Tænk, så kunne vi ikke engang få vores morgenmad på hotellet i dag! Vi havde en aftale kl. 6.20 med en af de officielle turistguider, Bora, om en tur til dyreparken Fatalah i det sydvestlige Senegal. Så vi måtte tage sultne afsted.

Det var stadig mørkt, da vi nåede til færgelejet i Banjul. Her sagde vi på gensyn til vores første chauffør, da bilen ikke skulle med færgen. Vi sejlede til Barra på den anden side af Gambiaflodens munding. Det tog en lille times tid. De gående passagerer, som vi jo hørte til, forlod færgen ad landgangen sammen med biler og lastbiler. Det var lidt kaotisk, og man fik sig en lettere kulilteforgiftning!

I Barra fik vi vores morgenmad, mens Bora tog kontakt til vores næste chauffør. Derfra skulle vi køre i en åben vogn sammen med et hollandsk par, der også havde deres egen guide. Det luftede ret godt, da bilen fik fart på, men heldigvis skulle vi ikke så langt. Jeg tror, vi var ved den senegalesiske grænse efter en 20 minutters tid. Dér skulle ordnes noget papirarbejde, og så kunne vi køre videre. Kort herefter ankom vi til Fatalah.

Den ene guide - ikke vores - blev nu smidt af, og en dyreparksguide tog hans plads i bilen. Man må ikke køre ind i dyreparken uden sådan én. Det var nu begyndt at blive varmt, og i løbet af de to timer, vi kørte rundt i parken, blev det nærmest hedt. Der var ganske spektakulært, og vi så bøfler, et næsehorn, en krokodille, bush pigs (ved ikke hvad de hedder på dansk), kæmpeantiloper og andre antiloper, zebraer og emuer helt tæt på. Der var tydeligvis disputs mellem chaufføren og guiderne, selv om vi ikke kunne forstå dem. Bora skulle senere fortælle os, at chaufføren hele tiden forsøgte at korte turen af, for at slippe så nemt om ved det som muligt. Det fik han dog ikke lov til.

På vej tilbage - efter vi var kommet tilbage til Gambia men før færgen - besøgte vi efter Mettes ønske en skole for helt små børn. Straks vi var steget af bilen stimlede børnene sammen om os, og nogle større børn, som ikke gik på skolen. Den ene af skolens to lærere viste os rundt. Så kan vi altså godt pakke sammen med vores nedslidte skoler! Gulvet var den bare jord. I det ene klasseværelse var der nogle lave bænke, i det andet sad børnene på jorden. Toilettet var et hul i jorden i bogstavelig forstand. Vi gav dem nogle kiks og lidt slik, som vi havde med, og Mette gav dem en pose kuglepenne. Man ved det jo godt fra TV, at de har kummerlige forhold, men det er altså noget andet at se det i virkeligheden!

Da vi spiste frokost med Bora i Barra bagefter, fortalte han om mulighederne for at give bidrag til skolerne. Han arbejder med dette også, og vi vil kontakte ham på e-mail, når vi kommer hjem. Selv for os helt små beløb kan være en stor hjælp for en skole her.

Nu er det så snart slut på vores sidste hele dag i Gambia. Vi har begge fuldstændig forelsket os i landet, og ikke mindst de skønne mennesker, der bor her. De er åbne, interesserede, snaksomme, smilende, drillende - og ind imellem også lidt sørgmodige - men aldrig sure og afvisende.

Jeg ved ikke endnu, hvad vores aften skal gå med. Måske skal vi se noget af hotellets underholdning, - der er noget nyt hver aften. I går var der afrikansk musik og dans. Det var imponerende, f.x. en kvinde der dansede helt vildt på stylter. Vi skal naturligvis også have noget godt at spise.

Hermed slutter jeg min blog fra Gambia. Tak til dem, der gad at læse med.