Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag den 6. november - søndag den 12. november:
Endnu en lang uge på universitetet for fredag skulle vi aflevere endnu et essay! Mine hverdage er bare ikke super spændende for tiden..
Men fredag til søndag havde jeg besøg af Eva, så hun også kunne se min by! Da hun ankom fredag eftermiddag, gik vi først en tur rundt i byen og var blandt andet forbi Museum Gardens, som er en lille park ved et af de mange museer i York. Derefter var vi på Betty's Tea Room, hvor der for en gangs skyld ikke var lang kø. Det var en virkelig kold weeked, så vi var nogle gange nødt til at gå ind i butikkerne for at få lidt varme i kroppen igen - men vi klarede dog næsten at lade være med at købe noget!
Vi tog også ud at spise ret tidligt. Vi fik dog først en drink inden aftensmaden for at trække den lidt. Til aftensmad fik vi også noget tapas agtigt og tænkte, at vi hellere måtte bestille pomfritter til. Pomfritterportionerne var dog bare gigantiske, så vi havde såå meget mad. Vi fik dog spist størstedelen! Vi skulle selvfølgelige ikke tørste, så vi fik også noget lignende tapas-drinks, hvor vi fik fire forskellige små drinks hver. Størstedelen af dem var gode, men der var ret meget alkohol i.
Da vi var færdige med at spise, var klokken kun 20, så vi besluttede at tage i biografen og se Orientekspressen. Det er også første gang, jeg har været i biografen herovre, men det var virkelig hyggeligt og en ret god film. Jeg synes, at hovedpersonen spillede rigtig godt, selvom han åbenbart ikke ligner Hercule Poirot godt nok.
Lørdag stod på både walking tur og museumsbesøg. Vi var så hurtige til at blive færdige, at vi kunne nå en tidligere bus ind til byen og så spise morgenmad på en café. Bussen gad dog ikke at komme, så vi var nødt til at finde det nærmeste madsted og købe noget hurtigt. Det var McDonalds.. Mætte blev vi dog!
Walkingtouren var rigtig fin, men jeg havde allerede været de fleste af stederne på turen. Vores guide var heller ikke super spændende... Efter frokost var vi på Jorvik Viking Center, som var en god oplevelse. Man kommer først ind i et lokale, hvor de viser en film om, hvordan de fandt ud af, at der var arkæologiske fund i York, og hvordan udgravningen foregik. Vi undrede os herefter over, at der var kø for at komme ind i næste rum. Man står jo i kø til alt herovre, så det kunne sagtens bare være britisk høflighed.. Vi fandt dog ud af, at det var for at komme ind i en "forlystelse", som tog os rundt på museet i en lille vogn. Det fungerede lidt ligesom Den Flyvende Kuffert i Tivoli, hvor vi dog kom forbi nogle mennesker, der levede i York i Vikingetiden. Vi kunne så høre deres historier og se, hvordan de så ud, og hvordan de levede. Det var super godt lavet, og nogle af figurerne så skræmmende levende ud. Der var dog også to rigtige mennesker i udstillingen, er vi enige om. Det bedste ved det hele var, at man for en gangs skyld kunne høre guiden på dansk. Det oplever jeg nærmest aldrig. Så selvom jeg ikke er fan af at høre mit modersmål, når jeg er ude at rejse, kunne vi ikke lade være :-P
Den sene eftermiddag gik vi lidt rundt i byen og kiggede lidt i butikker for at holde varmen. Vi endte derfor også med at spise aftensmad lidt tidligt - igen på min burgerrestaurant.. Det er vist ved at blive en vane ;-P Resten af aftenen brugte vi derhjemme på at se film på Netflix og på at slappe af.
Eva skulle allerede hjem omkring middagstid søndag, så vi skulle lidt tidligt op for at nå noget inden. Ligesom jeg havde vist Casper universitet, skulle Eva selvfølgelig også se, hvor jeg bruger størstedelen af min tid. Derfra tog vi bussen ind til byen for at spise morgenmad. Det er Remembrance day i dag i England for alle de soldater, der er faldet gennem tiden. Der var derfor parade i byen, så vi var heldige at ramme ind i paraden, da vi var på vej på togstationen. Der var rigtig mange, og det så flot ud, men det var lidt underligt at se børn gå i en sådan parade, der handler om krig..
Resten af dagen brugte jeg derhjemme på at læse lidt og forberede mig til næste uge, og så havde jeg et LEO møde om aftenen :-)
- comments