Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg kunne alligevel godt lige nå en portion cornflakes, inden jeg skulle møde i Shamrockers kontor kl. 8.15. Shamrocker arrangerer den femdages tur, som jeg nu er på.
I første omgang handlede det om at komme et godt stykke mod sydvest. Landskabet var mest landbrugsland ligesom i Danmark, dog lidt mere bakket og dog lidt flere får. Jeg var heldig at få et forsæde for mig selv, hvilket skulle vise sig at være klogt, da jeg senere på turen fik en antydning af køresyge, da vejene blev smalle og mere snoede. Vi havde et fourageringsstop efter en time, hvor det lykkedes mig at hælde en halv kop kaffe ned over mig selv OG mit kamera, fordi låget ikke var sat ordentligt på bægeret. Heldigvis ser det ikke ud til, at der er sket noget med mit kamera, og mig kan det jo være ligemeget med....
Vores første stop var Cashel Castle, som vi dog måtte nøjes med at se fra neden, fordi det er under restaurering. Det var også fint nok, for det ligger på en klippe, så det tager sig godt ud nedefra. Cashel ligger tæt på byen Tipparery, som der jo ellers ifølge sangen er lang vej til....:-)
Guiden hedder Kim og er en ung kvinde, som er meget interesseret i vikinger! Hun har et ubegribeligt snakketøj, men er nem at forstå og har megen humor. I det hele taget er det 'ungt selskab', men det kom ikke bag på mig, da Shamrocker lancerer det lidt som en tur for rygsækfolket. Jeg tror faktisk, at der kun er to andre, der har passeret de 30, men det har jeg jo også kun lige.....;-) Så jeg er farmand ombord! Det gør nu heller ikke noget, selv om man godt kan fornemme det meget unge islæt. Der er et vist fokus på, hvor man kan komme ud og få noget Guinness om aftenen. Folk er fra USA, Canada, Australien, New Zealand, Tyskland - og så minoritets-mig. Når jeg valgte Shamrocker, var det mest, fordi de laver turen til næste det halve af, hvad andre selskaber tager. De unge bor på vandrerhjem, og jeg har booket mit eget kroværelse undervejs. Det der med sovesal, det er et overstået kapitel for mig.
Vi passerede Irlands næststørste by, Cork (det er dér hvor de har opfundet cork-proppen....), omkring kl. 12.30, og så var der kun 8 km til dagens hovedattraktion: Blarney Castle (udtales blairney), som er bygget i 1400-tallet. Man kommer op i borgen ad en smal vindeltrappe, og øverst oppe er den legendariske Blarney-sten, som man skal kysse. Man er nødt til at ligge ned og med hovedet bagover for at kysse stenen. Samtidig ligger man med hoved og skuldre ud over kanten, så det er heldigt, at man ikke har øjne i nakken! Der er nu dog 'sikkerhedsnet' under. Ellers er der en dejlig park og diverse andre bygninger og naturformationer at kigge på. Vi havde 2 1/2 time til vores rådighed - dejligt med god tid.
Fra Cork til Killarney (udtales killairney) blev landskabet mere, som jeg har forestillet mig det irske, grønt, bakket og præget af klipper. Faktisk ret smukt, og vi kørte nu ad små veje gennem hyggelige småbyer. Vi ankom til Killarney kl. 16.45, og jeg havde kun 10 minutter fra de andres vandrerhjem til min kro, Cherry Tree Inn. Her har jeg et fint værelse med bad, men et noget sløvt internet, så jeg er spændt på at se, hvordan det går med at smide denne blog og mine billeder på nettet.
Jeg har ikke fået nok af irsk folkedans, så i aften skal jeg til et show lidt længere neden af gaden.
Nå, det viser sig, at jeg ikke engang kan få mine billeder transmogryffet over på min ipad, så I må nøjes med et enkelt internetbillede af Blarney Castle.
- comments
Stine Hvad opnår man ved at kysse stenen - udover en angst anfald af højdeskræk! Godt du er i god behold :-)
Steffen Spændende tur! God fornøjelse ned folkedansen - aner man opvarmning til en tilmelding til et aftenskolehold til vinter?!
Søren Veltalenhed og charme, Stine. Jeg gjorde det, selv om jeg har rigeligt af begge dele... (Bvadr!). Steffen, i Danmark bliver det vel snarest line Dance, man kan gå til. Selv om det kan virke lidt komisk, har det faktisk altid haft en vis tiltrækning på mig - måske det er støvlerne og hattene.... ;-)
Stine Okay, så tror jeg at du er født på den sten :-)) og så siger jeg ikke mere om den sag.... God videre færd i det smukke Irland!
Mor og far Det er da fint at du er i ungt selskab. Pensionister er da så sløve at være sammen med! Vi regner med en opvisning i irsk folkedans på min fødselsdag! God tirsdagstur