Efter Halong Bay var planen at tage nattoget ned gennem landet til byen Hué. Turen ville tage omtrent 12 timer, og selvom køreturen overvejende ville foregå i mørke ville det være en oplevelse. MEN. Da vi når frem til Hanoi Railway Station finder vi ud af, at de kun har siddepladser tilbage i toget og dermed ingen muligheder for at booke en køjeplads. Lang næse til os! Med 12 timer på et hårdt sæde i en larmende togvogn kunne vi godt regne ud, at det ikke var meget søvn, vi ville få. Så vi stod mellem to valg: at tage togturen til Hué velvidende om, at vi formentlig ikke ville få meget ud af dagen dér, eller tage et fly næste morgen til Danang og derefter tage direkte til Hoi An, som også var næste stop på den planlagte rute. Jeppe var klart fortaler for det sidste, og han fik mig da også overbevist om, at det var den bedste løsning. Det er måske den bedste beslutning vi har taget indtil videre!!

Tirsdag eftermiddag nåede vi frem til Hoi An; en ældgammel havneby i det centrale Vietnam. Fra første minut var vi pjattede med byen; stemningsfuld, hyggelig og ikke mindst dejlig varmt i forhold til både Hong Kong, Hanoi og Halong Bay. Udover at besøge forskellige lækre (og billige!) restauranter og barer, brugte vi tiden på sightseeing i området. Min fod er stadig øm, og vi lejede derfor nogle cykler, så vi ikke skulle vade rundt i flere timer (tror det passede Jeppe fint). Med vores Old Town-ticket havde vi adgang til 5 forskellige seværdigheder i byen, og selvom det var spændende at se, så var selve cykelturen det bedste. Efter at have ræset byen rundt satte vi kursen mod et stort landområde med rismarker, hvor vi nød solen og udsigten. En gammel vietnamesisk dame gjorde os selskab og vi talte sammen i 20-30 minutter. Ingen af os fattede hvad den anden sagde, men det var hyggeligt. Hoi An er bestemt den hyggeligste by, vi har været i hidtil, og vi kunne godt have brugt en dag eller to mere der.

Billede: Hyggesnak med ældre vietnamesisk dame