Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg ankom godt og sikkert til Hong Kong lufthavn lørdag eftermiddag, hvor Jeppe stod og ventede på mig. Så heldigt gik det dog ikke med min bagage. Trods, at jeg havde to sæder for mig selv i flyet, fik jeg maks. 3 timers søvn, så da jeg fandt ud af, at min bagage var strandet i Paris, tog jeg mig en smule til hovedet. Men, der er kun én vej og det er fremad! Drengene havde arrangeret en Night Out, så jeg var både på restaurant, vinbar og diskotek i mit joggingtøj - flot!
Den første dag i Hong Kong var lidt sløv (tømmermænd og jetlag er ikke en god kombi), men Jeppe viste mig dog nogle forskellige steder rundt omkring. Til gengæld tog vi turisthatten på dagen efter, hvor vi fik nået en masse: Rundtur på universitetet, hvor Jeppe læser > Til den hektiske bydel Mong Kog for at købe kamera og ose på "Women's Market" > Videre med svævebane, der tog os op til Asiens største siddende Buddha-figur > Udflugt til fiskerbyen Tai-O, der delvist er bygget på pæle i havet. Vi faldt bogstaveligt talt omkuld, da vi var hjemme klokken 21 om aftenen!
Nytårsaftensdag skulle drengene (Niels & Jeppe) flytte ud af deres lejlighed, så jeg tog et bykort i lommen og begav mig ud på egen hånd og fik ordnet lidt shopping til aftenens nytårsfest. Temaet til festen var "The Great Gatsby", så mændene kom i smoking, damerne i kjole og store skrud. Festen blev afholdt i en country club, og vi var inviteret med som venner af huset. Der var lagt rigtig meget arbejde i festen, og både opsætning, underholdning og menu sad lige i skabet! Det hele var meget overdådigt og imponerende. Vi kom godt ind i det nye år, og selvom jeg savnede Dronningens tale, kransekage og fyrværkeri, så var det skægt at prøve at holde nytår i udlandet.
Turen gik fra Hong Kong til Hanoi for to dage siden, og jeg har brugt lidt tid på at reflektere over opholdet i Hong Kong. Der var koldere, dyrere og mindre venlighed/service, end jeg havde regnet med, men til gengæld har byen et endeløst og varieret udtryk; Hong Kong har det hele!
At komme til Hanoi er lige som at træde ind i Omvendt-land. Byen er enormt hektisk og der sker 10 ting på én gang inden for én kvadratmeter; man får virkelig én på opleveren her! Også økonomisk er der "Value for Money", da man både bor, spiser og drikker for ingen penge i Vietnam. Vi bor på et udemærket hotel lige midt i byen - 2 personer/2 nætter = 250 DKK i alt. Desuden spiser man både godt og lokalt for omkring 70.000-100.000 vietnamesiske dong (18-26 DKK!!).
Første dag i Hanoi startede ud med frokost på The Kafé; en hip café i det "finere" område, som Jeppe har været på før og er helt pjattet med. Her mødtes vi med Lasse, vores studiekammerat, der lige nu er i praktik på den danske ambassade i Hanoi. På fyldt mave fulgte vi en rute fra min Lonely Planet bog, der sikrede at vi kom igennem det meste og vigtigste af Hanoi centrum (The Old Quarter). Gåturen var 4 kilometer lang og tog 2,5-3 timer. Selvom man var ør i hovedet af motorstøj, dytten og mennesker, så var det en virkelig god tur, der bød på mange indtryk og oplevelser undervejs.
I går ville vi opleve Hanoi by night, der startede ud med en overdådig vietnamesisk middag på Quan An Ngon - en restaurant, der har fået virkelig gode anmeldelser i Lonely Planet. Restauranten var proppet, men alligevel var mad og service fejlfri. Regningen lød på lidt over 600.000 vietnamesiske dong, hvilket svarer til knap 160 DKK. Det skal hertil siges, at vi til sammen fik 7 retter og 6 øl!! Aftenen forsatte i godt selskab med lækre drinks og god stemning.
Sidste dag i Hanoi gik med sightseeing på egen hånd, da Jeppe havde lidt svært ved at komme ud af sengen i morges. Jeg tog til Ho Chi Minh Mausoleum; et mindesmærke, hvor Ho's balsamerede krop er bevaret og udstillet i glasmontre. Udover kroppen så man, hvor han boede og levede sit liv, og det hele var en ret spændende oplevelse. Herefter gik turen mod Vietnam Museum of Ethnology, hvilket ikke var så imponerende som håbet. Måske hænger det sammen med, at jeg kort forinden fik min fod klemt af en tung glasdør og derfor ikke var helt på dupperne.
I morgen går turen 3 timer østpå til Halong Bay, der omfatter flere tusinde kalkstensholme og -øer i forskellige størrelser og former. Her har vi booket 2 dage/1 nat på båden Elizabeth Cruise med alt inkluderet- også diverse aktiviteter som madkursus, fiskeri, kajakroning, sightseeing etc. Det bliver en spændende og meget flot oplevelse, og vi glæder os!
Det var alt for nu!
Billede: Mong Kog, Hong Kong
- comments
Mor Kære Stine Jeg håber, du har det bedre med din fod ?! ... og det lyder jo helt vildt spændende alt sammen .. .og man kan levende forestille sig, hvor hektisk der er rundt om dig, ved din beskrivelse. Jeg kan ligefrem fornemme folks susen forbi ... bilernes dytten ... Glæder mig til at høre om Halong Bay ... og om Jeres tur på motorcykel .. hvis I altså stadig har de skøre planer?? Elsker dig ... <3 - Knus og kram Mor
rie plasmann Hold da helt fast, Stine.Hvor spændende. Dejligt at få dine kommentarer ---Det var god læsning. Glæder mig til næste kapitel.. Hils Jeppe. Knus Bedstemor
farmor og farfar Hej Stine. Hvordan går det "på farten". Vi glæder os til at høre nyt fra dig. Det lyder meget spændende. Ha' det godt.:) Knus fra farmor og farfar