Once upon a time there was a magical land, more plentiful, more beautiful than all the other lands of the earth. Its magical pull on the simple inhabitants of the planet made them fight, tooth for tooth, brother for brother over the right to kick other people away from the land they so longed to call their own. Until one day they realised that owning land is a privellige, not to be abused, but to be shared with your fellow beings. Where ever this happend, it wasn't Israel.

Har nu i en uge boet i et baeredygtigt bofaelleskab i en lille landsby, Beit Sahur uden for Bethlehem, paa vestbredden. Af en eller anden grund har jeg det godt hos anarkister - dem jeg boede/arbejdede med i IStanbul var anarkister - selvom der er meget vi ikke er enige om. Deres projekt gaar ud paa at teste mange forskellige maader at udnytte den relativt daarlige jord palaestinenserne har, paa den mest nyttige maade - saa huset er fyldt med biologer ol. De sidste par dage har vi plukket - de faar - oliven der var paa traerne og plantet nye traer. Naar de faar det til at fungerer vil de overdrage det til palaestinensere, og ellers deler de bare ud af de ideer der har virket. De goer hvad palaestinenserne har svaert ved at goere - dyrke deres land i fred.

En af deres venner, Adbed, som bor i en landsby paa den anden side af Bethlehem er et godt eksempel. Han bor taet paa et stykke jord, hvor den israelske regering har givet tilladelse til at bygge en bosaettelse. Bosaettelserne er i bund og grund den israelske regerings maade at forhindre en paleastinensisk stat, for paa den maade at tage saa meget jord som muligt. Det er dog ikke alle bosaettere som bor disse steder ud af religioese/nationalistiske grunde - det er billigt, og man faar en sum penge hvis man som Israeler bosaetter sig der. Man faar ogsaa en sum penge, hvis man som udenlandsk joede bliver israeler. Afhaengigt af hvem du snakker med - er det en naesten aabenlys maade at rense israel for palaestinenserene. I Hebron er bosaetterne saerligt berygtede - f.eks. for at kaste sten paa palaestinensiske boern paa vej i skole. I selve bosaettelsen skulle der vaere en statue der aerer Baruch Goldstein - en joedisk bosaetter som draebte 29 palaestinensere og saaerede flere, da han gik ind i en moskee, mens der var boen og skoed paa de bedene muslimer. Jeg har endnu ikke set Hebron, og har endnu ikke fundet ud af om jeg sikkert kan gaa rundt i disse bosaettelser.

Men, naar regeringen vil have jord forsoeger den foerst (hvis man er heldig) at koebe den. Men Adbed naegtede at saelge. For det er hans jord, og fordi han er en landmand som vil bruge sin jord. Saa rev de hans hus ned. Han byggede et nyt. De rev det ned. Han har derfor boet i et telt de sidste paar aar. Her i Beit Sahur, har de formaaet at samle penge sammen til at bygge et tag til ham - men de skal bygge det saa det hurtigt kan tages ned hvis Israelerne kommer for at tage det ned, saa de ikke oeddelaegger det. Kan aerlig talt ikke se det noble, eller det retfaerdige idet. Derudover burde Israelerne slet ikke befinde sig i Bethlehem. Men paa trods af anholdelser, oeddelaegelser og trusler holder han ved. For det er hans jord.

Oven i hatten, kan man fra vejen til hans hus se muren. Muren som adskiller 'Israel' fra 'Palaestina' - muren snor sig ulogisk ind og ud af vestbredden, og skaerer endda palaestinensiske byer, midt igennem. Paa den palaestinensiske side er den daekket af grafiti, som udtrykker alt fra haab til vrede. Det er ikke til at fatte naar man koerer forbi, at den mur overhovedet har faaet lov til at eksisterer. Man skulle tro at Ghetto konceptet ville vaere Israelerne fuldstaendig usmageligt.

Personligt, kan jeg godt maerke at jeg ikke har temperamentet til at vaere palaestinenser. Det hjalp en del at luge ukrudt hos Adbed, men jeg gik stadig derfra med et kaempe raseri over alt det som palaestinenserne skal igennem hver dag, fordi de er palaestinensere. For de ting som ikke involverer bomber ol., er i virkeligheden det som holder konflikten igang, og det som vi aldrig forstaar omfanget af derhjemme, fordi vi aldrig hoerer om det. Samtidig med at det er tydeligt (for mig), at byrden for at skabe fred ligger paa palaestinensernes skuldre. Et mere (politisk) udnyttet, undertrykt og forfulgt folke faerd er svaert at finde disse dage. Man bliver rasende, som udlaending - hvordan palaestinenserne klarer det, er for mig et mysterie.

Der er dog ogsaa Israelere som bliver rasende - blev meget overrasket i Tel Aviv, da jeg moedte de foerste meget venstreorienterede Israelere; med en arafat kop i koekkenet, og et kort over Israel/Palaestina som viser hvor bosaettelserne og muren breder sig til med et stort; PEACE NOW, printet hen over. De to jeg moedte foerst var ogsaa militaer naegtere - noget som er meget tabu i et land hvor alle er i militaeret. (Den foerste Israelske CS'er jeg boede hos var relativt aabensinded, men han designede "smart bombs" og var frivillig i militaeret, saa f.eks. blev han ved med at insisterer paa at det er mere end muligt at bombe en bygning i Gaza uden at ramme andet. Selvom det er verdens mest taet befolkede omraade. Men det er en anden diskussion.) De havde ikke haft problemer med deres familie, men de havde ofte endt i skaenderier/diskussioner med andre israelere.

Jeg boede hos CS'ere, men det var dog en endnu mere positiv oplevelse end normalt: Jeg kunne ikke faa fat paa min 'rigtige' CS'er, og moedte to paa gaden som viste mig vej; "I'm a Couchsurfer, you can stay with me!". Da deres sofa blev fyldt ringede hans straks til en ven som lagde noeglen under maatten til mig - hun var ikke hjemme hele dagen - og sagde jeg bare skulle foele mig hjemme. Jeg forlod Tel Aviv med et positivt indtryk, som unaegteligt var paavirket af mine fantastisk soede redningsmaend/kvinder.

Tel Aviv er lige som Istanbul - det er paavirket af landets kultur og historie, men er paa ingen maade repraesentativt. I Tel Aviv kan det vaere svaert at finde en restaurant som er Kosher, mens selv opvaskemiddel i Haifa er kosher. Naar man gaar gennem Tel Aviv's gader om aftenen er det ikke usaedvanligt at moede boesser (i det her tilfaelde over 50) klaedt ud som bunnies og village people. Hele byen oser af at vaere hip, trendy og ung - det er naesten for meget, men saa alligevel lokkende. Mange fester, arbejder og slapper af og lever som om resten af Israels problemer aldrig har eksisteret.

Saa kommer man til vestbredden og pludselig bliver stemningen meget mere dyster. Paa vej ind til Bethlehem saa jeg et skilt der sagde noget i retning af; It is forbidden to have your car checked or repaired by the Palestinian authorities. Hvor efter man koerer forbi muren. Den saakaldte palaestinensiske stat er en joke. En farse. Ingen grund til at lade som om at Israelerne har overdraget kontrol over noget som helst.

Mine sidste maal i Palaestina er Hebron, Jericho (og det doede hav), og Jerusalem. Da jeg gik rundt i Nazareth og Bethlehem fik jeg en forsmag paa Jerusalem, i form af store tur grupper i matchende hatte, t-shirts eller med navne skilte og smaa oererboeffer saa de kan hoere hvad guiden siger i hans mikrofon. Opgav at komme ind i en syngagoge som det siges Jesus praedikede i da en Italiansk gruppe blokerede hele stedet og ikke ville forstyrres. Tror jeg bliver noedt til at tage en dyb indaanding inden jeg tager til Jerusalem. Humor er den eneste maade man overlever paa. Specielt paa et sted hvor der er saa meget som langtfra er sjovt.

(Vil gerne lige endnu en gang paapege - for det sker aldrig igen - at jeg cyklede 55 km. Paa en dag. Faar det muligvis trykt paa en t-shirt.)