Uros Islands

Første stop på mit to dages Home Stay på øerne i verdens største højtbeliggende sø, Lake Titicaca(i 3810 meter) var Uros Islands. Disse øer er en række flydende øer, hvor alt er bygget af siv. Selve øerne er bygget på et sivfundament, og selve hytterne, som indbyggerne boer i er lavet af siv, og endelig er deres både og kanoer også lavet af siv. Det var et meget imponerende syn, og det har virkelig krævet dygtighed at opbygge dette samfund. Jeg var meget imponeret over det, som de lokale kalder en Mercedes Benz taxi, hvilket var en stor sivbåd, som man kunne få en sejltur i. Vi fik fortalt at beboerne engang om måneden skulle høste nye siv, der skulle bruge til at tække selve øen, så fundamentet var stærk nok til at mennesker kunne leve der og bygge huse. Sivene vokser dog meget hurtigt ud igen, og det er derfor at de kan blive ved med at have nye siv til deres materialer og til at opbygge øerne.

Derudover var det ret sjovt at de var nød til at "kaste" anker for at de flydende øer ikke skulle flyde ind på den bolivianske del af Lake Titicaca(60% af søen tilhører Peru, mens 40% hører til Bolivia). Det var virkelig interessant at besøge disse øer, hvor de virkelig kan deres håndværk, når det kommer til at arbejde med siv!

Amantani Island

Næste ø var Amantani Island, hvor vi skulle overnatte hos en indfødt familie. Jeg skulle bo hos familien sammen med en amerikaner og en englænder. Hverken mor eller far var hjemme, så det var 16 årige Mari, der stod for forplejning af gæsterne. Vi blev budt velkommen med en lokal suppe med grøntsager og et pastaprodukt, jeg ikke har set før, men det smagte virkelig godt. Derefter kunne vi inspicere vores værelser, hvilket vi havde set frem til, men kvaliteten var overraskende høj. Ligesom at maden var god, så var der komfortable senge og tæpper.

Derefter havde vi tid til at spankulere lidt rundt på øen, og vi havnede hurtigt oppe på fodboldbanen, hvor vi spillede bold med de lokale drenge. Derefter var det tid til hiking til øens højeste punkt, hvor vi skulle se solnedgang, men desværre var det rimelig syet, så det var svært at se solen gå ned, men udsigten var ellers fin. Man kunne se de omkringliggende øer - blandt andet øer på den Bolivianske del af Titicaca søen). Ydermere kunne vi se det peruvianske hovedland og de mange pre-inka terrasser, som nærmest dækker hele Amantani Island.

Da vi kom tilbage til "familien" var det tid til aftensmad, og menuen stod igen på suppe, hvilket var godt, da de laver rigtige gode supper her i højderne. Efter aftensmaden blev vi iklædt det tøj, som de lokale går i, og det var tid til fest og folklore i det, der mindede om det lokale forsamlingshus. Der blev danset lokale danse med de quecha-talende beboer på Amantani, mens der blev spillet noget lokal musik af de to forskellige grupper af spillemænd. Først synes jeg det virkede autentisk, men festen blev lynhurtigt lukket efter vel mindre end en time, og spillemændene kom rundt med hatten for at opkræve penge fra turisterne, så det efterlod mig med en tanke om, hvor ægte hele sceancen var. Dog var det helt sikkert mere autentisk end de quecha folklore, som jeg var til i Colca Canyon, men på den anden side virkede det også meget mere turistprægede end mit homestay i Quilotoa i Ecuador.

Næste morgen stod vi op ret tidligt, og Mari havde lavet pandekager til morgenmad. Efter maden var det tid til at tage afsked med Mari, hendes mormor og en tante, der også var til stede, samt hendes veninde. Vi var alle enige i at det havde været et rigtigt fint home stay.

Taquile Island

Vi blev sejlet til naboøen Taquile Island, hvor vi gik fra dokken til byens hovedplads. Det var en flot vandring langs pre-inka terasser, stendiger, og et fornemt view udover det krystal klare vand i Titicaca-søen og de omkringliggende øer. Jeg har ikke besøgt de græske øer, men de andre fra tour-gruppen mente at de lignede et postkort fra det græske øhav, og jeg har fået besked på, at jeg skal tjekke de græske øer ud, da jeg synes det var et imponerende view omkring Taquile Island. Øens hovedplads er hjemsted for de knittende mænd. Der er nogle specielle traditioner på denne ø angående giftemål. Hvis en mand er interesserede i en kvinde viser han det ved at vende kvasten på sin hue(der findes en speciel hue for single mænd) til højre side, og kaster småsten efter kvinden. Acceptere hun hans interesse, så skal han bestå den test overfor hendes familie, at han skal sy en hue(huen der viser at han er i et forhold), når det er gjort bliver der afholdt en ceremoni, og hvor kvindens familie hælder en kop vand i den syede hue. Er huen tæt, og kan den holde på vandet, så er det et tegn på at manden er ansvarlig, og han kan få kvinden. Er hans syegenskaber så ringe at huen ikke kan holde på vandet, så er han uansvarlig og han kan derfor ikke få kvinden. Derfor går de meget op i syning og dens slags på denne ø. Javier, vores guide, der stammer fra Uros Island lod os vide, at det er utroligt svært at sy denne type af huer, så de er tætte!

Vi fortsatte videre fra pladsen og videre til vores frokost stop, der var en spartansk udseende restaurant beliggende på en bakketop. Heldigvis havde de udendørs servering, så vi kunne nyde det gode vejr, og den imponerende udsigt udover havet, de omkringliggende øer og Perus fastland. Vi fik en af de bedste frokoster jeg har haft her i landet. Det bestod af en virkelig smagfuld friskfanget laks med frittet og noget hjemmelavet salsa. Det var virkelig godt, og tydeligvis friskfanget fra søen.

Efter måltidet startede vi nedstigningen til havnen, hvor vores båd ventede på os, så vi kunne blive sejlet tilbage til Puno.

I morgen tager jeg videre til Bolivia, der er det mest fattige land i Sydamerika, og jeg forventer det minder mere om Ecuador end Peru, der har vist sig at være et mere organiseret og struktureret land end Ecuador. I hvert fald i de dele af landet, som jeg har besøgt. Bussystemet har f.eks. været meget ordnet med bagageindlevering og deciderede check in områder, og der har ikke været det samme rand af sælgere på diverse busser, som i Ecuador. Kvaliteten af hostels har også været på et lidt højere niveau, og jeg har ikke set hostels uden bruseforhæng og sammentapede døre, som man kunne se i Ecuador.