det hele på aktivt vulkansk jord. Deres unikke dyreliv skal også nævnes - vi glemmer især aldrig deres havdyr! Og så er det hele krydret med de to kulturer; Maori og Pakeha(dem af europæisk afstamning). Sikke et spændende land!
Lige nu ligger vi på Base hostellet i Melbourne og slapper godt og grundigt af, for vi stod op kl.03 for at tage ud i lufthavnen i Auckland, så vi mangler liiige et par timers søvn. Her har vi fået en flaske champagne på køl, men vi skal finde mod til at kaste os over dem, for i morgen tager vi nemlig på en guidet tur i 18 dage fra Melbourne-Adelaide-Alice Spring-Darwin, og der henter bussen os kl.6.30! Ja, hvem er det, der vover at kalde dette her ferie?
Det sidste vi gjorde i NZ. var at aflevere vores lejet bil efter 1600 kilometers selskab på de seks dage. Hvem siger, man ikke kan se Danmark på seks dage? Det er sjovt at tænke på, hvis man lige planlagde en tur rundt i hele DK på seks dage - kilometertælleren vil helt sikkert vise mindre! Hvad synes I, man skulle se i DK, hvis man havde en uge?
I NZ. nåede vi at sandboardsurfe, hvilket var mega fedt. Og så nåede vi at se den smukke kyst på Nordøen, men se hellere billederne og giv jeres kommentar dertil!
Kærlig hilsen
Steffen i hopla
-overtræthed har altid været sjovt!
- comments
Katrine Æj, fik lige kriller i maven, da jeg så overskriften... men det er godt at have noget tilgode. Vi ses om 245 dage :-) Knus Katrine.