Profile
Blog
Photos
Videos
Efter anbefalinger fra flere rejsende på vores vej og bekendtskaber hjemmefra, valgte vi at vores næste stop i Cambodia skulle være Koh Rong. Koh Rong er en lille ø et stykke ud fra landets sydvestlige kyst, der ikke er nært så udviklet som fastlandet. Vi blev lovet en meget afslappet stemning og stil samt en forholdsvis primitiv levevej. Det fik vi! Da vi efter 40 minutters express-sejllads hoppede af på Tui Beach, der er øens "centrum", så vi, at "byen" var 100 meter lang og kun én husrække bred. Vi fik hurtigt vores sko af, for der er ingen veje eller stier på øen - bare sand! Byen består af guesthouses, hyggelige barer/spisesteder, en virkelig lækker strand samt et mindre område, hvor de lokale bor. Folk lå enten i sandet på stranden eller flød i en lækker stol et sted; måske med en øl i hånden - det her er et Paradis for enhver backpacker!
Vi havde to nætter i denne oase, så det var med at nyde det, mens det stod på! Første dag gik med afslapning på stranden samt at snuse lidt rundt og få noget god lokalt mad, inden det var tidligt i seng! Strømmen går hver aften klokken 22-23, medmindre man er én af de få, der har en nødgenerator, så det var med at hoppe i kassen, inden det buldrende mørke. Vi boede på Bamboo Guesthouse lige midt på stranden, og vores værelse bestod af et sengelignende møbel og et myggenet. Badeværelset skulle vi dele med resten af flokken (hvis det altså virkede!). Jeg tror ikke, vi var uheldige - sådan er livet bare på Koh Rong, og det var faktisk befriende at komme helt ned i tempo.
Dag 2 tog Balle og jeg på egen hånd på trekking igennem junglen for at komme over på den anden side af øen, hvor der efter sigende skulle ligge en øde men virkelig smuk strand. Turen igennem junglen tog cirka en time; op og ned af stier, klipper og bjerge, så da vi nåede frem til Long Beach ramte det smukke syn os endnu hårdere end ventet. Vandet var helt klart og blåt, der var ingen mennesker at se, og sandet var kridhvidt og knitrede som sne, når vi gik i det. Vi besluttede at gå fra den ene til den anden ende af stranden med et sol- og badeophold på halvvejen. Inden vi fik set os om var klokken 17, og det var på tide at tage en båd hjem til vores egen del af øen. På hele dagen mødte vi maks. 10 mennesker!
Vores sidste aften på Koh Rong blev fejret med en enorm BBQ Barracuda steak med diverse tilbehør, inden vi begyndte at ture den imellem de forskellige barer - selvfølgelig i bare tæer!
Billede: Afslapning på Koh Rong-manér
- comments