Christian:

Nu er vi så ankommet til Ecuador, nærmere bestemt hovedstaden Quito. Her starter vores tur hver for sig, da Siri tager til Galapagos, mens jeg bliver her på fastlandet.

Efter ankomsten til lufthavnen i Quito kl.01.30 om natten, gik jagten ind på et åbent hotel. Da det tog omkring 1,5 time i bil fra lufthavnen ind til centrum af Quito, valgte jeg at tage på et hotel tæt på, for hurtigt ar kunne komme til at sove. Da det lå tæt på lufthavnen var prisen også væsentligt højere end det normale, og jeg endte med at slippe 25 dollars for en nat! - men jeg fik så også en god stor dobbeltseng for mig selv.

Dagen efter gik turen mod Quito i taxa, men da der i byen var valg til borgmester, tog det to timer før jeg endelig ankom til hostelet. Resten af dagen stod på en let sightseeing, afslapning og hygge på mit hostel sammen med et par englændere. D.25. havde jeg besluttet mig for at se lidt mere af Quito og valgte at starte ud med Plaza Grande, hvor bl.a. præsidentpalæet ligger. Her faldt jeg over udstillingen World Press Photos, hvor de bedste pressebilleder fra 2013 var udstillet. Meget interessant, men også skræmmende at se, da udstillingen fortæller om verden i dag med krig og fattigdom. Herefter tog jeg en taxa op til toppen af "El Panecillo", et lille bjerg/bakke midt i Quito, hvor en stor statue af "La Virgen del Panecillo" står og skuer ud over Quito. Her var der rig mulighed for at få taget nogle gode panoramabilleder ud over Quito. Sidste stop på min sightseeing tur var kirken La Basílica, en stor flot kirke med nogle imponerende mosaikker.

Min sidste dag i Quito havde jeg besluttet at bruge på en lille udflugt til "Mitad del Mundo" eller verdens midte. Her er der to museer; det ene hvor en franskmand i 1800-tallet bestemte ækvatorlinjen, hvilket man senere har fundet ud af ikke er helt præcist, da ækvatorlinjen ifølge en gps ligger ca. 300 meter derfra. Så dette museum bestod egentlig bare af et stort monument, hvilket jeg kan anbefale at springe over! Den "rigtige" ækvatorlinjen ligger som sagt 300 meter derfra, hvor der er lavet et lille Maya-museum, som både fortæller lidt om indianernes historie og traditioner, men også laver nogle små eksperimenter ved ækvatorlinjen. Ved et af disse eksperimenter fylder guiden en vask med vand og stiller den på ækvatorlinjen. Her løber vandet direkte ned i vasken, men den på den nordlige og den sydlige løber mod venstre eller højre i en spiral. Hvor vidt disse eksperimenter er sande, eller bare tilføjer lidt mystik til stedet skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald en interessant og sjov oplevelse.

Den 27. var det tid til at forlade Quito til fordel for nationalparken Cotopaxi, hvor jeg havde booket en firedages vulkanbestigningstur, hvor jeg skulle bestige to vulkaner, begge over 5.000 meter høje. Jeg ankom ved eftermidagstid til stedet hvor jeg skulle bo de næste par dage. Her stod den på en god aftensmad og ellers bare afslapning, da vi skulle være friske til dagen efter.

Kl.7 næste dag var vi klar til at tage af sted, mig, en ung mand her fra Ecuador og vores guide, efter vi havde fået vores grej, som bestod af en hjelm, vandrestøvler og en sele omkring livet til at binde os fast til et reb senere. Vulkanen som vi skulle bestige hed Los Ilinizas og havde en højde på 5.126 meter. Efter ankomsten til parkeringspladsen i 3.950 meters højde gik turen opad. Man kunne med det samme mærke højdens indvirkning på kroppen, da vejrtrækningen blev hurtigere og mere anstrengt, hvilket betød at vi ofte måtte tage en lille pause. Efter ca. 2 timers vandring ankom vi til en lille hytte i 4.700 meters højde, hvor vi spiste middagsmad, inden turen gik mod toppen. Selvom der "kun" manglede 400 højdemeter, blev det, jo højere man kom op, også sværere at styre vejrtrækningen. Oveni kom kulden og en stærk vind, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere. Men op kom vi, næsten da. For da vi var cirka 50 meter fra toppen begyndte det at sne/hagle og mørke skyer trak ind over bjerget. Herefter hørte vi flere tordenskrald og vores guide sagde at vi blev nødt til at gå ned, da faren for at blive ramt af et lyn var stor, hvis vi befandt os på toppen.

Så efter en meget hård opstigning begyndte, hvad der for mig var meget lettere, nedstigningen. Her var det næsten som at stå på ski, da det lette vulkangrus fik skoene til næsten at glide ned ad bjerget. Men bedst som vi troede at uvejret var drevet over, begyndte det at regne; ikke bare en let støvregn, men et massivt regnvejr. Det værste var at der stadig manglede halvanden time til parkeringspladsen. Så resten af nedstigningen foregik næsten i løb, selvom vi ikke kunne undgå at blive gennemblødte til sidst. Så vi kom hurtigt ind i bilen og tilbage til lodgen, hvor vi boede. Her hjalp et varmt bad meget, og efter en udmattende dag var det bare på hovedet i seng.

Efter sådan en omgang stod dagen efter på afslapning eller en fri aktivitet, for dem der orkede det. Jeg havde booket en ridetur sammen med to hollændere, hvor vi på fire timer på hesteryg skulle se landskabet og udsigten over de mange vulkaner i området. Da det var første gang i mange år at jeg skulle ride, var det en smule skræmmende da guide sagde, at nu skulle vi ride galop. Og det var da også rigtig sjovt, bortset fra at jeg havde problemer med at styre min hest, da den istedet bare fulgte efter guidens hest og ikke rigtig lyttede til mig. Men vi ankom til toppen af en bakke med den flotteste udsigt over landskabet, hvor både hestene og os selv tog en lille pause. Derefter gik turen tilbage til lodgen, hvor det godt nok kunne mærkes i benene og specielt bagdelen at jeg ikke er vant til at ride.

Efter en god nats søvn var det lørdag blevet tid til at begive os mod Cotopaxi, den 5.898 meter høje sneklædte vulkan.

Først skulle vi dog udstyres med en masse grej, bl.a. termobukser, handsker og støvler, men også pigsko og isøkser, da en stor del at Cotopaxi er gletsjer. Herefter gik turen mod en hytte i 3.800 meters højde, hvor vi skulle forberede os. Udstyret blev gjort klar og vi fik en god aftensmad, for at få depoterne fyldt op. Efter maden skulle vi i seng, selvom klokken kun var 18.30, da vi skulle starte opstigningen omkring kl.24. Efter meget lidt søvn på grund af spændingen, blev vi vækket kl.22. Så var på med alt udstyret, ind i bilen og videre til parkeringspladsen i 4.500 meters højde. Da vi ankom, sneede det simpelthen så meget, at man næsten ikke kunne se en hånd for sig. Derfor ventede vi en halv time for at se om forholdene blev bedre. Det gjorde de desværre ikke, så guiderne anbefalede at vi ikke besteg vulkanen under disse forhold. Dog foreslog de at vi kunne forsøge at gå fra parkeringspladsen til starten af gletsjeren i omkring 5.000 meters højde. Det takkede jeg ja tak til, da det ville være en kæmpe skuffelse og lidt spild af penge, ikke en gang at forsøge bare en lille smule. Derfor begyndte vi opstigningen, og til min store overraskelse var starten lettere end Los Ilinizas, hvilket nok var fordi at tempoet var en del lavere her, da vi skulle spare på energien, da det normalt tager mellem 6 og 8 timer at komme til toppen. Til sidst nåede vi gletsjeren i bælgragende mørke, udover vores pandelamper. Herfra sagde guiderne stop, da snevejret var taget til, og da det ikke tegnede til at blive bedre. En stor skuffelse når man nu havde sat sig op til det, men set ud fra vores sikkerhed, var det nok det bedste valg. Så vi begav os tilbage til bilen og derefter tilbage til hytten, hvor vi fik et par ekstra timers søvn. Kl.7 om morgenen gik turen så tilbage til vores lodge, hvor vi fik afleveret al vores udstyr. Herfra havde jeg planer om at tage til byen Baños og jeg var så heldig at kunne få et lift at en af guiderne.

Så det var enden på en udfordrende og spændende tur, selvom det var lidt skuffende ikke at nå toppen af Cotopaxi. Men det giver mig dog en mulighed for en anden gang at vende tilbage for at prøve kræfter med denne næsten 6.000 meter høje vulkan.