Profile
Blog
Photos
Videos
På tur med H.C. Andersen i det filippinske øhav!
Kære familie og venner
Nu nærmer det sidste blogindlæg sig med hastige skridt, og i dag kan vi tælle 10 dage til vores rejseeventyr slutter.
Det skaber en masse blandede følelser, for på den ene side har vi stadig lyst til at opleve flere rejseeventyr, og på den anden side glæder vi os ustyrligt til at komme hjem til jer alle sammen. Og vi er heldigvis enige om, at jer derhjemme nu engang er og bliver det vigtigste i vores liv.
Nå, nok om vores følelser, lad os fortælle om vores uge på det hyggelige skib H.C. Andersen. Skibet er ejet af min nye arbejdsplads Jysk, og de har været så søde at invitere os på turen, som vi selvfølgelig sagde ja tak til. Vi var ialt 10 gæster, alle fra DK, og 25 besætningsmedlemmere. Normalvis har der ca. 40 gæster, men valgte heldigvis at afvikle turen, selvom vi var så få, og det var jo bare ekstra luksus for os.
Turen startede fra Cebu den 4. december, hvor vi fik velkomstdrinks med ekstra rom i, og det var jo en god start for at lære hinanden at kende. De fleste kom fra Århus og omegn, og selvom vi var alt fra sælger til lærer til læge til lektor og imellem studie og jobs, så kom vi alle godt ud af det med hinanden fra start af.
5 af os på båden var kommet for at dykke, så allerede den første morgen hvor vi var ankommet til Apo Island, hoppede vi i det 30 grader varme vand med ilt på ryggen. Det er fantastisk at dykke her i Filippinerne. Korallerne er alle farver og former, og rundt i hver enkelt af dem bor en lille farverig fisk. På de 7 dage tog Steffen 6 dyk, og jeg tog 3, og de var alle fantastiske. En veksling mellem koralvægge, kæmpe fiskestimer, hajer og andre skabninger, som er svære at forklare hvad er.
Tilbage til dag 1, som vi sluttede af på øen Siquijor, der er kendt for deres udførsel af sort magi samt deres kirker, som blev bygget af de spanske missionærer for mere end 200 år siden. Vi så dog ingen skrumpehoveder eller sorte gryder, men nød synet af de legende børn og smagte vores første og sidste øl: Red Horse, som serveres i én liter flasker til 7 kr.! Dagen sluttede af, som de fleste andre dage, med happy hour i baren på båden og en lækker middagsbuffet med fisk, kød, ris, grønsager og frisk frugt samt en masse dansk sludder og grin.
Dag nr. 3 startede for mit vedkommende kl.6.30 i baren med en Bloody Mary, som dog blev omdøbt til Virgin Mary, da den var uden vodka. Det var et godt skud energi, inden man gik igang med dagens dyk og aktiviteter. Den dag besøgte vi Balicasag og Pamilacan øerne, som er kendte for deres fredede marineparker, der gør, at fisk og koraller lever under de bedste vilkår. Vi besøgte også en lille landsby, hvor de gamle damer lurede gennem vinduerne fra deres små stråhytter og smilede med deres tandløse smil, når vi gik forbi. Vi blev enige om, at der vist også boede flere geder end noget andet i den by, da vi for hver meter kunne klappe et blødt lille kid, som lå med sin mor på vejen.
Vi blev på den ene ø til sent om aftenen, og de søde mennesker, som arbejdede på båden lavede en hyggelig fest på stranden for os med den vildeste barbeque længe set. De grillede en hel gris til kun os plus forberedte ca 10 andre retter plus at frugten var skåret ud i fine figurer, som drager og kurve, så alt var bare så fint! En rigtig beachparty med det hele!
På dag 4 kom vi til den flotteste ø af dem alle. Hagakhak hed den og bestod af en masse kalkstensformationer. Vi havde snorkeludstyret med og en kajak, som jeg sejlede rundt i, mens de andre lå med masken ned i vandet og fandt blæksprutter, pibefisk og stribede havslanger. En rigtig hyggelig dag, hvor en del af os også udnyttede, at vi havde en massør med ombord. Den søde Lea gav massage for 80 kr. per time, så det kunne vi godt lige forkæle os selv med. Ja, faktisk kunne jeg gøre det hver dag, men skal jo også se lidt, nu jeg er her :-)
Torsdag aften var kaptajnens aften samt karoke aften. Det betød, at alle besætningsmedlemmerne kom og spiste sammen med os og efterfølgende kom det store musikanlæg så frem. For jer, der ikke ved det, så er mixet af mange asiater og et karokeanlæg altid anledning til enten at grine sine bukser i laser eller holde sig for ørerne:-) Vi valgte dog en anden mulighed, som var at prøve at udkonkurrere dem i deres uofficielle nationalsport, som karoke jo nærmest er. Efter min mening vandt Steffen helt sikkert med aftenens bedste indslag, da han solo sang Santa Claus is coming to town med jazz hænder og vandren mellem alles stole i håb om at få publikum til at synge med. Ærgerligt der ikke var præmier:-)
Den sidste dag, inden vi kom tilbage til Cebu, gik på Quatro Islands, som var 4 små Robinson Crusoe øer, der lå tæt sammen. Vi havde den hyggeligste dag i en lille landsby, som vi besøgte mellem vores dykke- og snorkleture. På øen boede der ca. 2500 mennesker, og 800 af dem var børn, så da vi kom ind med gummibåden, stod der en kæmpe velkomstkomite på stranden. Vi havde taget lidt tøj, sæbe, kuglepenne og lækkerier med, og børnene fulgte os rundt på øen ofte med store øjne ned i plasticposerne. Vi fik købt lidt julegaver, som var hjemmelavet af kvinderne på øen, og legede og tog sjove billeder af børnene og de mange søde hunde, som jo også skal have noget kærlighed:-)
Vi havde en fantastisk tur og mødte nogle søde og dejlige mennesker på vores cruise, og det er bestemt noget, vi kan anbefale til alle derhjemme. Nu slapper vi af de to sidste dage, vi har på Filippinerne på et dejligt luksushotel, hvor vi kun kan drømme om at spise bare halvdelen af de lækre ting, de serverer til morgenmad. Idag blev der også tid til en omgang massage på et rigtigt lækkert spa, hvor vi måtte slippe 150 kr ialt. Steffen fik en times rygmassage, hvor den lille kvinde var helt oppe at kravle på hans rygrad, og jeg fik en times hot stone massage, som var noget af det lækreste selvforkælelse jeg har prøvet.
I morgen er vi klar til endnu en dag ved poolen, stranden eller hvad vi lige har lyst til, inden vi flyver til Singapore på mandag. Vi prøver at forberede os på kulden derhjemme ved at tænde for airconen på vores værelse, så vi vågner op med kold næse, som nok I fleste gør derhjemme i øjeblikket. Husk at sne og kulde er lig med varm kakao, stearinlys og sludder i sofaen. Det glæder vi os til om 10 dage :-)
Juleknus fra Lotte og Steffen.
- comments
Stine Jeg kan meget levende forestille mig Steffen i sang og spas mellem gæsterne:-) Det lyder som om, at i virkelig har nydt Filippinerne. Hvor er det bare dejligt!
Lene Lyder bare mega dejligt! Specielt når man sidder her i den danske vinterkulde! Jeg glæder mig til snart at se jer igen! Rigtig god rejse hjem og herhjemme juler vi jo til den store guldmedalje så det kan I jo glæde jer til. xxx