Profile
Blog
Photos
Videos
Nuuksion Kansallispuisto - mundret for Nuuksio Nationalpark - var dagens hovedudflugtsmål. Jeg sov længe, dvs. lige til kl. 7.30. Nu havde vi heller ikke tænkt os at hænge i en klokkestreng i dag. Efter morgenmaden smurte vi madpakker og gik ned til hovedbanegården. Derfra tog vi et tog til Leppävaara, hvor vi skiftede til bus 28, som vi skulle køre med til endestationen Siikiniemi, ca. 40 km fra Helsinki. Derfra var der stier ind i nationalparken. Vi fulgte gul rute, som var ca. 8 km.
Det var en pragtfuld tur! Vi havde fuld sol og lune temperaturer, og dertil skøn natur omkring os. Den éne sø afløste den anden, og det samme kan man sige om bakkerne! Vi pustede og stønnede lidt ind imellem. Lidt over halvvejs kom vi til Haukkalampi, hvor der lå en lille informationsbutik, hvor vi fik kaffe og chokolade til at klare de sidste bakker. Pigerne dér fortalte til vores overraskelse, at der faktisk findes brune bjørne i Nuuksio. For kun et par dage siden havde en vandrer set bjørnespor i nærheden. Vi larmede lidt ekstra på resten af turen..... :-) Vi gik faktisk også forbi et stykke is, som ikke var smeltet helt endnu efter vinteren.
Efter tre timers vandring var vi tilbage ved busholdepladsen, og efter endnu en time tilbage i Helsinkis centrum. Nu satte vi kursen mod Tempelpladsens Kirke. Det er en kirke fra 1969, som er bygget ind i en klippe, kun kobbertaget og en karakteristisk vinduesbræmme rager op. Meget smukt kirkerum! Vi var så heldige at komme lige, mens et meget skønt syngende amerikansk kor holdt generalprøve, så det satte vi os og lyttede til.
- Og så fik Stine omsider klippet sit pandehår....! Det nåede også helt ned til næsen.... :-)
Derfra gik vi hjemad gennem en park langs vandet. Nu var vi også ved at have gået nok for i dag. Sofaerne trak, og vi fik os vist begge en lille lur. Men så var vi også i stand til at slæbe os ned til en pizza-pasta-restaurant og hjem igen.
I morgen er vores ferieturs sidste dag. Vi skal mod lufthavnen kl. 13. Inden da tager vi nok en tur i en slags frilandsmuseum på Seurasaari, nu hvor de lover godt vejr igen. Vi har begge været rigtig glade for turen. Finnerne er venlige nok, selv om de næppe hører til verdens mest meddelsomme folk. Men en smule eftertanke har vel aldrig skadet nogen, vel?
- comments
Mor og Far Man må sige, at I har udnyttet tiden fint og fyldt den med gode oplevelser. Vi ønsker jer en fin hjemrejse og glæder os til at høre mere om Finland og Estland
Mette Dejligt endnu engang at læse om Jeres oplevelser. Og rigtig god tur hjem