Da jeg ankom til Bariloche fik jeg ved selvsyn set den berygtede aske, der er i området, og som har fået flere rejsende til at skippe dette ellers populære rejsemål. Der var ikke nogle views over den ellers så smukke på trods af man kunne fornemme at solen var igennem, men der lå derimod et lag aske foran solen. Så ved første øjekast var byen ikke særlig interessant, da alt her handler om udendørs aktiviteter, så når området er omkranset af aske, så er det ikke uden grund byen er hårdt ramt i øjeblikket, hvor man kan se at mange af byen hoteller, hostels og restauranter er lukket og tomme. Byen lever af turisme og det er vel i omegnen af 90-95% af indbyggerne, der er beskæftig i erhverv, der kan relateres til turisme. Derfor menes byen også at være formindsket med op mod en ¼ del siden den chilenske vulkan gik i udbrud for et halvt år siden. Mange lokale er flyttet væk, hvilket kan begrundes i at turisterne bliver væk, og dermed er mange jobs forsvundet.

San Carlos De Bariloche var for ca. 10 år siden en søvnig lille flække, men det seneste årti er området for alvor blevet opdaget, og byen er vokset eksplosivt fra omkring 10.000 indbyggere til 100.000, og det er ikke svært at forstå, hvorfor området blev så populært. Bariloche har - i klart vejr - en spektakulær beliggenhed ved Lago Nahuel Huapi.

Udover de smukke omgivelser, der danner base for skisport om vinteren og hiking om sommeren, så er byen Argentinas Chokoladehovedstad, så det er en ekstra bonus ved at besøge byen. Lad mig slå det fast med det samme den bedste kop varm chokolade jeg nogensinde har fået må være her. For i denne by kan man naturligvis ikke lave hot chocolate på pulver. Så det er den ægte vare de anvender, når man bestiller en kop varm chokolade. Det fortæller vist en del om styrken af chokoladen at de servere en lille kop vand til den varme kakao, så man lige kan fortynde chokoladen eller skylle efter, hvis den er for kraftig.

Mini Schweiz

Det er generelt en hyggelig by med stor schweiziske indflydelse. Således er fonduerestauranter ret synlige i gadebilledet, og retten gullasch med späetzli(der er et pastalignende produkt, der vist er ret anvendt i det schweiziske køkken) kan fås de fleste steder. Man går ligefrem til en coiffeur her, når man skal til frisøren, så indflydelsen fra alpelandet er stor. Måske det også er derfor de har alle disse chokolade butikker på nærmest hvert eneste gadehjørne. Byggestilen er også ret alpeagtig med træ og bjælkehytter, men jeg kan lide det. Det er noget hyggeligt over denne Chalet byggestil.

Selvom Bariloche er et herligt sted, så er byens bussystem stupidt. Man kan ikke betale med penge i bussen, så man skal altid købe sine busbilletter forlods. Dette er dog en plage for mange backpackers, da byens busterminal ligger 3 kilometer fra centrum, hvor det ene billetkontor, hvor man købe busbilletter er beliggende. Så man kan ikke tage bybussen, når man ankommer til byen. Enten hedder en dyr taxi(da de anvender specielle højere priser for udlændinge end for argentinere) eller på gåben indtil byen. Det er sgu irriterende at man hele tiden skal huske at købe billetter på forhånd, og er afhængig af billetkontorets åbningstider.

Heldigvis var det kun den førte dag i byen at herligheden var spoleret af askeskyen, så allerede dagen efter lejede jeg en cykel for at cykle Circuito Chico, der er et lille loop på 26 km rundt i Parque Nacional Nahuel Huapi. Jeg passerede et par imponerende viewpoint, hvor der var et imponerende panorama view over området, og et af Argentinas mest berømte hoteller, Llao Llao. Derefter gik turen forbi Lopez strømmen til Lopez bugten, der er opkaldt efter Lopez-bjerget. Næste stop var den skjulte sø, der er godt gemt i et skovområde. I dette område er der en lille sti, der fører en igennem den tæt bevoksede skov til den romerske bro. Derefter fortsatte jeg mod Villa Tacul, der var en lille fredfyldt strand. Generelt var turen meget rolig, da der ikke var megen trafik eller andre turister, så det var herligt. Derudover var det rart at få en cykeltur igen. De bruger jo ikke cyklen så meget på disse breddegrader, som vi gør derhjemme. Det sidste stop var ved Llao Llao hotel, der er et gammelt luksuriøst hotel fra 1938, der har en unik beliggenhed højt oppe på en bakketop, hvorfra der er et fænomenalt syn udover bugten, bjergene og et par søer. Der er også en golfbane lige ved siden af, så der havde det været fedt at gå en runde. Det var en rigtig herlig dag med godt vejr, og nærmest igen aske. Derudover er det en fin cykelrute, da man cykler 2-3 km og så stopper man et nyt sted, og tager billeder inden man fortsætter et par kilometer mere, og så er næste attraktion der, og det er tid til et stop mere. Således kan man hurtigt bruge en hel dag her selvom distancen ikke er videre lang.

Det tordnende bjerg

Tiden i Bariloche byder på den del ekskursioner ud i den fantastiske natur, der omgiver byen. Det blev således til en hyggelig tur i gennem Nahuel Huapi national park med de store blå skovsøer. Det er ret flot på denne årstid, hvor det hele blomstrer, så der er både lilla, røde, lyserøde, gule farver foruden den grønne skov. Jeg kender ikke mange planter og træer i skovene her i Andes-området, men jeg så dog en blomst som jeg kunne genkende, og det var minsandten hyldeblomsten, som åbenbart findes her i Bariloche, og som blomster i her i starten af december.

Endestationen for min tur igennem Parque Nacional Nahuel Huapi var Cerro Tronador. Vi fortsatte forbi den billedskønne Lago Mascardi mod bjerget, der direkte oversat betyder det tordnende bjerg. Det bærer dette navn, da kælvende is fra en gletcher falder ned fra bjergsiden, og dette giver en massiv støjende lyd, når isen eller sneen brydes og banker ned af bjerget. Vi så to kondorer flyve højt oppe over gletcheren, men det var ikke det store sus, da de var så langt væk at det mest lignede to måger, der var på søndags svævetur over Cerro Tronador. Området er ret flot, og det var en flot vandring igennem et skovområde med de stejle klippevægge før vi kom op til viewpointet.

Derefter så vi den sorte gletcher, der er naturligt nok er opkaldt efter den massive sorte farve som gletcheren har. Grunden til at den er sort er dog ikke videre spektakulær. Det skyldes at der falder jord og klipper ned på gletsjeren, når der bl.a. er jordskred, og det giver altså denne mørke farve, men den sorte gletcher er beliggende i en meget flot dal med de savtakkede toppe omkring sig. Der er meget aktivitet omkring gletcheren, så der er masser af små isbjerge og isblokke, der er knækket af selve gletcheren, og de flyder rundt i søen omkring gletsjeren. Det er virkelig et billedskønt område, og man får lyst til at tage et telt og en sovepose under armen og campere i denne nationalpark.

På turen tilbage til Bariloche gik vores buschauffør helt amok, da han åbenbart er fan af Boca Juniors, så da radiospeakeren kunne annoncerer, at de lige havde scoret i kampen mod Banfield, så røg dythornet i bund, og radioen blev skruet op til maks styrke. Det var et ganske underholdende skue, og jeg fik senere på aftenen set argentinernes passion for fodbold for den centrale plads i Bariloche var barrikaderet med Boca Fans, der fyrede fyrværkeri af, hoppede og sang, mens bilerne tordnede rundt i kvarteret med flag ud af vinduerne, da Boca sikrede sig mesterskabet ved at besejre Banfield. Jeg er ret imponeret over Boca Juniors fansbase her i Bariloche, der er en by med ca. 100.000 indbyggere, og vel beliggende 15-20 timers buskørsel fra Buenos Aires, hvor Boca hører hjemme, så mange af disse fans har næppe set en hjemmekamp, men de havde alligevel stor passion for klubben. Desværre kommer jeg ikke til at se en kamp her i landet, da sæsonen slutter om en uge, så det er ærgerlig, men derfor var det også sjovt at se mesterskabsjubelen.

Fantastisk udsigt!

Bariloche må være en af de smukkest beliggende byer, som jeg har besøgt, og dag vejret fortsat er fantastisk og asken ikke generende, så besluttede mig og Chet, en amerikaner som jeg har mødt igennem mit hostel os for at vandre op til toppen af Cerro Campenario, der er et lille bjerg udenfor Bariloche. Og vi blev bestemt ikke skuffet for udsigten var fænomenal. Der var et panorama kig udover flere søer, den grønne skov og de omkringliggende bjerge.

Derefter skulle vi lige udforske det nærliggende Berlina mikrobryggeri, der serverede hæderlig øl på den solbeskinnede udendørs terrasse, så det var et herligt sted at spendere eftermiddagen. Chet og jeg besluttede os for at fuldende dagen med at besøge en af de lokale fonduerestauranter, så vi kunne stillet vores sult efter god ost, hvilket er svært at opdrive i dette land.

Den sorte lagune

Min sidste hike i Bariloche området gik til den sorte lagune, hvilket var en herlig tur igennem først et skovområde inden det hele åbnede sig op i den virkelig smukke dal med de flotte savtakkede tinder langs den brusende flod og de store vandfald. 13 kilometer senere stod jeg på toppen af bjerget ved Laguna Negra, der dog var mere blå end sort, hvilket gutten, der drev Refugio Italiano, kunne fortælle skyldes at siden asken fra den Chilenske vulkan ankom til området, så er farven gået fra at være sort til en mere blålig farve. Det var tid til frokost på toppen af bjerget, hvor jeg mødte en amerikaner, israeler og ungarer så kunne hike ned sammen. Inden nedstigningen fik vi dog travlt, da vi ikke havde få taget vores billeder fra den sorte lagune, og pludselig mens vi sidder og spiser, så kan vi se asken passere henover den ene bjergside og komme direkte imod os. Det spolerede vores flotte udsigt over dalen, men det gav også et indblik i hvor hurtigt visibiliteten kan ændre sig i øjeblikket i Bariloche.

Om aftenen var det tid til at fejre, Adriana, min amerikanske roommates fødselsdag. Vi fandt et par små hyggelige barer, der solgte Konna øl, en lokal produceret øl, der var ret god, og vi fik dem tilmed til en god pris, da der var happy hour. Så det var en god fest inden vi desværre fortsatte til en trist club, der mest af alt mindede om et dansk provinsdiskotek, hvor der var mørkt og koldt. De serverede derudover kun den dårlige Quilmes, der kan få selv en billig, lunken Royal fadøl fra Gaden til at smage, som en klasseøl fra Ølkonsortiet.

Næste morgen var det tid til at forlade byen. Så jeg tjekkede ud, og fik rimelig travlt, da jeg naturligvis havde glemt at købe min busbillet til busterminalen dagen forinden, så jeg måtte race ned til bymidten og købe en billet, og derefter returnere til mit hostel og hente min bagage og fange bybussen, så jeg kunne komme til terminal de omnibus, og derfra videre til San Martin de Los Andes.