Bula!(hej på fijian)

Åhh, hvilken luksus at være tilbage på fastlandet med veje, byer og varmt ferskvand i hanen! Altså fastlandet på Fiji er jo også bare en ø, men den er betydeligt større end dem, som vi lige har tilbragt 21 dage på.

Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle jer om, hvordan vi svømmede rundt i det store hav med en kæmpe pukkelhval! Det var så sindsygt vildt, og jo ikke noget man nogensinde skal regne med at få lov til igen, uanset hvormange penge man viser frem. Der var blevet set tre pukkelhvaler omkring Yasawa øerne, og den næste formiddag sprang en lille hval op af havet lige ude foran Mantaray Resort stranden, hvor vi lå og solede os. Den var helt inde ved stranden, kun revet holdte den 20 meter fra land! Medarbejderne på resortet havde aldrig set en hval før, så de var helt ellevilde også, så med eufori og adrenalinen pumpende rundt i kroppen sprang vi tyve mennesker i en lille båd og fræsede ud til hvalen. Den var tydeligt nysgerrig, så svømmede helt hen til vores båd - det var så fantastisk. Medarbejderne sprang i vandet for at svømme med den, og så fulgte folk ellers efter, selvom de færreste havde nogen snorkel eller maske på. Jeg havde stor lyst til at hoppe i, selvom jeg havde efterladt min maske på stranden, da tanken slet ikke havde strejfet mig, at vi kunne hoppe ned til den! Og da hvalen kom helt hen på siden af båden og svømmede lige under os, kunne jeg ikke holde euforien nede, så jeg sprang på hovedet lige ned ved siden af hvalen. Her var jeg kun meter fra den, og med det utrolige klare vand kunne jeg se hele hvalen og dens fine sorte og hvide luffe tæt på mig.

Medarbejderne ville ikke have problemer med kokkene, så de tog os alle tilbage for frokost. På vej væk sprang hvalen op af havet med hele sin krop og "vinkede" med halen frem og tilbage tre gange! Det var så imponerende, fuldstændigt som om den sagde farvel og tak.

Mens vi sad på den kæmpe terrasse og spiste den lækre frokost, nød vi udsigten ud over bugten. Og her var hvalen kom tæt ind på land igen, så folk kastede maden i sig eller forlod den stormende ned mod stranden. Her greb alle snorkeludstyr, stormede hen over det skrøbelige koralrev(ikke helt i tråd med god opførsel) og så lå folk ellers der med en babyhval ved siden! Babyhvaler er dog ikke så små igen, og så er de utrolige nysgerrige, hvilket Lotte og jeg også oplevede. Den svømmede lige under Lotte, som lå i overfladen og betragtede hele dette unikke havdyr, som er så fredsfyldt. Herefter svømmede hvalen hen mod mig, hvor den drejede rundt, mens jeg dykkede et par meter ned. Så her kunne jeg kigge den ind i dens kæmpe store øje, mens den svømmede rundt om mig og så forsvandt den ellers ud i det uendelige blå hav!

Vi vil aldrig nogensinde glemme denne oplevelse i resten af vores liv...for evigt!

At vi så næste morgen skulle opleve noget næsten lige så imponerende var svært begribeligt! Vi havde de sidste 12 dage boet på standard resorts, så vi ville forkæle os selv med at bo på Mantaray Resort i tre dage, hvorfra der også var mulighed for at svømme med mantarays! Disse kæmpe væsener med deres store mund kan blive op til 8 meter brede, så de er betydeligt større end alle de andre forskellige slags rays vi har set. På et andet resort lavede de også disse ture for at svømme med mantarays, men vi tog aldrig med, for vi ville vente til vi ankom her. For tiden lå der dog mange dykkerbåde i bugten, så mantarays'ene var nok blevet skræmt væk, for de var ikke blevet set de sidste syv dage til vores store skuffelse. Vi krydsede fingre hver eneste dag for at medarbejderne skulle spotte dem på de to udkigsture om dagen. Dagen oprandt, hvor vi skulle tjekke ud, og vi blev vækket af trommelyden som sædvanligt. Men et hurtigt kast på uret afslørede, at det ikke var morgenmadstrommen, men lyden af mantaraytrommer! Vi sprang op af sengen, kiggede hinanden i øjnene og jublede, mens vi skyndte os i badetøjet ! Jeg stormede op og købte et undervandskamera i receptionen, og Lotte løb ned til båden, hvor vi lige kom med som de sidste i den første båd. Efter få minutters sejlads så vi mantarays'ene kæmpe vinger komme op af havet! Her lå de i en havstrøm og smæskede sig i plankton! Utroligt, at så små dyr kan mætte de store havdyr. Så var det jo bare med at hoppe i vandet, igen, og så lade sig imponere af disse ca. 3 meter brede mantarays omkring os. Der var to, en han og en hun. Hannen var helt sort, og hunnen var hvid og sort, nærmere sølvfarvet faktisk. Og her svømmede disse to mystiske væsener så rundt mellem os. Vi dykkede ned under dem og svømmede over dem over lange strækninger. En stærk oplevelse, som står lysende klart for os! Hannen svømmede forrest, og han lavede flere store flotte bløde vendinger i vandet, hvorefter hunnen fulgte efter. Det hele skete lige foran næsen på os, og sådan cirkulerede de og vi 20 turister rundt i små tre kvarter!

Fra at Fiji havde været en fantastisk feriedestination, blev den lige pludseligt til et fuldstændigt uforglemmeligt unikt øjeblik i vores liv! Alle de fantastiske store havdyr vi havde set, inklusiv seks meter lange hajer, og tusindevis af smukke farverige fisk, blæksprutter og koraller gjorde det helt specielt. Lotte og jeg har rejst rundt i flere år i mange lande i verden, men sådanne oplevelser åbner virkeligt ens øjne for at udforske de 70% af jordkloden, som er dækket af hav! Her gemmer der sig så ubeskrivelige store oplevelser - åh, lad os for Guds skyld, og vores egen, beskytte hele denne vidunderlige verden!

Nå, vi har noget andet på hjerte, som I skal høre. Lotte har en blodansamling på halsen, og den sidder inde i hendes skjoldbruskkirtel. Vi har besøgt en del læger hernede, og hun har fået taget blodprøver, tests og scanninger. Der er nogle celleformationer i blodet, som skal undersøges nærmere, men det kan kun gøres ved en operation. Dette vil forsikringen ikke betale for i Australien, så vi kommer hjem den 19. august, så hun kan blive opereret i Danmark. Det er åbenbart en temmelig almindelig sygdom for kvinder mellem 20 og 40 år, og kun i få tilfælde er der tale om noget alvorligt. Mens ventelisten bliver kortere i DK, fordriver vi så tiden her midt i Stillehavet...ikke noget dårligt sted, mange i DK ville nok gerne vente her i stedet...men især for Lotte er situation noget ambivalent, så vi tager en dag ad gangen. Vi glæder os dog også utroligt meget til gensyn med jer dejlige mennesker igen. Det hele er dog noget uvist afhængigt af ventelistens længde. Hvis den er kort, og operationen går godt, og Lotte og jeg har mod på mere, så flyver forsikringsselskabet os tilbage til Australien, så vi kan fortsætte rejsen. Men der er mange ukendte faktorer i dette, så vi rejser hjem, som hvis vi ikke kommer herud igen. Forsøger bl.a. at sælge vores bil på de sidste par dage i Brisbane fra imorgen af. Det har været en super fed rejse på syv måneder, som vi har nydt i fulde drag, så vi kan sagtens forlige os med dens afslutning.

Kærlig hilsen

Lotte og Steffen

-på en dejlig Stillehavsø!